I går afsluttede jeg min tredje uge som pædagogmedhjælper. Det er vildt, at der lige er gået tre uger. På den ene side føles det som om, jeg lige er startet, og på den anden side føles det som om, jeg har været der altid.
Arbejdet er sjovt og hårdt på samme tid. Det er lidt vildt sådan at have ansvaret for ti vesterbroske unger. Jeg har tænkt lidt over det der med, at folk overlader deres mest værdifulde eje til tilfældige mennesker. Det er faktisk en temmelig stor tiltro, man får, for jeg er jo faktisk sammen med deres barn i langt de fleste af barnets vågne timer. Tænk nu, hvis jeg var et forfærdeligt menneske. Overvej lige hvor meget skade, jeg kunne gøre. Det er mega skræmmende.
Jeg gør selvfølgelig mit bedste, og jeg stræber efter at rumme alle børn - også de få af dem, der faktisk er irriterende 98% af tiden. Det er heldigvis ikke så mange. Jeg forsøger at bifalde positiv adfærd, og jeg prøver at lære dem nye ting hver dag. Hvad enten det er "Du må ikke skubbe, men du må gerne ae og kramme" eller "Hvis du kravler ind under bordet og rejser dig op, så slår du hovedet". Det er de store og små lektier, vi er igennem. Hver dag. Og det er gentagelser i et væk.
Tålmodigheden bliver også testet i stor stil. Fx når en pige bliver ved og ved og ved med at slå ud efter andre børn og simpelthen ikke forstår et nej. Eller når en anden bliver ved med at sætte sig om, når hun faktisk skal sove. "Godnat blev der sagt". For 28. gang. Eller når en stædig 2-årig nægter at tage flyverdragten af selv. I disse situationer tror jeg, det er meget fornuftigt at være udrustet med en stor portion tålmodighed og en vis stædighed. Den daglige kamp er "Jeg er voksen. Du er barn. Derfor bestemmer jeg".
Det er også sjovt at se, hvor hurtigt børn faktisk gør sig nogle forestillinger om, hvordan tingene hænger sammen. Jeg var fx på legepladsen med nogle unger den anden dag, hvor vi så en kæmpe container blive løftet op. Det tog selvfølgelig kegler for sådan en flok små mennesker. En dreng på 2.5 år ser så en mand i arbejdstøj og konkluderede straks, at han nok var skraldemand. Rimelig tidligt sådan at have fordomme om folk baseret på deres udseende. Det samme gør sig gældende med "drenge- og pigeting", hvilket i øvrigt uden tvivl får et indlæg for sig selv en dag. Men der oplevede jeg, at vi fra stuen i vuggestuen kunne høre én eller anden bore med en boremaskine, hvorefter førnævnte dreng kommenterede, at det nok var en mand, der borede et sted. Skabsfeministen måtte lige indskyde her, at det jo faktisk også godt kunne være en kvinde, der borede. Ikke at jeg selv kan håndtere en boremaskine, men det ér der jo altså også kvinder, der kan den slags.
De er ellers ret underholdende, de her børn. Jeg er helt tosset med, når de kan alle mulige ord, som jeg ikke lige regnede med, de kunne i den alder. En dreng kom fx hen til mig forleden og pegede på en knop på hans hage "Mig har en lille bums", siger han så. Okay, så vent til du bliver 15. Så er de over det hele. Eller da et andet barn fortalte mig, at hun har en neglerod? Jeg stod også på et tidspunkt og manglede noget ude på badeværelset, hvilket jeg så fik sagt højt til barnet, jeg havde med. "Det er da ærgerligt, Pernille", siger hun så til mig. Det havde hun sådan set ret i.
Alt i alt er det et job, der er virkelig givende, men som samtidig er sådan et job, hvor man når fyraften og i endnu højere grad end med tidligere jobs udbryder et rungende "HALLELUJAH!" for derefter at forsvinde i en dyb, dyb søvn på sofaen. Men heldigvis opvejer kys, kram og sjove oplevelser for mængden af lortebleer, skrig og skub.
Afslutningsvis må jeg hellere understrege én gang for alle, at jeg er i en vuggestue. Ikke en børnehave. Jeg ved ikke, hvor mange gange om ugen, jeg svarer på spørgsmålet "Hvordan går det så i børnehaven?". Der er altså unægteligt en kæmpe forskel.
