Jaja, nu spytter jeg indlæg ud. Men det er simpelthen fordi, jeg lige nu har tid og lyst til at skrive. Ugen har været temmelig hektisk rent arbejdsmæssigt, og jeg har ikke haft mange øjeblikke, hvor energien eller inspirationen har været til at skrive. Det er skide ærgerligt. Men lad nu det ligge.
Det skal handle om tatoveringer. Jeg har tænkt lidt over det på det seneste, fordi det jo i grunden er en rimelig mærkelig ting sådan at skulle have noget printet på sin hud. Og så blev jeg lige inspireret, fordi en af mine gode veninder lige har fået endnu en tatovering til samlingen.
Jeg elsker for det meste tatoveringer. Jeg synes, det kan være virkelig flot og kreativt, og jeg synes også, det kan være lidt sjovt at tænke på, hvorfor folk vælger at lade sig tatovere. Jeg indrømmer gerne, at jeg har set en god del af "grimme" tatoveringer. Eller i hvert fald tatoveringer som ikke falder i min smag, og som jeg føler ikke er særlig gennemtænkte. Men i grunden kan man jo ikke vide, hvad folk har lagt i deres tatoveringer, og måske er der en virkelig smuk tanke bag den knap så smukke tatovering. Eller også er den lavet i en brandert. Who knows.
Jeg har selv en tatovering, som jeg fik for år tilbage. Dengang var det noget, jeg havde tænkt på i noget tid, men jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville gå videre med det. Jeg endte så med at gøre det, og i dag har jeg en fugl, der pryder min ene skulder. Jeg er tit blevet spurgt ind til motivet. Hvorfor lige en fugl? Og hvorfor lige den placering? Her må jeg så indrømme, at motivet i sig selv ikke har nogen som helst betydning for mig. Jeg har i desperate øjeblikke prøvet at give den noget betydning, men det virker ikke ægte for mig. Endelig er jeg kommet frem til den erkendelse, at jeg fik tatoveringen, fordi jeg ville bevise over for mig selv og for andre, at jeg turde. Hele mit liv er jeg blevet set som en pæn pige. Måske lidt typen der aldrig bryder regler og som ikke gør noget uventet. Jeg tror, jeg havde brug for at overraske og kunne fortælle folk noget, der kom bag på dem. Sådan lidt "Nå, har du en tatovering? Det troede jeg godt nok ikke om dig". I virkeligheden var det nok lidt et statement ala "Du skal ikke tro, du ved, hvem jeg er". Og det lyder sådan meget rebelsk og jeg-er-lidt-tough-og-smart-agtig. Det er jeg ikke. Tatoveringen var bare et forsøg på at bryde ud af den bås, jeg for tusind år siden er blevet placeret i, og som jeg måske også selv har bidraget lidt til i årenes løb.
Jeg kan huske, at jeg alligevel var lidt bange for særligt mine forældres reaktion. Min mor klappede lidt i hænderne, fordi hun synes, det var lidt sejt, at jeg gjorde det, tror jeg. Det viste sig dog, at hun faktisk synes, den var lidt stor, og måske ville en mariehøne på anklen have været bedre (min opfattelse, ikke hendes ord). Min far anskues tit for at være en anelse konservativ, så der var grund til at være nervøs. Jeg var dog så heldig at fange ham på en dag, hvor han en sjælden gang lå syg på sofaen. Jeg tænkte, at det var fint, han sådan fysisk og mentalt arbejdede på lavt blus, og at han desuden lå ned, når han modtog nyheden. Til min store forbavselse tog han det meget pænt og fik fremstammet noget med, at så længe det ikke var en tatovering i ansigtet, så var det okay. Jeg kunne berolige far med, at det var det ikke. Og det bliver det heller aldrig. Den dag i dag er jeg faktisk i tvivl om, om han kan huske, jeg har en tatovering. Nå, men det er også ligemeget. Faktisk glemmer jeg tit selv, at jeg har en.
Folk taler tit om det med at fortryde tatoveringer. Jeg forstår det godt lidt. Min er placeret sådan et sted, så den kan dækkes til eller vises frem efter behov. Det passer mig glimrende. Når det så er sagt, synes jeg, at tatoveringer på armene er fantastiske.. til andre, ikke til mig. Men det er unægteligt et sted, hvor det kan være lidt en udfordring at dække dem til. En langærmet kan gøre jobbet ret let, men hvad gør det, hvis der er 30 grader og fuld sol? Not much. Førnævnte veninde havde fået sin tatovering på underarmen, og hendes forældres holdninger om dette var vist også lidt delte. Hendes mor prøvede at fremhæve det positive i den. At farverne var meget flotte. Hendes far fik den vist slet ikke at se, fordi han efter sigende er typen, der ikke går ind for den slags. Hun sagde, at han nok ville blive ked af det. Det er sådan noget, jeg har svært ved at forstå. Måske fordi jeg ikke selv er forælder? Jeg tænker bare, at det aldrig kan blive hans problem, hvis hans datter en dag står og er træt af, at hun har en permanent tegning på armen. Eller hvad?
