Eventyr i Nicaragua

Vi kom til Nicaragua. Helt uden problemer faktisk, men alligevel var det noget af en oplevelse. Ved grænsen var der absolut ingen skiltning. Vi stod af bussen og kom ind på et kontor. Her skulle vi betale for at forlade landet, ligesom vi senere skulle betale for at gå ind i Nicaragua. Det var lidt specielt. Og med gå mener jeg det i øvrigt helt bogstaveligt talt. Det føltes lidt som at gå rundt på en stor parkerings-/rasteplads uden et egentligt mål. Så vi gik lidt forvildede rundt, indtil vi havnede i et lille telt, de havde banket op mit i det hele. Det virkede enormt uofficielt, men her tjekkede de lige pas, og at vi havde betalt. Og igen vandrede vi rundt blandt lastbiler som på en anden tysk rasteplads, før vi endte på endnu et kontor, hvor de stemplede løs i vores pas. De er tossede med at stemple her i Mellemamerika! Herefter var vi igen helt lost, så vi valgte at følge efter en kvinde, der så lokal ud, og vi vurderede, at hun nok havde prøvet det her en gang eller ti. Det var næsten som om, vi skyggede hende, hvis altså ikke det var, fordi vi begge havde 15 kg oppakning med. Så er det bare svært at være diskret og spion-agtig, og der gik heller ikke mange minutter, før hun forstod, hvad der foregik bag hendes ryg. Hun var heldigvis meget sød og snakkede lidt med os, mens vi skraldespanskede os frem til kloge, kvalificerede svar. Hvilket i virkeligheden mest var "sí sí!". Rimelig beskedent ordforråd. I hele denne indvandringsproces var vi ret meget i tvivl om, hvorvidt vi egentlig var kommet ind i Nicaragua, eller om vi stadig var i Costa Rica..

Vi var dog i Nicaragua, og en eller anden - sikkert uautoriseret - chauffør kørte os til en færge. Ja, eller jeg troede, det var en færge. Lille luksusbarn. Det, vi kom frem til, lignede mest af alt en fiskekutter! Vi gik nedenunder, hvor der var pakket med lokale, der alle medbragte alt tænkeligt. Fra børn til frugter til tønder med alt mulig. Ovenpå blev båden også lastet med alt fra borde til motorcykler - alt sammen mere eller mindre ovenpå vores bagage. Der var simpelthen også så mange mennesker med, at jeg var sikker på, vi ville lave en ny Titanic.

Nede i båden sad vi virkelig tæt. Og der var bare varmt. (P)læder-lignende sæder fik vores skinker til at klistre og svede ret intenst. Jeg tænker, at det er sådan det må føles for to hvide stykker toastbrød i en toastmaskine. Hvilket i øvrigt meget godt beskriver denne oplevelse, for vi var de eneste turister på båden. Trods varmen nåede vi at samle en håndfuld af børn rundt om os, som vi underholdt lidt og vice versa. Det var åbenbart så meget, at Majs sidemand - en temmelig stor, men lavstammet kvinde - spurgte hende, om hun havde en kæreste, for ellers burde hun få en. Hun mente, Maj var ret grydeklar i forhold til at reproducere.

Båden gyngede ufattelig meget, og den knagede og bragede, så jeg næsten (kun næsten) lavede korsets tegn for mit bryst og bad om overlevelse. Og om ikke at blive søsyg. Vi havde det begge lidt stramt og valgte så at sove fra bølgehelvede. Det lod til, at mange lokale brugte præcis samme taktik, for inden længe sov hele dækket stort set, store som små.

Da vi endelig kom i land på Isla de Ometepe, blev vi jagtet ned af en seriøs mængde mænd, der meget insisterende råbte "Taxi, taxi, taxi!". Vi endte med at tage en bus, da den kostede en tiendedel af en taxa. Der var så bare det ved det, at det var en bus, der først kører, når den er fuld. Så vi kampsvedte lige lidt mere, før vi en time senere rullede afsted i dette igen meget tætpakkede transportmiddel.

