17. juli 2014

Billeder? Hang tight!

Tilføjelse:

Der er flere af jer, der råber på billeder. Sandheden er, at jeg ikke har gjort et eneste forsøg på at overføre dem til computeren, og trods en bachelor i kommunikation og it, kunne jeg ikke finde ud af at vedhæfte dem fra telefonen - pinligt! Men jeg smider snart en stak online, og tanken er at bryde nogle af mine meget teksttunge indlæg op med lidt fine billeder. Deal? Deal!

Rastaer, hajer, koralskader og faktor 70. It's Caye Caulker, baby!

For ret præcist en uge siden landede jeg i Kastrup lufthavn. Det føles allerede som om, det er flere måneder siden, men alle de tanker og følelser kalder vist på sit helt eget indlæg her på bloggen.

Jeg forsøgte at lægge to indlæg op om hhv. Nicaragua og Guatemala, men fordi jeg loggede på i Guatemala City, vurderede Google simpelthen, at der var tale om mistænksom aktivitet på min konto. Lortet blev spærret, indtil jeg ramte dansk jord. Lidt diskriminerende egentlig eller hvad? Indlæggene er lagt op efterfølgende, hvis du ikke har modtaget novellerne pr. mail.

Jeg mangler stadig at fortælle om Belize, mens det stadig er nogenlunde klart i hukommelsen. Som en anden dement føler jeg allerede, der er huller her og der og detaljer, jeg ikke kan huske. Jeg vil dog forsøge. Måske den skarpe sol og saltvandet også sugede lidt hjerneceller ud i løbet af vores fem dage på bountyøen. Jeg vil ikke udelukke det.

Anyway. Vi tog en bus fra Flores til Belize City, og for at det ikke skal være løgn, så var de f***ing israelere fra vores tidligere shuttle-tur med igen. Gudskelov sad vi denne gang så tilpas langt fra dem, at jeg ikke var ved at flyve hen over samtlige sæder for at klappe dem alle sammen en. Desuden var turen kun omkring fire timer lang, og det føles jo nærmest som en smuttur ned til kiosken i forhold til det, vi ellers har været ude for. Og som bonusinfo kan jeg fortælle, at israelerne skulle videre til Mexico, og nej, det var ikke en tårevædet afsked!

Fra Belize City var vi på en glimrende bådtur, der var ganske udramatisk til en afveksling. Vi ankom efter lidt tid til øen Caye Caulker, der lå der i det Caribiske Hav og så fuldstændig vidunderlig ud. Maj og jeg har flere gange beskrevet øen som en "Barbie-ø", fordi alle huse, butikker, restauranter, you name it, er malet i lyserød, gul, turkis, mint og andre fine farver. Man forventer næsten, at Barbie og Ken kommer susende rundt om hjørnet i en pink cabriolet. Hvis det da ikke var, fordi alle udelukkende kørte i golfvogne.

Caye Caulker var øen, hvor vi for første gang indkvarterede på et hotel og ikke et hostel. Det var virkelig magisk sådan at ligge i en ren, hvid seng, hvor der ikke er så meget som en krølle på lagenet, og hvor vi havde eget badeværelse, der blev gjort rent hver dag. Jeg følte mig helt som et barn, de havde hentet ind fra gaden, og som var alt for beskidt til at bo sådan et ordentligt sted. Men det kom jeg selvfølgelig over efter 10 minutter, hvor jeg med støvede, sandbefængte tæer hoppede direkte op i den ellers så nydelige seng.

Vores i alt fem dage på Caye Caulker var ikke ligefrem præget af action. Det var vores sidste stop på turen, så vores primære mål var egentlig at suge al den sol til os, som vi kunne, og derudover prøve på at klemme det Caribiske Hav ned i vores rygsække. Sidstnævnte lykkedes ikke, men vi fik svømmet, flydt og plasket en hel del i det azurblå vand. Så meget at jeg nogle dage havde helt røde og irriterede øjne på grund af ren og skær overdosis af saltvand. Under vores ophold nåede vi da også af gå fra en faktor 50 til en faktor 70, fordi solen stegte os som røde pølser på en brandvarm Weber-grill.