Jeg ved ikke, om jeg bliver træt af min. Da jeg fik den lavet, spurgte en flabet ung pige i tattoo-shoppen, om det var en tatovering, jeg så mig selv med resten af livet. Det var rimelig dumt spurgt, eftersom jeg sad med en decideret tatoveringsnål og ikke en midlertidig tatovering, jeg havde fået i en pakke tyggegummi, og som kan fjernes igen med en klud og varmt vand. Skal jeg være helt ærlig, forestillede jeg mig min tatovering på min mor. Tænkte det var en udmærket måde at forestille mig tatoveringen på egen krop om 30+ år. Jeg kom i hvert fald frem til, at det ville være helt fint. Ikke den store katastrofe.
Jeg har aldrig været bange for at fortryde den. Det kan da godt være, det kommer over mig om nogle årtier eller måske før. Det er bare en af de ting, der kan være svære at forudse. Men som så mange andre ting, er det vel et af de valg i livet, man bare skal lære at leve med.
21. september 2014
Jyde i storbyen: Det at spotte kendte
Min kæreste og jeg adskiller os fra hinanden på flere måder. En af dem er fx, at jeg er totalt begejstret hver gang, jeg ser en kendis out and about. M er fuldstændig upåvirket, og jeg føler til tider, at vi skal bevæge os virkelig langt op på kendisskalaen, før hun kan imponeres. Vi snakker George Clooney eller Meryl Streep.
Jeg er derimod meget let at imponere. Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med, at jeg er jyde, og jeg dermed ikke har været vant til at støde på celebrities i det virkelige liv. Kolding er jo en ganske udmærket by, men den er jo ikke kendt for at være et hot spot for de kendte. Bevares, Stig Rossen har da gået på Kolding Gymnasium, og vi har haft samme historielærer. Og Anders W. Berthelsen, der i en overgang var med i ALLE danske film samt tv-serier, er da også koldingenser. Men hvad gør det, når jeg ikke har set dem købe afløbsrens eller minimælk i Netto? Ingenting!
København derimod vælter i kendisser, og jeg har allerede min egen lille samling af celebrity spottings. Når jeg øjner en kendt, bliver jeg altid enormt selvbevidst, og samtidig med at jeg virkelig gerne vil stirre og kigge intenst og længe, så bliver jeg så fokuseret på at opføre mig helt normalt, at jeg kigger væk og lader som om, jeg ikke aner, hvem de er.
Ovenstående har resulteret i en meget stor fejltagelse fra min side. En af mine yndlingshistorier, hvad angår kendte er, at jeg engang mødte Tina Dickow og Helgi Jonsson med deres søn på Skydebanens legeplads en smuk sommerdag. Jeg var komplet starstruck, fordi Tina Dickow som bekendt er et af mine absolut største idoler. Jeg var sammen med min veninde Maria, som deler min kærlighed til Tina Dickow og som i øvrigt har ytret, at var hun til kvinder, så skulle hun giftes med Dickow. Anyway. Maria og jeg satte os på en bænk og snakkede, og få sekunder efter satte Dickow og Helgi sig simpelthen få meter væk fra os på en anden bænk. Vi prøvede så ihærdigt at snakke videre om A-L-T mulig andet, men mislykkedes fuldstændig, da vi begge var så opmærksomme på, at Tina Dickow sad der. På vores sted. Med sin kæreste. Og barn. Og var bare helt normal. Det kickstartede noget af en debat i mit hoved, fordi jeg på den ene side havde lyst til at være totalt bramfri og bare styrte hen for at bede om kram og selfies, og hvad ved jeg. På den anden side synes jeg egentlig, at de skulle have lov til at være i fred. Jeg endte med sidstnævnte, og da de efter noget tid gik hen i sandkassen med barnet, sad vi og nedstirrede dem fra pæn afstand. Og bandede over, at vi ikke tilfældigvis havde et barn med, som kunne agere legekammerat til deres lille dreng. Men sådan nogle børn er jo kendt for at være 9 måneder undervejs, og så meget tid havde vi ikke. Det virkede uoverskueligt at skulle kidnappe en. Men altså. Den dag i dag er jeg stadig i tvivl om, om jeg gjorde det rigtige.
Historien om Tina Dickow på legepladsen rangerer højt på min liste over celebrity spottings. Dernæst kommer nok, at jeg i min meget korte karriere som tjener på Letz Sushi har serveret for ingen ringere end Helena Christensen. Så stod jeg der og var helt ny i faget og var panisk angst for, at jeg ikke kunne huske hendes ordre i hovedet, fordi jeg var så betaget af hendes skønhed. Det gik heldigvis. En anden god historie er, at jeg har drukket kaffe lige ved siden af Medina på Kaffeslabberasen på Enghave Plads. Det var også lidt sejt. Og så er jeg blevet klippet sammen med Simon Kvamm. Men ham er jeg knap så tosset med, så den tager ikke kegler i min bog.
