Tanker om børn

Lige siden jeg var 15, har jeg drømt om at få børn. Ikke at jeg sådan gik og tænkte, at det kunne være super fedt at få et barn, inden jeg færdiggjorde folkeskolen - tværtimod. Men det var et brændende ønske at sætte sådan et lille menneske i verden, der var mit helt eget. Den dag har jeg altid glædet mig meget til og gør det stadig.

Nu står jeg så her og runder 26 lige om lidt. Jeg er nået den alder, hvor det ikke er helt skørt, når ens jævnaldrende pludselig skal være forældre. Det har ikke ramt min nære omgangkreds endnu - heldigvis, fristes jeg til at sige - men jeg kan mærke, at det langsomt begynder at nærme sig. Det begynder at komme på mange af mine veninders radar. Og bevares, så er der også de få af mine veninder, der tænker, at det med børn lige ligger ti år væk.

Situationen er jo den, at jeg er en kvinde, ligesom min kæreste også er det. På sin vis er det en ret heldig situation, fordi vi har dobbelt op på æg, livmoder, og hvad der nu ellers gemmer sig dernede. Samtidig er det totalt praktisk, at jeg principielt ikke behøver føde hele mit kuld selv, men at vi lidt kan deles om og skiftes til den tjans. Til gengæld mangler vi jo noget rimelig essentielt, for at projektet kan søsættes, som kun en mand kan levere; nemlig sæd.

Det rejser - no pun intended - en hel del spørgsmål, og det er ikke nogle lette af slagsen. Hvor får man sådan noget fra? Skal det være en, vi kender? Hvem skal det i så fald være, og hvor meget skal han være en del af barnets liv? Eller skal vi i stedet shoppe i en sædbank, famle lidt i blinde på de forskellige hylder og vælge en donor ud fra tilfældig fakta? Og skal den her donor i så fald være anonym eller ikke-anonym?

Der er virkelig meget, der skal tages stilling til. Jeg ved ikke engang helt, hvad jeg foretrækker. Der er fordele og ulemper ved begge konstellationer, synes jeg. Ideelt set vil jeg jo bare gerne mikse gener med hende, jeg elsker. Ikke skulle tage stilling til de her ting, men bare gøre det hele på den gode, gammeldags måde og få et vaskeægte kærlighedsbarn sammen. Hvis bare man kunne. Det er desværre ikke muligt lige nu, og selv hvis det så er på forsøgsplan, når den tid kommer, ville jeg ikke tage chancen. Jeg skal ikke ende med et kyklop-barn med ét stort øje i panden, eller for den sags skyld et barn med fire arme som en anden Ganesha.

Jeg står ikke og skal have et barn lige foreløbig. Det til trods for, at jeg periodisk føler mig meget skruk. Ja, og så er der selvfølgelig min mor, hvis biologiske (mormor-)ur lyder nogenlunde lige så højt som sirenerne første onsdag i maj. Der er ingen tvivl om, at hun er klar til at kysse og kramme endnu et barnebarn, og jeg er sikker på, at garnbutikken Martha i Kolding vil kunne se en mærkbar stigning i deres månedlige omsætning, når hun en dag skal være mormor. Der er bare lige lidt ting her i livet, som jeg skal udleve og ikke mindst have styr på, inden jeg får det der barn.

Alligevel har jeg da af ren nysgerrighed surfet lidt rundt på forskellige sædbankers hjemmesider. En lidt sær form for onlineshopping eller måske endda nærmere netdating, men ikke desto mindre er det god tidsfordriv. Og så er det bare lidt interessant at se, hvad der egentlig er at vælge i mellem.

Engang var informationerne om donorerne garanteret sparsomme Det var vel noget med, at man lige fik øjen- og hårfarve at vide samt højde og drøjde. I dag kan man dog uden problemer få en masse at vide om en potentiel donor, da mange har det, de kalder 'udvidet profil'. Du får sgu et eller flere billeder af donoren som barn, et lydklip, motivation til at blive donor, osv. Og så skal de faktisk også svare på en masse personlige spørgsmål, der spænder fra valg af uddannelse og bedste barndomsminde til fortrukne kæledyr, og hvor mange timers søvn, de får i gennemsnittet. Det er jo lidt vildt. Det minder på en måde om de venindebøger, jeg havde i 90'erne.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker at finkæmme de her profiler. Og jeg er en hård dommer.

