Når stereotyper bliver hevet ned over hovedet på børn

Ved I, hvad jeg - undskyld ordvalget - får lange patter af? Folk der diskuterer, hvorvidt det er okay for en 6-årig dreng at have neglelak på eller ej.

Det er åbenbart et dilemma, der har været oppe at vende i Mads & Monopolet i dag. Jeg indrømmer, at jeg ikke har hørt dagens udsendelse endnu, men jeg har læst tilstrækkeligt til, at jeg føler mig berettiget til at kommentere det. Især fordi det er et emne, der i forvejen kan få mig helt op at flyve - på den dårlige måde.

Nu er jeg jo i forvejen typen, der vrænger af dem, der snakker om drenge- og pigefarver, og som selv har en intention om, at en fremtidig datter ikke skal proppes i udelukkende lyserødt tøj og påtvinges at lege med dukker. I hvert fald ikke så længe hun ikke selv kan ytre ønske om det. Samfundet skal tids nok præge hende til, at hun helst skal vælge Barbie-dukken frem for Monster Trucken, og at hun skal være prinsesse og ikke superhelt til fastelavn.

Jeg stejler, når jeg hører, at forældre tager afstand fra det, deres børn har fundet en naturlig interesse i, fordi det 'strider mod kønsnormerne'. Jeg har hørt flere eksempler på særligt fædre, der synes, det er forkert eller endda lidt pinligt, at deres søn leger med dukker, vil have et legekøkken eller en dukkevogn. Ligesom der også er mange historier om pædagoger, der ikke vil hjælpe drengebørn med at lyne lynlåsen i prinsessekjolen fra udklædningskassen, fordi de da ikke skal valse rundt i sådan noget. Det er jo til pigerne! 'Hvis det ikke stopper nu, bliver han homoseksuel,' lyder det tit. Verdens nok mest platte argument. Hvorfor skulle disse lege have indflydelse på børns seksualitet? Det er børn. Det har intet med seksualitet at gøre. Og selv hvis det skulle have en betydning for, om barnet senere er til mænd eller kvinder.. so fucking what? Det er åbenbart meget vigtigt, at deres søn er 'en rigtig dreng', og en rigtig dreng skal fandme ikke være bøsse. Eller hvad?

Sjovt nok går diskussion aldrig på, om 'drengede piger' bliver lesbiske om 10-15 år. Piger der klatrer i træer, løber hurtigere end alle de andre børn og desuden ikke gider have kjole på. Ofte synes jeg faktisk, at denne type piger bifaldes og roses til skyerne. De er jo seje piger. De skal nok blive til nogle stærke kvinder en dag. De skal frem i verden og alt det der, for se dem lige! Der handler det aldrig om seksualitet, og hallelujah for det. Men hvorfor er det så, at drengenes adfærd skal dissekeres, analyseres og nærmest diagnosticeres på den måde?

Jeg synes faktisk, det til tider grænser sig til homofobi eller i hvert fald diskriminering. Hvorfor er han mindre dreng, fordi han gerne vil have langt hår, eller fordi han synes, det ser flot ud, når hans negle er farvet lilla? Hvorfor skal han råbe højt og løbe rundt i stedet for at fordybe sig i en leg med dukkehuset henne i hjørnet? Jeg forstår det virkelig ikke. Folk har så travlt.

Det er noget underligt noget at lære børn. At det, de har lyst til, er forkert. Ja, selvfølgelig er det fint at lære dem, at det fx ikke er det smarteste at spise is til morgenmad, men der kan argumentet jo også understøttes af sundhedsvidenskab. Det kan man ikke just sige om førnævnte tendens. Man lærer da aldrig ens børn at hvile i sig selv, hvis man begrænser dem på den måde og lærer dem, at særlige lege, påklædningsgenstande, eller hvad har vi, er forbeholdt et bestemt køn. Det, føler jeg, går ud over børnenes identitetsdannelse, og i ekstreme tilfælde kan det være med til, at barnet får et forskruet billede eller måske endda et had til deres egen krop eller lyster, fordi de føler, de er forkerte.

Folk skal lære at slappe lidt af og lade deres børn udforske det, de nu vil. Nogle gange er det en fase. Andre gange er det ikke, og det er sgu også okay.