Men altså. Som før nævnt skal der ikke meget til for at imponere mig. Jeg har fx kørt i bil lige foran Christopher, set Marie Key foran Torvehallerne, spottet Clement Kjersgaard på Papirøen, gået forbi Martin Brygmann på en Vesterbrosk parkeringsplads, siddet ved bordet ved siden Kashmirs Kasper Eistrup på Vesterbro Vinstue, og jeg har blandet slik med Szhirley og hendes knægt. Listen fortsætter, og jeg lapper det bare i mig.
Hver gang jeg ser en kendt, fortæller jeg det begejstret til min kæreste, og det skuffer mig gang på gang, at hun ikke er synderligt imponeret. Til min store frustration oplever vi også ind i mellem, at jeg udbryder (hviskende, hvis muligt) "EJ, HAR DU SET, HVEM DER STÅR DER? DET ER [indsæt kendis]?!!", hvortil hun svarer "Ja, det har jeg da set" med et skævt smil. Det er faktisk uacceptabelt ikke at indberette den slags til mig. Jeg er en sucker for den slags. Om det så er tidligere håndboldmålmand Karin Mortensen. I - don't - care - I love it! Med undtagelse af politikere (ok, Johanne Schmidt Nielsen, så lad gå). Dem er jeg som udgangspunkt ligeglad med.
Jeg er derimod meget let at imponere. Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med, at jeg er jyde, og jeg dermed ikke har været vant til at støde på celebrities i det virkelige liv. Kolding er jo en ganske udmærket by, men den er jo ikke kendt for at være et hot spot for de kendte. Bevares, Stig Rossen har da gået på Kolding Gymnasium, og vi har haft samme historielærer. Og Anders W. Berthelsen, der i en overgang var med i ALLE danske film samt tv-serier, er da også koldingenser. Men hvad gør det, når jeg ikke har set dem købe afløbsrens eller minimælk i Netto? Ingenting!
København derimod vælter i kendisser, og jeg har allerede min egen lille samling af celebrity spottings. Når jeg øjner en kendt, bliver jeg altid enormt selvbevidst, og samtidig med at jeg virkelig gerne vil stirre og kigge intenst og længe, så bliver jeg så fokuseret på at opføre mig helt normalt, at jeg kigger væk og lader som om, jeg ikke aner, hvem de er.
Ovenstående har resulteret i en meget stor fejltagelse fra min side. En af mine yndlingshistorier, hvad angår kendte er, at jeg engang mødte Tina Dickow og Helgi Jonsson med deres søn på Skydebanens legeplads en smuk sommerdag. Jeg var komplet starstruck, fordi Tina Dickow som bekendt er et af mine absolut største idoler. Jeg var sammen med min veninde Maria, som deler min kærlighed til Tina Dickow og som i øvrigt har ytret, at var hun til kvinder, så skulle hun giftes med Dickow. Anyway. Maria og jeg satte os på en bænk og snakkede, og få sekunder efter satte Dickow og Helgi sig simpelthen få meter væk fra os på en anden bænk. Vi prøvede så ihærdigt at snakke videre om A-L-T mulig andet, men mislykkedes fuldstændig, da vi begge var så opmærksomme på, at Tina Dickow sad der. På vores sted. Med sin kæreste. Og barn. Og var bare helt normal. Det kickstartede noget af en debat i mit hoved, fordi jeg på den ene side havde lyst til at være totalt bramfri og bare styrte hen for at bede om kram og selfies, og hvad ved jeg. På den anden side synes jeg egentlig, at de skulle have lov til at være i fred. Jeg endte med sidstnævnte, og da de efter noget tid gik hen i sandkassen med barnet, sad vi og nedstirrede dem fra pæn afstand. Og bandede over, at vi ikke tilfældigvis havde et barn med, som kunne agere legekammerat til deres lille dreng. Men sådan nogle børn er jo kendt for at være 9 måneder undervejs, og så meget tid havde vi ikke. Det virkede uoverskueligt at skulle kidnappe en. Men altså. Den dag i dag er jeg stadig i tvivl om, om jeg gjorde det rigtige.
Historien om Tina Dickow på legepladsen rangerer højt på min liste over celebrity spottings. Dernæst kommer nok, at jeg i min meget korte karriere som tjener på Letz Sushi har serveret for ingen ringere end Helena Christensen. Så stod jeg der og var helt ny i faget og var panisk angst for, at jeg ikke kunne huske hendes ordre i hovedet, fordi jeg var så betaget af hendes skønhed. Det gik heldigvis. En anden god historie er, at jeg har drukket kaffe lige ved siden af Medina på Kaffeslabberasen på Enghave Plads. Det var også lidt sejt. Og så er jeg blevet klippet sammen med Simon Kvamm. Men ham er jeg knap så tosset med, så den tager ikke kegler i min bog.
