Kender i de der dage, hvor man bare er latterligt rørstrømsk? Sådan en dag har jeg i dag, og det kom faktisk lidt bag på mig. Ulig for en uge siden hvor jeg havde den vildeste Bridget Jones agtige weekend, og hvor jeg startede begge fridage med en rask tudetur. Der var baren ligesom sat, og ingen udsving i følelser kom bag på mig.
I dag vågnede jeg derimod op i et rimeligt humør. Uvasket og morgengrim satte jeg kursen mod Fisketorvet; stedet hvor man bare gerne vil hjem, med det samme man har sat sine fødder der. Sådan er det vel med de fleste indkøbscentre i virkeligheden. Derfor var mit mål det samme som altid: Hurtigt ind, hurtig ud. Jeg var der en halv time efter, at de havde åbnet, i håb om at det kunne fremskynde processen lidt. De fleste derinde tager deres jakker af, hvilket altid gør mig halvdårlig. De her mennesker har sat hele deres lørdag af til Fisketorvet!
Jeg var hurtig og effektiv og købte det, jeg skulle. På vej hen til rulletrappen hørte jeg en mand, der talte i en mikrofon, og folk grinede. Underholdning i indkøbscentre plejer jo heller ikke at være i verdensklasse, så jeg hastede videre, indtil jeg øjnede en helvedes masse mennesker i fint sort tøj og med diverse instrumenter. Imod mine principper stillede jeg mig op for lige at se, hvad det var. Og pludselig gik de i gang med at spille, og der var hundredevis af dem! Det var sgu Danmarks største symfoniorkester! Det var simpelthen så smukt og storslået, at jeg fik en alvorlig mængde tårer i øjnene. Hele situationen var så mærkelig og uventet. Så stod jeg der midt på Fisketorvet, som jeg elsker at hade, og begyndte at græde.
Jeg stod og tog det hele ind, så længe det varede, hvilket fuldstændig fuckede op med resten af dagens gøremål. Men det var faktisk virkelig det værd.
Efterfølgende blev jeg lidt trist, fordi det rørte mig så meget, og fordi særligt deres julesange mindede mig om, at julen måske ikke bliver så sjov, lys og let i år, som den plejer.
Jeg gik og betragtede andre mennesker, og jeg blev både blød om hjertet og misundelig. Blød om hjertet fordi der var så mange søde børn, der render rundt og griner og smiler og har de mest ukomplicerede liv, man kunne tænke dig. Og misundelig fordi jeg ville ønske, jeg også havde det sådan. Og at jeg selv havde en familie, som jeg kunne tage en dødssyg tur på Fisketorvet med.
Da jeg endelig forlod "Copenhagen Mall", som de så flot og internationalt kalder sig selv, mødte jeg et gammelt ægtepar i svingdøren. De var egentlig på vej ind, men de fortsatte med at gå rundt. Lidt sent opdagede de, at de var gået for langt, og altså nu var ved udgangen igen, og så brød de ud i den dejligste latter og gik videre. Jeg synes, det var skide sødt og tænkte, at hvis jeg har dét, som de har, om 50 år, så har jeg da gjort ét eller andet rigtigt.
----
Efterfølgende har min søde far sendt mig linket til førnævnte show. Jeg synes lige, I skal se det!
https://www.facebook.com/video.php?v=864745833570755