Bussen stoppede tusind gange. Det virkede som om, den kun kørte få meter af gangen. De lokale skulle have alt med i den skide bus. Og jeg mener virkelig ALT. En mand skulle lige have 50 kg mel med. No problem. En kvinde skulle have en madras til den anden side af øen. Den klarer vi! Op på taget af bussen og binde den fast. Der var faktisk ingen grænser. Pludselig var der også levende høns i bussen, hvilket fik Maj fik at hvine som en gris, der skal slagtes. Til stor begejstring for hele bussen og ikke mindst ham, der stod med hønsene. Han elskede det så meget, at han greb hønsene om fødderne og viftede dem hen i hovedet på os. Det var rigtig rart! Efter halvanden times bustur - halvanden time fordi bussen kun kører én vej, og det er hele vejen rundt om øen, hvilket inkluderer to vulkaner forresten, no biggie - kom vi frem til vores hostel, hvilket var noget af en lettelse efter dagens strabadser.

Dagene på Ometepe gik uden de store planer. Vi vandrede hen til et sted, der hedder Ojo de Agua, som er en slags kilde, hvor vi kunne bade. Her brugte vi nogle timer, hvor vi så turister og lokale plaske rundt side om side. Dagen efter følte vi os mere eventyrlystne, så vi lejede cykler. Vi scorede os to mountainbikes med enormt lave sadler, der gjorde, at mine ben allerhøjst bøjede sig til en 90 graders vinkel. Jeg følte mig som en 13-årig dreng fra Brøndby Strand. Vi oksede rundt på cyklerne, og det gik da så fint. I hvert fald de første 30 minutter, indtil Maj ville stoppe cyklen på en meget rocky vej og lavede alt andet end en blød landing. Hun bankede foden hårdt ned i en stor sten og blev på rekordtid så bleg, at hun lidt lignede et vuggestuebarn med faktor 100 i ansigtet. Det lagde lidt en dæmper på vores ø-eventyr, for vi måtte stoppe op i en times tid, så Maj kunne komme til hægterne igen. I mellemtiden passerede en del lokale, der uforstående skulede til de strandede pattegrise. Pludselig kom der også en kø løbende, og jeg troede kort, den ville vade hen over vores cykler. Tænkte det lige ville være prikken over i'et på sådan en glimrende dag. Vi fik pushet en syntetisk rød sodavand, så Majs blodsukker kunne ryge i vejret igen, og så humpede vi tilbage i heden. Resten af dagen drak vi os en lille skid på. Det fortjente vi. Det var jo i øvrigt samme dag, jeg fik afslag på min kandidatuddannelse, hvilket også mentalt lagde mig ned i nogle timer. Alt i alt var dagen bare meget fredag d. 13.-agtig.

Anyway. Nu jeg stadig er ved Ometepe, må jeg fortælle lidt om Nicaraguas rige dyreliv. Der var dyr over det hele. Alle slags dyr. Hunde, katte, heste, grise, køer og får - og nej, jeg det er ikke min intention at citere Det Brune Punktum. De gik alle sammen frit mere eller mindre, så man skal ikke være overrasket, hvis man cykler rundt om hjørnet og styrer direkte ind i en horde af otte heste. Smådyr som insekter skal man også bare vænne sig til, for de er over alt. Det samme gælder firben, der nu også er blevet kendt for at ville skide på en ved enhver lejlighed. Værst af alt var alligevel en aften, hvor jeg skulle hente noget på vores værelse, og jeg så noget bevæge sig. Jeg tænkte, det nok var det firben, jeg så tidligere, men løftede alligevel tasken af ren nysgerrig og fandt intet mindre end en fucking frø. Denne gang var det min tur til at blive bleg, og jeg moonwalkede pænt ud af værelset for derefter at skrige som en lille pige efter Maj, der sad lidt længere væk. Hun kunne heller ikke overskue situationen, og vi måtte få et fransk kærestepar til at redde os fra den store stygge frø. Utroligt jeg fik sovet den nat egentlig, nu jeg tænker tilbage på det.

Udover førnævnte oplevelser bød vores dage på Ometepe på latterligt store frugttallerkner til ingen penge og en ung vindueskigger, der var så høflig at hilse på, da jeg tog ham i at lure med næsen presset op af hønsenettet. Han havde sikkert bare håbet på at se et par bryster, og det kan man vel egentlig ikke fortænke ham i.