På min tur har jeg efterhånden erfaret, at hvis man vil have chill for alle pengene, så skal man tage på ferie på en ø i det Caribiske Hav. Jeg vil gå så vidt at påstå, at det er den absolut bedste måde at komme af med stress og/eller depression. Maj og jeg har derfor indgået en pagt om, at hvis en af os når til dét punkt, så pakker vi tasken, tager den anden under armen og tager en afstikker til en eksotisk ø. Alt går så skide langsomt på de her øer, for her skal ingen nå noget særligt. Det virker som om, at man aldrig tænker længere end et par dage frem i tiden, og det er virkelig befriende. Her er det sådan, at hvis man går for hurtigt ned ad vejen, så får du et "Go slow!" med på vejen af de lokale. 

Apropos de lokale så ligner de slet ikke de andre, vi har stødt på under vores rejse. De er simpelthen de sjoveste typer både af udseende og væremåde. Det er vaskeægte rastaer, og det bidrager bare til den der no rush, go slow stemning. Der er dreadlocks i massevis og "Yah, man!" i hver anden sætning. Mindst. Jeg tror ikke, de mennesker foretager sig særlig meget. De fleste cyklede bare rundt på deres farverige cykler med et kæmpe smil, eller også sad de på en plastikstol i strandkanten og kom med sjove kommentarer og bemærkninger til forbipasserende. Så hyggeligt! 

Vi nåede også at få en god lokal ven, nemlig Zach. Vi mødte ham helt tilfældigt en dag, hvor vi skulle have dagens is. Her gik han i gang med den helt store salgstale, for han ejede nemlig dykkerbutikken lige ved siden af og mente absolut, at vi skulle stikke hovedet under vandoverfladen og se, hvad de Caribiske Hav gemmer på - nemlig verdens andet største koralrev. Få dage efter, da vi havde brugt nok tid på at dase og lave ingenting, fik vi booket en snorkeltur med Zach, og det var virkelig en fed oplevelse. Vi var kun tre personer afsted udover Zach, så der var god tid til spørgsmål og til at få tjekket, at masken sad ordentligt osv. Vi sejlede og sejlede, og det var simpelthen så smukt. Pludselig stoppede vi, og Zach smældede lidt med et reb i vandet, indtil 4-5 hajer kom hen til båden. Jeg var totalt begejstret og syntes, at det var helt vildt og fascinerende. Begejstringen aftog dog en smule, og jeg greb Majs arm og spurgte lidt bekymret "Du tror ikke, vi skal i her, vel?". Det mente Maj nu nok, at vi skulle, og få sekunder efter beordrede Zach, at den amerikanske fyr Isaiah smed ankeret i vandet. FUCK! Jeg var meget tæt på at tisse i min bikini lige der! Zach gav os nogle hurtige instrukser og var nærmest allerede på vej ned i vandet, da jeg stille rakte hånden i vejret med et lidt presserende spørgsmål: "Er du 110% sikker på, at hajerne ikke gør noget?". Zach kastede hovedet tilbage, grinede højt, hvorefter hans ansigt blev køligt og seriøst "De spiser kun døde mennesker!". Nå da. Betryggende. Jeg fik at vide, at så længe jeg ikke hev i hajerne og holdt fast, så ville der ikke ske noget. Her kunne jeg ret hurtigt forsikre ham om, at det ikke ville komme til at ske. Nogensinde.