Men altså. Som før nævnt skal der ikke meget til for at imponere mig. Jeg har fx kørt i bil lige foran Christopher, set Marie Key foran Torvehallerne, spottet Clement Kjersgaard på Papirøen, gået forbi Martin Brygmann på en Vesterbrosk parkeringsplads, siddet ved bordet ved siden Kashmirs Kasper Eistrup på Vesterbro Vinstue, og jeg har blandet slik med Szhirley og hendes knægt. Listen fortsætter, og jeg lapper det bare i mig.
Hver gang jeg ser en kendt, fortæller jeg det begejstret til min kæreste, og det skuffer mig gang på gang, at hun ikke er synderligt imponeret. Til min store frustration oplever vi også ind i mellem, at jeg udbryder (hviskende, hvis muligt) "EJ, HAR DU SET, HVEM DER STÅR DER? DET ER [indsæt kendis]?!!", hvortil hun svarer "Ja, det har jeg da set" med et skævt smil. Det er faktisk uacceptabelt ikke at indberette den slags til mig. Jeg er en sucker for den slags. Om det så er tidligere håndboldmålmand Karin Mortensen. I - don't - care - I love it! Med undtagelse af politikere (ok, Johanne Schmidt Nielsen, så lad gå). Dem er jeg som udgangspunkt ligeglad med.
12. september 2014
Myldretid, offentlig transport og fælleskøkkener
Der er tidspunkter, hvor jeg har lyst til at halshugge folk omkring mig. To af de tidspunkter faldt sammen i dag og resulterede i et lidt blodigt sammenfald. Heldigvis kun i mit hoved, men der var det altså også en massakre uden lige.
Punkt 1: Kolleger der ikke kan finde ud af at stille deres ting i opvaskemaskinen.
Nu har jeg ikke været på arbejdsmarkedet i en brøkdel af den tid, I andre har, men i løbet af de sidste fire-fem år har jeg indsamlet tilpas meget empiri til at kunne konkludere, at folk simpelthen stinker til at benytte opvaskemaskinen. Vi har vel alle sammen set den klassiske "Din mor arbejder her ikke" i køkkenet. Den er skide irriterende, men den er jo god nok. Jeg ved ikke helt, hvordan de tror, at tingene bliver vasket op. Det er som om, at det med opvaskemaskine er et fuldkommen uhåndgribeligt koncept, der er enormt svært at forstå. Åbn lågen, sæt tingene ind, luk lågen. Ej, okay, jeg kan godt se, at det er en meget krævende handling, som tager for mange dyrebare sekunder af din sikkert udmærket timeløn. Christ altså.
I dag pissede ovenstående tendens mig endnu mere af end normalt. Det er jo fredag, så arbejdsdagen slutter allerede kl 15, hvilket i øvrigt er intet mindre end fantastisk. Mindre fantastisk er så, at alle medarbejdere tilsyneladende vil gå samtidig, og jeg ender så med at stå tilbage i køkkenet, hvor der står et bjerg af tallerkner, kopper og glas på, ja du har vel gættet det, KØKKENBORDET. Jeg tænker, at jeg hurtigt klarer den opgave. Aber nein. Åbner opvaskemaskinen og den er fyldt, helt ren og dampende. Får i kampens hede smidt tallerkner mm på plads, men faktisk skal en relativt stor del af servicet blive i maskinen, fordi førnævnte uduelige kolleger ikke kan skylle deres ting af, når de nu endelig til en afveksling benytter opvaskemaskinen. Indtørret røræg på tallerkner, salatrester i bestikbakken, tun på knivene. For helvede. Det hele tager bare meget længere tid, end jeg har, for jeg skal sådan set med et tog.
Jeg får kæmpet mig ud, får slået alarm til, smidt skrald ud, låst. Og det bringer mig til næste irritationsmoment.
Punkt 2: Myldretid - i dag på Hovedbanegården.
Let's face it. Jeg har pænt travlt med ti minutter til afgang og ingen billet. Tjekker billetautomaterne. Der er mindst en håndfuld mennesker i kø ved samtlige automater, eller også virker de ikke. Fedt. Åbner DSB app, søger efter rejse. Virker ikke. App skal opdateres. Opdaterer app. Det går ikke hurtigt nok. Når ikke toget. På det tidspunkt var jeg lettere svedig og kæmpede mig igennem en horde af totalt irriterende mennesker. I sådan en situation bliver jeg altid lidt presset, og så kan jeg godt blive semi ubehagelig. Har i hvert fald lyst til at tackle samtlige mennesker, der går for langsomt eller står foran mig i kø for den sags skyld. Jeg endte så med at vente 25 minutter på et nyt tog. Og det er jo det, der er så latterligt. At jeg ikke bare kan slappe lidt af, for jeg skal jo reelt ikke nå noget på et bestemt tidspunkt. Det er nok bare princippet i det. Og jeg er sur.
Jeg får i øvrigt ingen pladsbillet, og det gør mig endnu mere irritabel. Det hele virker som et lidt for optimistisk og ambitiøst projekt her i myldretiden fredag eftermiddag, hvor alle åbenbart vil væk fra København. Kommer ind i vognen, hvor alle pladser jo er reserverede, og jeg forestiller mig allerede, hvordan jeg skal sidde på toilettet helt til Odense bare for at få noget, der ligner en siddeplads. Jeg satsede alligevel og har formået at beholde samme plads i over en halv time. God bless lyntog altså.