Efter Ometepe gik turen til Granada, der også bød på oplevelser, vi ikke er stødt på andre steder, og som vi nok ikke kommer til at savne. Mænd lavede kysselyde af os og råbte "I LOVE YOU". Tre ellers rimelig store ord, synes jeg. Også byens purunge knægte (wauw, der lød jeg gammel..) gav os opmærksomhed. Forleden kom en 10-årig gut hen med en blomst, som først var "en gave" og dernæst kostede $1. Han var utrolig vedholdende, smed også om sig med de store kærlighedserklæringer på gebrokkent engelsk, mens han cirkulerede rundt om os på en lille cykel. En lidt usædvanlig oplevelse at blive passet op af en, der er så ung, at jeg principielt selv kunne have født ham. Generelt forstod de ikke et nej. Maj og jeg fik også et glimrende tilbud om at gå ud med en utrolig tynd fyr og hans fem gange så brede ven. Selvom det naturligvis var svært, valgte vi at sidde over.

I Granada brugte vi mest tid på at flygte ind i skyggen på diverse cafeer, hvor vi opholdt os i timevis. Tror egentlig vi begge mest af alt ville befinde os på stranden med en kold øl i hånden, men Granada var et næsten obligatorisk stop. Det var nu også en fin by, der får Nyhavn til et blegne rent farvemæssigt. Hver gade bød på endnu en eksploderet regnbue; facader med stærke og kontrastfyldte farver og fliser med de fineste mønstre. Det var rigtig fint, det hele.

Vi brugte kun en dag i Granada, og det var faktisk også rigeligt til os. Vi tog så en bus til Managua i dag, og denne by er simpelthen så uoverskuelig. Jeg ved ikke, om jeg er gået i tranquilo-mode, men mængden af mennesker er helt urimelig, og der er larm fra højtalere, dyttende biler, alarmer, you name it. Byen er også udelukkende et stop, vi har på rejseplanen, fordi vi i morgen tidlig tager flyet til Little Corn Island, der efter sigende skulle være en lille bid af paradis. Der bliver vi helt frem til søndag, så der tjekker vi lidt ud fra den virkelige verden med et minimum af internetadgang. Hører I ikke fra os under vores ophold, kan I være sikre på, at vi efterfølgende lægger samtlige sociale medier ned med vores irriterende "life is great" billeder. Undskylder på forhånd.

Hav det godt så længe!

Fra stort set ikke eksisterende puls til adrenalin kick!

Dagene i Montezuma gik relativt hurtigt. Det til trods for det ufattelig langsomme tempo, der prægede byen. Vi begav os ud på lidt eventyr på egen hånd. Blandt andet gik vi hen til et vandfald, hvilket overraskede lidt terrænmæssigt. Ret turist-agtige havde vi selvfølgelig flipflops på, og det viste sig at være en længere hike derhen, hvor vi blandt andet skulle over en masse sten, gennem vand og jeg ved ikke hvad. Vi endte med at smide fodtøjet og gå i bare fødder, hvilket selvfølgelig resulterede i rimelig beat up tæer og fodsåler. Men fint var det! Dagen efter gik vi en lang tur langs flere forskellige strande, før vi nåede en næsten øde strand, hvor bølgerne var stort set ikke eksisterende, så det var let og lækkert at bade. De andre strande var mere til surfing og var lidt for vilde til badning for to små danske piger.

Efter Montezuma tog vi til Santa Elena/Monteverde, hvor vi er nu. Det er oppe i bjergene, hvilket betød en smuk, men også ret urolig køretur i bus. Bjergkørsel, veje med tusind sten og masser grus - ja, jeg følte næsten, jeg dansede rundt i bilen som Lebbe Lone fra Bryggen. Vi nåede også at holde stille en times tid pga vejarbejde. Stille og roligt, ikke? Så slukkede chaufføren for bilen, og vi smeltede sammen med vores medbragte chokolade.

Klimaet er lidt et andet her, hvilket jeg i starten havde lidt svært ved at acceptere. Utroligt så hurtigt man vænner sig til varmt vejr, og næsten ufatteligt at jeg kunne savne, at sveden driver af mig alle vågne timer. Der er dog også sol her og en god temperatur, men her er generelt mere skyet, og det småregner lidt ind i mellem.

Byen her er i øvrigt utrolig lille, og vi løber konstant ind i de samme mennesker, som vi har været på tur med. Det samme gjorde sig gældende i Montezuma, hvilket faktisk er rigtig hyggeligt. Utroligt hvordan man pludselig føler, man kender hinanden efter en tre timer lang tur.