Snorkelturen gik så fint, så fint. Jeg overkom min midlertidige panik og dumpede i vandet efter de andre. Zach lagde meget vægt på at være miljøbevidst, hvilket betød, at vi ikke måtte røre ved dyr eller koraler, og at han ikke gik ind for at fodre hajer og andre dyr blot for underholdning. Sympatiske værdier, synes jeg egentlig. Han sagde også, at han gerne så, at vi lå vandret hele tiden og kun bøjede hovedet op ind i mellem, når vi skulle op i overfladen. Dette glemte jeg naturligvis kortvarigt. Jeg skulle smile til Maj under vandet, og smil får selvfølgelig kinderne til at skubbe dykkermasken op, så den lukker vand ind i siderne. Så dumt af mig. I hvert fald måtte jeg få styr på sagerne, og under den proces lå jeg åbenbart ikke vandret, og jeg fandt efter turen ud af, at jeg havde formået at sparke til en koral. De sataner er flotte, men også vanvittigt skarpe, så jeg fik en imponerende skramme på oversiden af min venstre fod. Zach rystede på hovedet og desinficerede (av, for h...) såret. Så ligner man lidt en idiot, når man tager på en miljøvenlig tur og så selv losser til naturens vidundere. Jesus altså. Efter første snorkelstop gik Zach op i båden og sagde, han ville sejle hen til en anden båd, og så kunne vi møde ham der. Så kunne vi nemlig komme hen til alle hajerne. Der valgte jeg så pænt at gå op i båden med ham i stedet. Jeg skulle sgu ikke svømme hen til en flok hajer med en blødende fod. Nu var det jo ikke hvidhajer, vel, men de var altså på længde med mig eller lidt større. No thank you.

Udover et sikkert permanent minde om snorkelturen, fik vi set en masse flotte dyr. Der var fisk i alle regnbuens farver og i alle størrelser. Nogle kom i store stimer, mens andre dansede rundt alene. Vi så også en stor skildpadde, masser rokker (de er jo enorme!), førnævnte hajer og endda søkøer! Det er helt fantastisk, hvad sådan et hav går og gemmer på. Vi stoppede også et sted, hvor der lå et skibsvrag. Jeg følte nærmest, jeg undersøgte Titatic, selvom det her skib jo var væsentligt mindre. I øvrigt bølgede vandet en hel del, og overraskende nok bliver man (læs: undertegnede) søsyg af den slags. Selvom jeg er vokset op med speedbåd og saltvand i håret, er jeg åbenbart alligevel ikke nogen Troels Kløvedal! Fik igen, ligesom i Costa Rica, besked på, at jeg kunne "Feed the fish", dvs. brække mig i det krystalklare vand om nødvendigt. I denne situation var det heller ikke videre behageligt at have en snorkel i munden og have begrænset adgang til luft. Jeg klarede dog det hele uden at hørle, og for det fortjener jeg næsten en medalje! Forresten fik vi også reddet os en mild forbrændingen på ryggen, fordi vi snorklede i badetøj og glemte at tage et ekstra lag solcreme på undervejs - DUMT! Så ligger man der med ryggen i vandoverfladen i tre timer, mens solen står aller højst på himlen. Go figure. Det kan selv en vandfast faktor 50 altså ikke klare. 

Caye Caulker bød ikke kun på fantastiske koraler, men også på betagende solnedgange og lækre grillede fisk. Det var ret tilfredsstillende sådan at sætte sig til bords, bare bestille "catch of the day" og være komplet ligeglad med, hvilken fisk der lander på tallerkenen. Man ved bare, det er frisk fisk, og at de i øvrigt akkompagneres af skøn guacamole, sprøde grøntsager og andet godt til smagsløgene. Jeg var glad. Meget glad. Og det var maven bestemt også. 

Det var vemodigt at forlade Caye Caulker. Ikke fordi det er et sted, jeg ville blive for evigt, men fordi vi vidste, at det betød, at turen var ved at være slut. Ikke mere eventyr i denne omgang. Når det så er sagt, så er det forhåbentlig ikke sidste gang, jeg kan rapportere fra det store udland. 

3. juli 2014

Ruiner, mayaer og flere eventyr på fire hjul

Som lovet får I en opdatering på Guatemala, som var tredje land på vores liste.

Turen fra Nicaragua til Guatemala var lang, og vi havde ikke fået bestilt busbilletter, fordi vi ikke kunne komme i kontakt med busselskabet. Aftenen før havde vi et mindre panisk øjeblik, fordi bussen krævede, at vi stod op kl 2 om natten, og på sådan et tidspunkt af døgnet gider man ikke få afslag og så ikke have en plan B. Så vi besluttede os for, at hvis der ikke var plads i bussen, så ville vi blive i Nicaragua og rejse ned langs kysten og bevæge os ned mod Costa Rica, hvor vi skal flyve hjem fra. Skæbnen måtte bestemme, hvor vores vej førte hen, så det var lidt specielt at stå op der midt om natten og ikke vide, hvad vi havde i vente. Men lidt spændende var det også.