• Du arbejder som lastbilchauffør eller er meget business-orienteret? For langt fra min verden. Næste.
• Du er under under 170 cm højt? Nej. Det er for lavt.
• Du har en BMI på over 25? Jeg sidder over!
• Din motivation til at blive donor var, at du kunne tjene penge til, at du og din kæreste kunne købe møbler til en fælles lejlighed? Forkert svar. Du er ude.

Desuden har jeg opdaget noget interessant. Utrolig mange af donorerne har en ørn som deres yndlingsdyr. Er det en mandeting eller hvad? Det er sgu et mærkeligt dyr at have som favorit, men fred være med det. Personligt ville jeg blive lidt interesseret, hvis der blandt donorerne var lidt kreative svar. Hvorfor svarer ingen søko eller gnu?

Anyway. Jeg føler mig lidt tarvelig, når jeg dømmer på den måde, men når nu jeg ikke har en jordisk chance for at vurdere de her mænd på deres personlighed, så må jeg jo fokusere lidt på alt det andet. Faktisk vil jeg helst bare finde det, som jeg ville have fundet i den virkelige verden, hvis jeg ellers havde kastet min kærlighed på en af det modsatte køn. Sådan en kreativ type, der har ambitioner i livet, men samtidig ikke sætter karriere før alt andet. En der har lyst til at opleve verden og komme lidt udenfor de danske grænser.

Udseendemæssigt kan man jo også begynde at snakke om, at der er ret gode muligheder for at designe et barn lidt. Fx har jeg altid synes, at mulatbørn med en lækker karamelkulør er noget af det fineste. Tænk aldrig at være vinterbleg. Og brune øjne. Jeg ELSKER brune øjne. Det kan jeg i princippet sagtens vælge, at mit barn skal have. Men er det forkert? Må man godt designe en lille smule? Jeg er selv lidt i tvivl om, hvad jeg synes om det, men samtidig tænker jeg også, at når nu alt det andet er sådan lidt op ad bakke og lidt besværligt, så må man vel udnytte de få fordele, der nu engang er.

Når alt kommer til alt, er det ikke sikkert, at ovenstående overhovedet er så vigtigt. Jeg tror, det er en god ide at have i baghovedet, at et barn er et produkt af dets forældre, uanset om de biologisk er forældre til barnet eller ej. Selvfølgelig må det være fedt - eller ufedt, afhængig af hvad der lige er tale om - at kunne se, at ens unge ligner en af udseende. Men det er med garanti lige så fedt at se, at ens barn har samme latterlige humor, som man selv har.

Jeg tror, at mange af tankerne omkring valg af donor fylder mest sådan først i processen. Der hvor man aktivt skal til- og fravælge noget, og hvor man lidt føler, man står med en kæmpe gryde og tilsætter lidt charme, krøllet hår, musikalske evner, og hvad har vi. Når man først står med det lille krapyl i armene, tvivler jeg egentlig på, at man tænker specielt meget over, hvad man proppede i indkøbskurven der ni måneder tidligere. Der er man sikkert bare lykkelig for, at miraklet er kommet, og at der, forhåbentlig, er ti fingre og ti tæer.

Nytår og masser gode intentioner

Det har lige været nytår, og kalenderen siger 2015. Derfor er det oplagt at gøre status og samtidig ryste en håndfuld eller to af de lidt forhadte nytårsforsæt ud af ærmet. Det ved jeg ikke helt, om jeg vil gøre. For som alle andre år så er der sket en masse fede ting i 2014, men også en masse ting jeg helst havde været foruden. Det er vel heller ikke så mærkeligt, når der er 365 dage på et år. Tænk hvis alle de dage havde været ren lykke. Jeg er pessimistisk nok til at udmelde her på bloggen, at jeg ikke tror på de mennesker, der påstår, at hver dag i deres liv er pure bliss. Og nej, heller ikke hvis det er Ole Henriksen.