I fart og frustration havnede jeg i standardzonen selvom det er stik imod mine principper. Jeg orker bare ikke andre menneskers larm. Fx spiller ham ved siden af mig musik fra sin telefon, som kørte han et eller andet mobilt diskotek. Han er iklædt jakkesæt og ligner slet ikke typen, der gør sådan noget, men ja, her sidder vi så side om side. Og jeg orker bare ikke at høre mere Burhan G. Hvis han da i det mindste spillede god musik eller som minimum ikke havde samme sang på repeat. Lord give me strength eller giv min sidemand nogle høretelefoner!
Vognen er også fyldt med børn og mennesker, der opererer med et lydniveau, hvor det næsten ville være mest forsvarligt at have høreværn på. Ved siden af mig sidder to veninder, hvor den ene har taget sokkerne af og lagt benene hen over den andens lår, så tæerne luftes ud mod gangen og mig. Ikke det lækreste. De rasler også med slikposer, snakker uafbrudt og har også to termokander med?! Det er seriøst imponerende, hvad folk tager med af proviant på sådan en togtur.
Anyway. Jeg er på vej til Jylland, og det er faktisk rigtig rart og tiltrængt, så det skulle jeg måske lige fokusere på her post opvaske- og billetkaos. Så lige her til sidst må jeg hellere lige fremhæve noget positivt. Og det er, at jeg skal på italiensk restaurant i aften med min mor. Det glæder jeg mig faktisk ret meget til.
Punkt 1: Kolleger der ikke kan finde ud af at stille deres ting i opvaskemaskinen.
Nu har jeg ikke været på arbejdsmarkedet i en brøkdel af den tid, I andre har, men i løbet af de sidste fire-fem år har jeg indsamlet tilpas meget empiri til at kunne konkludere, at folk simpelthen stinker til at benytte opvaskemaskinen. Vi har vel alle sammen set den klassiske "Din mor arbejder her ikke" i køkkenet. Den er skide irriterende, men den er jo god nok. Jeg ved ikke helt, hvordan de tror, at tingene bliver vasket op. Det er som om, at det med opvaskemaskine er et fuldkommen uhåndgribeligt koncept, der er enormt svært at forstå. Åbn lågen, sæt tingene ind, luk lågen. Ej, okay, jeg kan godt se, at det er en meget krævende handling, som tager for mange dyrebare sekunder af din sikkert udmærket timeløn. Christ altså.
I dag pissede ovenstående tendens mig endnu mere af end normalt. Det er jo fredag, så arbejdsdagen slutter allerede kl 15, hvilket i øvrigt er intet mindre end fantastisk. Mindre fantastisk er så, at alle medarbejdere tilsyneladende vil gå samtidig, og jeg ender så med at stå tilbage i køkkenet, hvor der står et bjerg af tallerkner, kopper og glas på, ja du har vel gættet det, KØKKENBORDET. Jeg tænker, at jeg hurtigt klarer den opgave. Aber nein. Åbner opvaskemaskinen og den er fyldt, helt ren og dampende. Får i kampens hede smidt tallerkner mm på plads, men faktisk skal en relativt stor del af servicet blive i maskinen, fordi førnævnte uduelige kolleger ikke kan skylle deres ting af, når de nu endelig til en afveksling benytter opvaskemaskinen. Indtørret røræg på tallerkner, salatrester i bestikbakken, tun på knivene. For helvede. Det hele tager bare meget længere tid, end jeg har, for jeg skal sådan set med et tog.
Jeg får kæmpet mig ud, får slået alarm til, smidt skrald ud, låst. Og det bringer mig til næste irritationsmoment.
Punkt 2: Myldretid - i dag på Hovedbanegården.
Let's face it. Jeg har pænt travlt med ti minutter til afgang og ingen billet. Tjekker billetautomaterne. Der er mindst en håndfuld mennesker i kø ved samtlige automater, eller også virker de ikke. Fedt. Åbner DSB app, søger efter rejse. Virker ikke. App skal opdateres. Opdaterer app. Det går ikke hurtigt nok. Når ikke toget. På det tidspunkt var jeg lettere svedig og kæmpede mig igennem en horde af totalt irriterende mennesker. I sådan en situation bliver jeg altid lidt presset, og så kan jeg godt blive semi ubehagelig. Har i hvert fald lyst til at tackle samtlige mennesker, der går for langsomt eller står foran mig i kø for den sags skyld. Jeg endte så med at vente 25 minutter på et nyt tog. Og det er jo det, der er så latterligt. At jeg ikke bare kan slappe lidt af, for jeg skal jo reelt ikke nå noget på et bestemt tidspunkt. Det er nok bare princippet i det. Og jeg er sur.