Vi ankom til busstationen, og der var masser plads, så vi satte kurs mod Guatemala City; en bustur der skulle tage os over tre landegrænser. Turen tog i alt 16 timer, men forholdene i bussen var rigtig gode. Aircondition, mad og drikke inkluderet i prisen, toilet ombord. Oy oy oy, en luksus i forhold til det vi er vant til. Og det, at vi stod op kl 2 efter blot tre timers søvn, gjorde også, at vi begge sov lige så tungt og godt som et par hipsters efter Distortion! Trods de mange timer i bus var det faktisk ret let og smertefrit, og pludselig stod vi i Guatemala City - en by der ikke just er kendt for at have et godt ry. Heldigvis skulle vi kun overnatte der for så at tage videre næste dag.

Dagen efter gik turen til Antigua, som er en gammel koloniby. Turen dertil skulle kun tage en times tid, men efter et kvarters kørsel stoppede al trafik, så vi sad og stegte lidt i en chicken bus, indtil alle passagerer besluttede sig for at forlade køretøjet og gå op langs vejen. Her bekræftede vi lige eksistensen af lemmingeffekten og fulgte med, hvilket viste sig at være en lille smule dumt. Vi gik, og vi gik, og vi havde jo oppakning og det hele med, og solen stod højt på himlen. Vi anede ikke, hvor vi gik hen, og på en tankstation fik vi at vide, at en demonstration havde standset trafikken, og at busserne ikke ville køre før senere. Super! Lige der synes jeg ikke, det var det fedeste at stå på en ukendt vej i Guatemala City og ikke ane, hvad der skulle ske. Heldigvis kom der gang i trafikken igen efter lidt tid, og vi kom med en bus. Denne bus kørte helt vanvittigt stærkt, også i svingene, og Maj og jeg væltede rundt med vores bagage. Da vi først havde sat os, holdt vi så godt fast i håndtagene, at jeg var sikker på, at min hånd ville have taget form som en klo efter endt rejse. Det havde den gudskelov ikke, og vi kom uskadt frem.

Antigua var en rigtig hyggelig by. Den mindede på nogle punkter om Granada i Nicaragua, som vi tidligere besøgte, men jeg synes, at der var mere sjæl i denne by. Her var vi blandt andet på marked, hvor lokale i massevis solgte fantastiske, farverige ting. Det var virkelig tilfredsstillende for mine øjne, der slet ikke kan få nok af farver. De fleste sælgere kunne ikke mange ord engelsk, men havde naturligvis lært sig den klassiske one liner "Special price for you!", som de meget ivrigt brugte. Intet havde en fast pris, det var meget tydeligt, og det var vanvittigt så meget, de gik ned i pris, hvis man bare tog tre skridt væk fra deres biks og gik hen imod naboen, der solgte præcis det samme. Selvom jeg er jyde, kunne jeg dog ikke få mig selv til at prutte alt for meget, fordi det jo er deres levebrød, og de tjener så latterligt lidt, at pengene er mere værd i deres hænder end i mine.

Efter to dage i Antigua satte vi os i en shuttle mod Semuc Champey. Det at køre i shuttle er efter sigende den komfortable og lidt dyrere måde at komme rundt i landet på, men førstnævnte var ikke tilfældet her. Vores minivan var fyldt med unge, højtråbende israelere, og som de sidste, der stod på, scorede vi to pladser på bagerste række - lige i epicentret for israelernes "fantastiske" fest. Der var ingen aircondition, og fyren ved siden af mig prøvede meget insisterende at dele både snacks og musik med mig. I kender alle den sidemand, der bare ikke fatter, at man helst vil passe sig selv, ikke? Turen skulle tage syv timer, men endte med at tage ti! Undervejs nåede vi også lige at skifte dæk og det hele.