Vi er også blevet gode til at dømme folks nationaliteter ud fra deres udseende, ligesom vi også er blevet gode til at smalltalke med andre turister. I går i bussen blev vi mødt af en tyk southern accent og et "So where y'all from?", og de næste timer blev vi så venner med en gruppe amerikanske kvinder. Generelt er det amerikanere, vi snakker mest med. Det er den nationalitet, som jeg både hader og elsker på samme tid. Jeg hader, at de kan være så højtråbende, og jeg elsker samtidig deres åbenhed. Europæere er langt sværere at komme i snak med og passer mest bare sig selv. Hvilket kan være rart i nogle tilfælde - fx hvis man bor med dem.

Anyway. Det her bliver langt. Men jeg må lige fortælle, hvad vi har lavet her. Om ikke andet så bare for min egen skyld. Vi har været på en kaffe/kakaotur i går, hvilket var rigtig hyggeligt og fint. Det var meget lærerigt og ikke mindst lækkert at smage på de forskellige bønner, Costa ricansk kaffe, etc. Før det tog vi en hike rundt i naturområdet, hvilket var lidt vådt, men flot.

Og nu til det store. I dag har vi ziplinet. Til jer, der ikke ved, hvad det er, så er man højt oppe, bliver spændt på en wire, og så flyver man faktisk gennem junglen. Prøv evt at google det. Anyway. Vi skulle gennem 13 forskellige, og vi var så nervøse. Vi har iført hjelm, handsker, seler og hele pivtøjet, og så blev vi sendt afsted. Vi blev instrueret af tre meget unge fyre, og jeg blev lidt nervøs over at lægge mit liv i hænderne på en tynd fyr med togskinner. Følte han burde feje fritter op fra gulvet i lobbyen i McDonalds på Vejlevej i Kolding i stedet. Desuden snakkede de ikke fantastisk engelsk, hvilket gjorde mig endnu mere utryg. Jeg nåede da også at vende den forkerte vej på en wire og gå rimelig meget i panik, men jeg klarede det. Alle 13! Med masser gele i benene, og et hjerte der ræsede afsted som bare fanden. Sidste zipline skulle Maj og jeg køre sammen. Hun var forrest, og jeg sad bagerst med benene rundt om hende. Var bange for at klemme livet ud af stakkels Maj, fordi jeg var så nervøs. Det var den ultimativt længste, nemlig 1000 M, og jeg var ved at tisse i mine løbetights undervejs, for der var FUCKING (!) langt ned. Var faktisk temmelig lykkelig, da det hele var slut, men det var en sjov oplevelse!

Nu har vi så sidste aften her, inden vi tager bussen kl 4.30 (holy crap!) i nat/morgen mod Nicaragua. Vi satser på, at det går snildt med at komme over. Jeg skal nok holde jer up to date.

Nyd solrige Danmark! Sender kys og kærlighed fra Costa Rica

Surfer's paradise og backpacker-looket

Så er der opdatering fra Costa Rrrrica, og vi har lavet lidt af hvert, og alligevel føles det som om, vi har brugt utrolig meget tid på bare at chille.

Vi endte med at tage på en tur med en katamaran, hvor vi efter sigende skulle se delfiner og snorkle. Turen var dog ikke helt så fabelagtig som forventet. For det første blev jeg fra første minut søsyg og brugte derfor langt det meste af tiden på ikke at ørle ud over kanten af båden, som "kaptajnen" sagde. "You might as well feed the fish", havde han kækt sagt, og jeg grinte lidt af det, indtil jeg selvfølgelig selv sad og blev dårlig. Derudover så vi ingen delfiner, og snorkling blev frarådet, fordi det alligevel ikke var særlig godt. Ikke den bedste tur for mig, men altså. Costa Rica er jo et enormt pænt land, så lidt godt for øjnene var det da. Måske bare ikke lige pengene værd.

Vi tog derefter videre til Jaco, som er en rigtig surferby. Det vrimlede med amerikanere der, hvilket jo tager lidt af charmen. Men igen; der var flot. Og utrolig varmt ligesom alle andre steder her.

I dag tog vi så med en båd til Montezuma, som også er lidt surferparadis-agtigt. Byen er utrolig lille og helt ufattelig chill. Der er hunde over det hele, byens lokale har stort set alle dreadlocks (uanset alder), og tempoet er generelt bare langsomt. Mañana, mañana. Men det er lækkert, og vi bliver her frem til søndag. Så kommer pulsen da helt ned. Hvad vi skal lave her, ved vi ikke helt, men vi har snakket om at give det et ekstra skud med den snorkeltur i hvert fald.