Jeg får i øvrigt ingen pladsbillet, og det gør mig endnu mere irritabel. Det hele virker som et lidt for optimistisk og ambitiøst projekt her i myldretiden fredag eftermiddag, hvor alle åbenbart vil væk fra København. Kommer ind i vognen, hvor alle pladser jo er reserverede, og jeg forestiller mig allerede, hvordan jeg skal sidde på toilettet helt til Odense bare for at få noget, der ligner en siddeplads. Jeg satsede alligevel og har formået at beholde samme plads i over en halv time. God bless lyntog altså.
I fart og frustration havnede jeg i standardzonen selvom det er stik imod mine principper. Jeg orker bare ikke andre menneskers larm. Fx spiller ham ved siden af mig musik fra sin telefon, som kørte han et eller andet mobilt diskotek. Han er iklædt jakkesæt og ligner slet ikke typen, der gør sådan noget, men ja, her sidder vi så side om side. Og jeg orker bare ikke at høre mere Burhan G. Hvis han da i det mindste spillede god musik eller som minimum ikke havde samme sang på repeat. Lord give me strength eller giv min sidemand nogle høretelefoner!
Vognen er også fyldt med børn og mennesker, der opererer med et lydniveau, hvor det næsten ville være mest forsvarligt at have høreværn på. Ved siden af mig sidder to veninder, hvor den ene har taget sokkerne af og lagt benene hen over den andens lår, så tæerne luftes ud mod gangen og mig. Ikke det lækreste. De rasler også med slikposer, snakker uafbrudt og har også to termokander med?! Det er seriøst imponerende, hvad folk tager med af proviant på sådan en togtur.
Anyway. Jeg er på vej til Jylland, og det er faktisk rigtig rart og tiltrængt, så det skulle jeg måske lige fokusere på her post opvaske- og billetkaos. Så lige her til sidst må jeg hellere lige fremhæve noget positivt. Og det er, at jeg skal på italiensk restaurant i aften med min mor. Det glæder jeg mig faktisk ret meget til.
4. september 2014
De magiske morgener
Ved I, hvad der er sindssygt skønt? Fridage. Ved I så, hvad der er endnu bedre end det? At have fri på en dag, hvor alle andre arbejder. Jeg er helt tosset med det.
Efter at jeg er startet i praktik, har jeg altid fri om torsdagen. Det er faktisk helt genialt med en fridag midt i ugen, for så virker enhver uge bare lidt mere overkommelig. Når jeg går fra arbejde onsdag, virker det også lidt som om, jeg har weekend, og selvom det umiddelbart lyder som en ærgerlig følelse, når nu jeg ved, det ikke er tilfældet, så er det stadig rigtig rart. Fredag virker som en piece of cake kind of day, når man lige har haft en fridag og ved, at fredagens arbejde er stærkt efterfulgt af endnu to fridage. Jeg synes selv, det er genialt, som I nok kan høre.
Min fridag blev endnu bedre end forventet, da jeg vågnede op til solskin. Sensommer skal man virkelig ikke kimse af. Jeg havde også lavet en morgenmadsaftale kl. 9.30 med min barndomsveninde, hvilket i går syntes som en utrolig dum og ikke særlig gennemtænkt ide, da jeg jo reelt set kunne have sovet til kl. 11 uden problemer. Heldigvis fortrød jeg ikke et øjeblik, for vi rykkede morgenmaden ud i solen og satte verden på plads, indtil hun skulle til undervisning. Samtidig betød den tidlige aftale også, at jeg kom op af sengen og fik gang i dagen. Ellers kan jeg ikke garantere for, at jeg ikke lå i sengen endnu, og klokken er altså 14:17, som jeg skriver det her.
Jeg proklamerer altid, at jeg ikke er morgenmenneske. I dag tænkte jeg lidt over, hvorfor det egentlig forholder sig sådan, og jeg tror faktisk, at svaret er meget simpelt. At jeg ganske enkelt bare er ugidelig og negativ, fordi jeg skal op til noget, som jeg ikke rigtig gider. For jeg er jo aldrig morgensur, når jeg er på ferie, eller når jeg står tidligt op, fordi jeg ved, jeg skal noget fedt. Det er unægteligt noget helt, helt andet at blivet vækket af en brutal alarm, der river en ud af drømmeland, når man ved, man skal på arbejde, eller man skal udenfor i regn og blæst, når man bare slet ikke har lyst.
Men morgener ér faktisk en lille smule magiske. Noget af det, jeg synes, er helt særligt, er at stå tidligt op i weekenden og vandre rundt i Vesterbros gader, mens byen stadig sover. Der er en helt speciel ro, fortovene er tomme, og luften er ren og lækker på en eller anden måde. Kun få mennesker er ude. Det er det bedste. I hverdagene skal man meget tidligt op for at opleve denne magi. I morges gik jeg ved 9-tiden hen for at købe brød, og der mødte jeg en horde af mennesker, der var på vej på arbejde. I sådan en situation får man også en ekstrem følelse af velbehag, når man ved, man ikke skal ræse om kap med dem på Sønder Boulevard lige præcis denne morgen.