Da vi endelig kom til Semuc Champey, blev vi indlogeret på loftet af en hytte, hvor et forhæng i øvrigt udgjorde døren. Jeg syntes først, det var hyggeligt, men blev så lidt skeptisk og bange for, om jeg ville kunne falde i søvn sådan et sted, hvor alle frit kan smutte ind. Det gik dog meget fint alligevel, indtil en kat invaderede vores hjem og i bedste asshole-kattestil terroriserede os i to timer. Da den for tredje gang fandt vej til min seng, efter at være blevet smidt ud og sprøjtet vand på, besluttede jeg mig for at give både katten og mig selv fred, så den fik lov til at sove i fodenden. I løbet af natten fik den tiltusket sig mere og mere plads i sengen. Lille bæst. Vi følte måske, at katten havde følt sig lidt for hjemme, så dagen efter fik vi os et værelse MED dør. Det var rart.

Vores hostel ved Semuc Champey lå lige ned til den flotteste flod, og her brugte vi den første dag på at suge solens stråler til os og bade i det kolde vand. Hostelet havde en håndfuld hunde på deres grund, som vi syntes legede en lille smule vildt, så det var svært at slappe helt af dernede. Det nåede også at gå helt galt, da en flok lokale kom derned med deres lille hund, og de store hunde gik lige i kødet på den. Det var altså tæt på at få fatale konsekvenser for det lille kræ, og det var en ret traumatisk oplevelse for mig. Jeg må indrømme, at jeg blev meget rystet og utryg der, så jeg havde en lille tudetur, hvor det hele bare virkede lidt uoverskueligt. Heldigvis har jeg senere fået berettet, at hunden var i live og i øvrigt i god behold trods kampen. Det lettede mit lille pigehjerte. Åh.

Dagen efter tog vi hen til Semuc Champey. Ja, faktisk boede vi tre kvarter udenfor i en by ved navn Lanquin. Semuc Champey er seks naturlige pools, som man kan plaske lidt rundt i. Det var utrolig smukt, og vandet var rigtig lækkert. Her kørte vi øvrigt med en chauffør, der troligt lovede at hente os igen nogle timer efter. Det gjorde han ikke, men gudskelov var der en flok fra vores hostel, der havde været på en guidet tour og skulle hjem samtidig, så vi kørte med dem. Igen en lidt vild tur, hvor vi alle stod på ladet af en lille truck, mens chaufføren ræsede afsted på små og meget ujævne grusveje. Maj og jeg var enige om, at det var godt, vores forældre ikke så det her. Det kan jeg jo godt sige nu, hvor vi kom helskindet igennem, ikke? We made it! And it was fun!

Efter Semuc Champey gik turen til Flores, som er en halvø, mange bruger som springbræt til Tikal, en gammel maya-by.
Vi kom let hen til vores hostel, troede vi, men derfra blev vi ført hen til en lille båd og sejlet til en anden ø, hvor vi skulle bo. Det var ret hyggeligt med bådture frem og tilbage.. Med undtagelse af en enkelt aften, hvor vi pludselig ingen både kunne finde på Flores. Så stod vi lidt der og vidste ikke, hvordan vi skulle komme hen til den ø, San Miguel, hvor vores hostel lå. Igen måtte vi skraldespanske den lidt, og hver person, vi spurgte, svarede stort set noget forskelligt. "Bådene sejler ikke efter kl 19" (forkert) eller "Der er en båd dér. Den sejler derhen" (også forkert). Nåede at få lidt sved på panden, indtil vi efter en time fandt en båd. Vi var så taknemlige og kvitterede med tusind "muchas gracias". Tror ikke manden i båden havde nogen anelse om, hvor glade han lige havde gjort os.

Vi boede jo som sagt i Flores, fordi vi gerne ville se de kendte mayaruiner i Tikal. Vi meldte os på en sunrise tour, som betød, at vi endnu engang skulle op kl 2. Helt umenneskeligt. Vi kom frem til et helt mørklagt Tikal, hvor vi med lommelygter måtte bevæge os hen til et af templerne. Mange af træerne havde rødder, der gik op over jorden, og vores guide rådede os til at lyse lidt der, hvor vi gik - "there are lots of roots.. And some of them are moving roots!", sagde han. Han prøvede også flere gange at lokke taranteller frem. "Desværre" så vi ikke nogle af dén slags.