På en eller anden måde virker det lidt skørt, at man lige stopper op efter nytår og gør sig nogle tanker om, hvordan det kommende år gerne skal være. Jeg mener.. Ja, vi går over i et nyt år, som for mange anses som et nyt kapitel. Men kan det principielt ikke lige så godt ske ved starten af en ny måned? Eller en ny uge? Eller dag? Måske det er, fordi folk i årets løb har konstateret, at det der med at sige "Fra i morgen spiser jeg ikke mere chokolade" faktisk meget sjældent fungerer. Og at derfor skal der noget større til. "Næste år. Dér sker det!" Og det er jo i de fleste tilfælde en lodret løgn. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har siddet og bildt mig selv ind, at i år er året, hvor jeg bruger de kolde måneder på at træne så meget, at halvdelen af Amager Strand vender sig om efter mig, når jeg kommer spankulerende i min bikini til sommer. Dette er endnu ikke lykkes mig. Og det skyldes ikke kun min utrænede krop. Jeg owner ikke stranden. Sådan er det bare, og 2015 er med stor sandsynlighed ikke det år, hvor det kommer til at ske.

Derfor kan det føles som lidt en joke, når man forsøger at liste flere ting, end man reelt kan holde. Det er som om, at det giver anledning til at være komplet overambitiøs for så at forsømme eller ganske enkelt glemme de forsæt, man kun få uger forinden havde sat sig for. Du vil træne fire gange om ugen? Til en start skal du nok melde dig ind i et træningscenter. Det kunne jo være dit første mål. Du vil spise færre søde sager? Hvorfor svineåd du så i hele december og ventede til 2. januar (ikke 1. januar for der skal du have tømmermændsmad, og det ved vi godt ikke er en sund salat) med at stoppe? Bevares, jeg er ingen helgen. Jeg gør det jo selv. Det er sgu da derfor, jeg bliver så irriteret.

Problemet er jo altid, at målene er tårnhøje. Jeg ved, at det er komplet urealistisk, at jeg dropper chokolade eller usund mad. En kold tyrker ville jeg slet ikke kunne kapere. Det er som at tage narko fra et vrag på Istedgade. Altså næsten i hvert fald. Jeg sigter efter en stille og rolig nedtrapning i stedet, ligesom jeg til en start også siger til mig selv, at jeg skal stile efter 1 km på løbebåndet og ikke 5. For det sker bare ikke.

Jeg kan godt se, at jeg ideelt set skulle foretage mig nogle ting, der ville gavne mig på en eller anden måde. Fx hader jeg at miste kontrollen, og jeg overtænker gerne ting. Så måske skulle jeg starte til dans for at få kroppen på arbejdet, så hovedet kan holde fri lidt. Men se, det er jo faktisk igen meget urealistisk. It's just not happening. Jeg kan jo ikke engang melde mig til et hold i fitness, fordi jeg er bange for, at jeg ikke har de koordinationsevner, det kræver.

Jeg har ingen særlige ønsker for 2015. Det er jo nærmere ønsker for mit liv sådan i almindelighed og ikke kun i år. Og det er vel i virkeligheden lige så cheesy som alle andre mennesker. Jeg ønsker mig nemlig ro i hovedet. Det er et kæmpestort mål, der kræver en milliard forskellige delmål. Så oprydningen på øverste etage kommer nok heller ikke til at ske sådan helt i år. Det minder mig om, at mit tøjskab også ligner noget, der er løgn. Sådan et helt håndgribeligt rod i modsætning til det andet. Selv det kan jeg have svært ved at tage mig sammen til, så det der med at få styr på det kaos i hovedet er vel det samme som at ønske sig en tur til månen i fødselsdagsgave. Ja, I kan da få en lille smagsprøve på en brøkdel af situationen i mit skab ser ud. Så kan I selv forestille jer, hvordan hovedet har det i perioder.

Hvis jeg alligevel skal ønske noget realistisk og samtidig pladderromantisk, så skal det være mere tid ved vandet i 2015. Om det så er Øresund eller det Cairibiske Hav. Altså, helst det sidste. Men for at efterleve det der med overkommelige mål, så holder jeg mig til, at det bare skal være vand, der er større end Slotssøen i Kolding.