Efter at jeg er startet i praktik, har jeg altid fri om torsdagen. Det er faktisk helt genialt med en fridag midt i ugen, for så virker enhver uge bare lidt mere overkommelig. Når jeg går fra arbejde onsdag, virker det også lidt som om, jeg har weekend, og selvom det umiddelbart lyder som en ærgerlig følelse, når nu jeg ved, det ikke er tilfældet, så er det stadig rigtig rart. Fredag virker som en piece of cake kind of day, når man lige har haft en fridag og ved, at fredagens arbejde er stærkt efterfulgt af endnu to fridage. Jeg synes selv, det er genialt, som I nok kan høre.
Min fridag blev endnu bedre end forventet, da jeg vågnede op til solskin. Sensommer skal man virkelig ikke kimse af. Jeg havde også lavet en morgenmadsaftale kl. 9.30 med min barndomsveninde, hvilket i går syntes som en utrolig dum og ikke særlig gennemtænkt ide, da jeg jo reelt set kunne have sovet til kl. 11 uden problemer. Heldigvis fortrød jeg ikke et øjeblik, for vi rykkede morgenmaden ud i solen og satte verden på plads, indtil hun skulle til undervisning. Samtidig betød den tidlige aftale også, at jeg kom op af sengen og fik gang i dagen. Ellers kan jeg ikke garantere for, at jeg ikke lå i sengen endnu, og klokken er altså 14:17, som jeg skriver det her.
Jeg proklamerer altid, at jeg ikke er morgenmenneske. I dag tænkte jeg lidt over, hvorfor det egentlig forholder sig sådan, og jeg tror faktisk, at svaret er meget simpelt. At jeg ganske enkelt bare er ugidelig og negativ, fordi jeg skal op til noget, som jeg ikke rigtig gider. For jeg er jo aldrig morgensur, når jeg er på ferie, eller når jeg står tidligt op, fordi jeg ved, jeg skal noget fedt. Det er unægteligt noget helt, helt andet at blivet vækket af en brutal alarm, der river en ud af drømmeland, når man ved, man skal på arbejde, eller man skal udenfor i regn og blæst, når man bare slet ikke har lyst.
Men morgener ér faktisk en lille smule magiske. Noget af det, jeg synes, er helt særligt, er at stå tidligt op i weekenden og vandre rundt i Vesterbros gader, mens byen stadig sover. Der er en helt speciel ro, fortovene er tomme, og luften er ren og lækker på en eller anden måde. Kun få mennesker er ude. Det er det bedste. I hverdagene skal man meget tidligt op for at opleve denne magi. I morges gik jeg ved 9-tiden hen for at købe brød, og der mødte jeg en horde af mennesker, der var på vej på arbejde. I sådan en situation får man også en ekstrem følelse af velbehag, når man ved, man ikke skal ræse om kap med dem på Sønder Boulevard lige præcis denne morgen.
3. september 2014
Om at løbe om kap og snuble ud på arbejdsmarkedet
Jeg læser sjældent artikler og slet ikke de lange af slagsen. Når jeg endelig klikker mig ind på noget, er det ofte af relativt useriøs karakter, men for nogle dage siden gjorde jeg en undtagelse. Jeg klikkede mig ind på artiklen, og selvom den er temmelig lang, så lappede jeg det i mig og fik nærmest helt ondt i nakken af at nikke genkendende og bekræftende undervejs.
Artiklen, jeg refererer til, hedder "I kampen for at blive til noget, har vi glemt at blive til nogen" og er skrevet af en ung kvinde, der lige er kommet ud af gymnasiet og dermed har hele sin uddannelse og kommende karriere foran sig. Hendes ord er som taget ud af min mund. Særligt da jeg sad i Mellemamerika og følte, at uddannelse, arbejde og forpligtelser generelt var stærkt overvurderet.
Jeg har i lang tid været irriteret over, at det forventes, at jeg klarer det godt på studiet og i øvrigt går all in på det, samtidig med at jeg skal fokusere på at få mig så meget erhvervserfaring som muligt, så der en dag er en arbejdsgiver, der synes, jeg er mere attraktiv end flere hundrede andre. Det er aldrig nok at koncentrere sig om studiet. Eller arbejdet for den sags skyld. De konstante forventninger om, at man skal blive til noget bestemt, noget stort, noget succesfuldt, ja, det er faktisk et ret stort pres.
Da jeg i juni måned sad i Nicaragua og skulle se, om jeg var blevet optaget på min kandidatuddannelse, havde jeg en lidt blandet følelse i kroppen. Mentalt havde jeg forberedt mig på, at det kunne blive et afslag, men da det så alligevel blev en realitet, følte jeg i første omgang, at det var lidt et slag i ansigtet. Der gik dog ikke så lang tid, før der faktisk var en form for lettelse, der satte ind. En lettelse over ikke at skulle videre med det samme og hoppe på det tog, der kører afsted med 200 km/t og lige pludselig dumper mig på arbejdsmarkedet. Hårdt og brutalt.