Livet som backpacker er også for alvor ved at kick in. Som tidligere nævnt var jeg meget i tvivl om, hvad jeg skulle pakke, og jeg kan allerede nu konstatere, at jeg både har gjort gode og dumme ting. På plussiden er, at jeg har droppet alt, hvad der hedder hårtørrer, glattejern, og hvad jeg nu ellers torturerer mit hår med hjemme i Danmark. På minussiden er, at jeg har pakket alt for meget tøj. Forudser fx, uden pis, at jeg har de samme par shorts på de næste fem uger.

Det er også lidt skægt med det her liv, for jeg ligner noget, der er løgn hele tiden (og jeg mener hele tiden - selv to minutter efter et velfortjent bad), men jeg har lidt vænnet mig til det. Det kan ikke rigtig være anderledes. Maj og jeg har snakket lidt om, hvor befriende det egentlig er at kunne gå rundt i det samme tøj og uden at dulle sig op på noget som helst tidspunkt. Makeup ville smelte af i løbet af no time, solcreme gør dig bare super fedtet at se på, dit hår ligner en dårlig permanent fra 80'erne, og dit tøj bliver alligevel svedigt og vådt efter ti minutter, så hvorfor egentlig skifte?!

Så ja. Forvent at hente (læs: regner med velkomstkomite) en i Kastrup, der ligner en, der har været med i Robinson Ekspeditionen. Eller Brody fra Homeland, da han slap ud efter otte år i fangenskab.

Manuel Antonio og dyr, der kun er søde på afstand

Jeg sidder i det åbne køkken på vores hostel, mens regnen står ned i stride strømme. Det gør den hver dag fra omkring kl 18, og vi taler virkelig seriøse mængder af vand her akkompagneret af lyn og torden. Hjemmefra havde jeg frygtet, at det ville blive en ferie-dræber, fordi det jo netop er regnsæson i regnsæsonen altså. Men som jeg sidder her under taget, hvis loft er dækket med flag fra alle verdens lande, er det faktisk ret hyggeligt. Strømmen er gået, og himlen bliver lyst op af lyn. Det er faktisk sindssygt flot.

Vi er lige nu i Quepos, som ligger en håndfuld kilometer fra Manuel Antonio National Park. Vi ankom i går, hvor vi fik indlogeret os, hygget lidt ved poolen og set på lidt ture. I dag (søndag) tog vi på en guidet tur med en lokal fyr, der viste os alle mulige eksotiske dyr. Det var ret fint og fascinerende. Der var tukaner, aber, dovendyr m.fl. Han kunne også lave en masse fuglelyde og var generelt meget passioneret, som han stod der med sved dryppende fra sit ansigt og prøvede at kalde alverdens fugle frem.

Turen sluttede ved en af parkens strande, hvor vi så parkerede, så vi kunne komme i vandet og vaske lidt af sveden af, for vi var sindssygt klamme og klæbrige. Luftfugtigheden er out of this world simpelthen, så der er slet ingen tvivl om, at vi har set enormt attraktive ud.

Turen på stranden bød også på lidt eventyr, for der var nemlig en håndfuld vaskebjørne, der mente, at gæsternes håndklæder var et åbent tag-selv-bord. De var virkelige flabede og smuttede helt hen til folk efter mad. En familie ved siden af os fik bøffet en pose chips, og en pige fik hapset en rygsæk, som hun efter lidt kamp heldigvis fik tilbage igen. Vi havde gudskelov ikke besøg af mafiaen. De kunne også højst have reddet sig en Derma faktor 30 til frokost.

Vi havde også lidt udfordringer med parkens aber. Der blev kastet med mango og kokosnød fx. Håber sørme Gouda dækker den slags skader, hvis krapylerne får ramt os en dag. Derudover besluttede en af aberne for at sætte sig ved en gangsti og skræmme samtlige mennesker væk ved at hvæse og generelt bare spille smart. Der gik de for alvor fra at være søde til rent faktisk bare at være psykopatiske.

Anyway. Parken var rigtig fin, og det var strandene absolut også. Vi bliver her til tirsdag, hvor vi nok tager til Jaco, men det har vi ikke helt på plads endnu. Generelt har vi planlagt meget lidt, så det hele kommer mere eller mindre en ad vejen.