Da vi endelig nåede hen til templet, sad vi med en bunke håbefulde turister og ventede på, at solen skulle titte frem. Der var en regel om, at man skulle være stille, hvilket var utrolig rart. Måske også fordi jeg var lidt træt (læs: morgensur) og egentlig ikke kunne overskue skabede amerikanere. Vi ventede og ventede, men det blev skyet, og vi så ingen solopgang. Lidt et antiklimaks kan I nok forestille jer. Derefter fortsatte vi turen med vores guide, der snakkede meget og længe. De af jer, der kender mig godt, ved, at jeg ikke er det bedste menneske om morgenen. Orker ikke for meget snak, og jeg skal have min morgenmad! Vi spiste først kl 10 - altså otte timer efter at vi var stået op. Dér var jeg meget tæt på at blive ubehagelig og grim. Nå, men jeg klarede turen rundt, tonsede op og ned ad nogle templer (hvilket gav seriøst ømme lår dagen efter, fordi trinene er utrolig høje) og lærte lidt om mayaerne. Ikke tosset. Og pænt var det da også.

Efter Flores og Tikal var det slut med Guatemala for denne gang. Det gik ret hurtigt, og det føltes som om, at vi havde brugt enormt mange timer på bare at komme rundt. Det er måske derfor, Guatemala ikke har placeret sig øverst på min liste, hvilket måske er lidt forkert. Af gode ting skal jeg klart fremhæve, hvor flotte kvinderne er. Mange af dem går i traditionelle klæder, der er i stærke farver med striber, mønstre osv. Så fint! Og så med deres fine mørke hår. Ej, men altså, det kunne danske kvinder måske lære lidt af. Derudover var de også bare så grinende og smilende. Noget vi ikke oplevede fra kvinderne i Nicaragua. Der oplevede vi oftest, at kvinderne ignorerede os eller kiggede ned i jorden, når vi gik forbi. I Guatemala var de langt mere åbne og opsøgende, altså kvinderne. Til gengæld lyder rygtet så også på, at kvinder og børn er de største tyveknægte i Guatemala, og det kan jo godt gøre en lidt mistænksom, men vi oplevede gudskelov ikke noget ubehageligt.

Efter Guatemala gik turen til Belize, som jeg vil gemme til en anden god gang, da det her allerede er enormt langt. High five til dig der er noget helt herned. Jeg kan sige så meget, at fingrene på min højre hånd er blevet helt følelsesløse af at holde telefonen oppe, så jeg håber sørme, I har læst lortet :)

1. juli 2014

Øen der stjal mit hjerte

Nogen (hej mor!) har efterlyst en opdatering, så den får I her. Nedenstående er skrevet for en del dage siden efterhånden, men dårligt net kombineret med ren og skær dovenskab gør, at det først kommer op nu.
---

Jeg er nu vendt tilbage fra paradis, så nu får I en lille opdatering på den sidste uges begivenheder.

Vi fløj fra Managua til Big Corn Island og tog derefter båden fra Big Corn til Little Corn. Her er der nemlig ingen landingsbane, og der er sådan set heller ingen veje eller biler, så vi havde endnu et bådeventyr i vente. I kan måske huske fra tidligere, at transporten rundt har givet os nogle, ja, lad os sige mindeværdige øjeblikke. Vejret skuffede en del denne dag. Det regnede, og båden, vi skulle med, lige en miniudgave af Netto-bådene i København. Jeg havnede ved siden af en håndfuld lokale kreol-talende kvinder, der hvert femte minut slog ud i en flækkende latter. Lige inden afgang kom der endnu en af dem hen til båden. Hun var ikke den mindste kvinde, jeg har set. Bred, store ben (vi snakker lår i skoene) med masser hår. Ikke den mest charmerende type. Selvfølgelig skulle hun skrue sig ned lige ved siden af mig, lige som jeg troede, der umuligt kunne være flere på skuden. Da hun stod der på kanten og balancerede, inden hun sprang helt ned, var jeg et øjeblik bange for, at hun ville mase mig helt sammen. Men hun kom ned, og de store mamasitas viste sig at udgøre nogle udmærkede støddæmpere for resten af turen.