Da jeg sad der i Mellemamerika, funderede jeg også meget over det der med succes. Hvordan måles det egentlig? Hvem bestemmer, hvad der gør en person succesfuld? Det er vel i virkeligheden kun en selv, der kan det, men alligevel er der en håndfuld gængse succeskriterier, som de fleste af os måler hinanden på. Det handler typisk om penge, karriere og prestige. Unge bliver opfordret til at hamre derudaf af med store ambitioner og armbevægelser, men sandheden er, at det bare ikke er os alle, der kan eller vil det. Alligevel bliver vi lidt nødt til det, hvis vi vil gøre os nogen som helst forhåbning om at lande et nogenlunde job indenfor vores branche. Vores konkurrenter løber så skide stærkt, at vi må løbe med, og i farten er jeg fandme ved at glide i mine slidte snørrebånd. Jeg er også lidt ved at kaste op ind i mellem. Både fordi jeg bliver forpustet, men også fordi jeg ikke rigtig orker det ræs. Hvad fanden er der lige sket med fokus på ens personlige CV? Det hele handler om det faglige CV. Nina Möger Bengtsson, som har skrevet føromtalte artikel, beskriver det meget fint:
Håndgribelig succes er langt lettere at måle og veje og til dels lettere at opnå, end indre ro nogensinde vil blive. Indre selvsikkerhed er svær at putte i julebrevet eller tage billeder af til Instagram, men hvis jeg som 30-årig stadig er lige så usikker på mig selv, som da jeg var 16, hjælper karriere, familie og håndgribelig succes lige fedt.
Jeg kan godt tage mig selv i at blive trodsig og modsat. Den indre oprører i mig har ofte lyst til at vælge med hjertet og ikke med hjernen. De to følges jo sjældent ad, og så bliver man nødt til at vælge. Min erfaring er, at det fornuftige valg ofte trumfer, fordi ens hjerte, eller mit i hvert flad, ofte er bedst til at mærke, hvad der lige nu og her er den rareste løsning. Desværre er det sjældent den løsning, der også giver mest mening i det lange løb.
"Bare du er glad for det, du laver, så betyder det ikke så meget, hvad det er". Det har jeg hørt mange gange, og jeg er da sikker på, at det til en vis grad er rigtigt. Jeg vælger at sige 'til en vis grad', fordi jeg samtidig også ved, at det er indenfor rimelighedens grænser. Og det er alligevel ret let at ryge ud over de grænser og ryge derhen, hvor ens beslutninger virker irrationelle, uovervejede eller ligefrem dumme. "Har du nu tænkt det igennem?," synger i mit hoved. "Du bliver nødt til at tænke fremadrettet". Og ja, bevares, selvfølgelig skal jeg ikke kun tænke 5 minutter frem i tiden, men jeg er 25. Jeg er ung. Jeg har stort set ingen forpligtelser. Give me a break med den uddannelses- og arbejdssnak!
Kombinationen af støt stigende universitetsgennemsnit, der er højere end den højeste karakter på skalaen, og en ledighedskrise, der har ramt ungdommen hårdere end nogen anden aldersgruppe, har gjort, at Generation Fucked Up er blevet tvunget til at blive meget ansvarlig, meget tidligt. Der er ikke længere tid til at leve i nuet. Vores alder er blevet til et mærkat med en tilhørende liste over forventninger og krav, der skal opfyldes, inden det er for sent.
Som I allerede ved, arbejder jeg lige nu et sted, hvor jeg ingen løn får. Det er en komplet underskudsforretning rent økonomisk, men alligevel anses det for at være en investering; en investering for fremtiden om man vil. Det er anden gang i løbet af min uddannelse, at jeg arbejder gratis og udfører det samme arbejde som en fuldtidsansat. Det her gør jeg sammen med tre andre, der er i nøjagtig samme situation som mig, og for at det ikke skal være løgn, så er to af mine nære venner også ansat uden løn i øjeblikket. Det gør vi alle sammen, fordi vi ihærdigt prøver at følge med i kapløbet, og fordi vi ved, at vi ikke har en chance, hvis ikke vi tilbyder vores kroppe til attraktive virksomheder, der til gengæld nyder godt af vores desperation og villighed. Det er sindssygt fejt og vanvittigt snedigt af virksomheder, når man lige stopper op og tænker over det.
Jeg kan godt lide mit job, så det er ikke, fordi jeg efterlyser medlidenhed eller et "Nårh, det er da også synd for dig". Jeg har bare ikke lyst til at sidde om mange, mange år og kigge tilbage på mit liv og fortryde, at det hele gik op i arbejde eller penge. Jeg har ikke lyst til at føle, at mit liv har været kedeligt, fordi alt skulle gøres efter bogen eller være så skide fornuftigt.
Ja. Jeg kunne nok fortsætte denne prædiken i én uendelighed, men det går jo ikke. For jeg tror, I har forstået min pointe. Og desuden skal jeg også i Netto for at købe ind, som det voksne og ansvarlige menneske, jeg jo er. Meget apropos.
Abonner på:
Opslag (Atom)