Bådturen tager normalt kun tyve minutter, men på grund af vejret var bølgerne høje (just my luck!), og det gik temmelig vildt for sig. Det letteste er nok at sammenligne det med træstammen i Legoland, hvor man forhåbningsfuld sad med armene i vejret for derefter at få åndssvagt meget vand kastet lige i hovedet. Gang lige det med hundrede, og du har turen til Little Corn. Vi ankom og var drivvåde.

Vi var ret skuffede, da vi kom til øen, for vi havde googlet øen samtlige gange og set, at det var bounty-paradis uden lige. Not the case! Vi vandrede rundt og fandt endelig vores hostel på den anden side af øen, godt gemt af vejen gennem junglen. Der var en masse små hytter lige ud til vandet, og det så sindssygt fint ud, men forholdene var ret skrabede - præcis som forventet. Desuden var det lige ved junglen, og det betød kryb en masse! Sengen var nok den værste, jeg hidtil har sovet i, toilet- og badeforhold var ikke for de helt sarte, og elektricitet var der kun fra kl 18-6. Sidstnævnte gjorde sig i øvrigt gældende for langt det meste af øen. Speciel oplevelse.

Det sølle vejr gjorde, at vi plantede os på en cafe/bar, der tilfældigvis havde happy hour kort tid efter vores ankomst, så vi druknede vores sorg og skuffelse i utallige farverige drinks. Undervejs i denne proces blev vi rekrutteret til en pub quiz, hvor vi endte med at komme på tredjepladsen ud af ti. Helt okay, syntes vi selv, vores alkoholindtag taget i betragtning. Denne aften mødte vi også en del andre backpackere og semilokale, der har valgt at slå sig ned på øen. Det var ret hyggeligt, for øens størrelse gjorde, at vi de efterfølgende dage havde en del mennesker at hænge ud med, og vi løb konstant ind i folk, vi kendte. Det bidrog i høj grad til en hyggelig og hjemlig følelse, så trods regn og mørke skyer, føltes Little Corn hurtigt som vores nye hjem.

Dagene på Little Corn gik mest med at slappe af i en hængekøje (meget sigende for hele vores tur i øvrigt), spise fish tacos og ikke mindst førnævnte happy hour. Vejret blev forresten også væsentligt bedre, så vi fik plasket lidt rundt i det azurblå caribiske hav. Vi havde egentlig intentioner om at snorkle, men den ene dag tog lidt den anden, og pludselig var der gået fem dage uden at lave det helt store. Klassisk for vores tur, men lige præcis som vi kan lide det; tranquilo, tranquilo. Ikke for meget fart på.

Little Corn er i øvrigt, for de af jer, der skulle være i tvivl, et besøg værd. Der er de flotteste strande, der er en afslappet stemning, de lokale taler engelsk (omend blandet med lidt spansk og kreol, men hey, de forstår dig!), de har lækre fisk og frugt i lange baner, det er billigt (ikke i forhold til resten af Nicaragua, men for os velhavende danskere er det et kup!), og så er der bare de flinkeste mennesker. Det er et sted, man ikke har lyst til at forlade igen.

Generelt er Nicaragua en overset og undervurderet feriedestination, hvis I spørger mig. Inden jeg tog afsted, var der flere, der sagde, at Nicaragua da lød farligt, og hvorfor jeg lige skulle til dét land? Til det kan jeg kun sige, at for mig har Nicaragua været sikkert; jeg har undgået byerne, fordi de i mine øjne virker utiltalende og ucharmerende. Men yowza, nogle kyster og naturområder de har! Og så er nica'erne bare søde og hjælpsomme og ikke mindst overbærende, når man prøver at konstruere en sætning på skraldespansk. (Hertil er et godt tip forresten at have kendskab til the Spanish basics, for ellers vil jeg vove at påstå, at man er temmelig screwed på nicaraguansk grund.) Tag til Nicaragua! Jeg kan ikke sige det nok gange. Jeg tror faktisk godt, min næste ferie kan gå præcis der til igen. Så er det sagt.

Nå, det blev så den helt store salgstale. Tilgiv mig. Efter vores lille afstikker til paradisøen (og landet der stjal vores hjerter) drog vi mod Guatemala, hvilket jeg for overskuelighedens skyld vil gemme til næste blogindlæg.