I øvrigt #1

• Er jeg ved at dø over snakken om, at kommaer er overflødige. Det er jo galskab! Intet mindre.
• Har jeg fundet ud af, at den bedste prævention, udover afholdenhed, er at være i en lille garderobe med ti trætte børn.
• Elsker jeg, at min alder er angivet i år og måneder i min journal hos tandlægen. "Pernille, 25 år og 10 måneder"
• Blev jeg overhalet af Linda P på cykel i dag. Hun overhalede indenom, og det er jo altid lidt ufint, men det er hun sikkert ret ligeglad med.
• Var det først under terrorangrebet i Paris, at jeg lærte, at det hedder et og ikke en gidsel. Puh, så meget for sproglig korrekthed. Jeg nægter dog fortsat at sige det.
• Mødte jeg i dag en Ole og en Edgar. Og nej, det var ikke to 80-årige mænd, men drenge i børnehavealderen. Velkommen til Vesterbro.
• Kan jeg ikke udstå, når folk kalder Melodi Grand Prix for melodunte. Jeg bliver fysisk dårlig af det.
• Købte jeg en såkaldt "familiepose" med P-Tærter og spiste den hele selv. Det var der jo ikke meget familie over. 

Drømmen om at blive den kloge pige

Ved I, hvad jeg altid har drømt om? Altså, udover de der eksotiske eventyr i udlandet og den der sindssygt nuttede baby på blepakkerne. Nej? Det er faktisk rimelig simpelt. Ønsket er: en bogreol!

"Køb en Billy reol i IKEA. De er gode". Men jeg vil ikke bare have én almindelig reol. Jeg vil have en KÆMPESTOR reol. Og den skal gå fra gulv til loft og fra den ene væg til den anden. Ganske enkelt: Jeg vil have en hel væg dækket af bøger.

Der er dog et problem. Udover det åbenlyse som er, at vi simpelthen bare ikke har plads til det, hvor vi bor nu. Nej, problemet over dem alle er, at jeg er helt vildt dårlig til at læse. Ikke på den der måde med at bogstaverne hopper rundt, eller at jeg er ordblind som bare fanden. Det bunder bare i, at jeg stort set kun læser skønlitteratur, når jeg har sommerferie og tilbeder solen med intet andet at give mig til end at læse eller sove. I og med at jeg er lidt dårlig til at få læst, så har jeg heller ikke en imponerende bogsamling, hvilket det jo unægteligt kræves, hvis man vil udfylde sådan en flot og mægtig bogreol, som jeg har hede drømme om. Jeg kan jo ikke have en masse pyntebøger, som jeg aldrig har læst. Nej, sammen med bogreolen skal der jo nemlig komme en enorm viden. Du ved, så jeg kan være hende, som altid citerer bøger, og som andre spørger til råds, når de mangler en god roman. På nuværende tidspunkt har jeg få romaner og ellers en stak bøger i kategori med "Michael Laudrups Tænder". Hvilket i øvrigt er en rigtig god bog, men jeg kan jo ikke blive ved med at anbefale den til mine venner. Det er vel syv år siden, jeg læste den. Pinligt.

Jeg snakkede med en veninde om det den anden dag. Hun er sådan en meget belæst type, og det er lige dele spændende og lige til at brække sig over. Sidstnævnte primært fordi jeg jo ikke kan følge med. Vi snakkede om, hvad der er en god bog, og hvem man skal tage imod anbefalinger fra. Jeg har fx svært ved at lokkes med på bestseller bøgerne, fordi jeg måske egentlig er så snobbet, at jeg tænker, at gennemsnitsdanskeren simpelthen ikke kan vide nok om god litteratur til, at det er et kvalitetsstempel i sig selv. Jeg ved godt, det er en fejl, for jeg husker da klart en sommer, hvor jeg i ren desperation tog "Drageløberen" med som underholdning ved poolsiden, og holy shit.. Det blev jo bare en af mine yndlingsbøger. Ikke at titlen 'yndlingsbog' egentlig er så ekstraordinær, når det er mig, der siger det, for jeg har jo vitterligt ikke læst særlig mange. Men den var jo rent faktisk god.

Det irriterer mig, at jeg ikke læser mere. Især fordi jeg er sådan en type, der er helt pjattet med kommunikation, og jeg elsker, når folk skriver godt. Det er ligesom det der med at tale engelsk. Hvis du taler med en, der taler dårligt engelsk, så bliver dit niveau typisk også ringere. Det smitter på en eller anden måde. Man finder hinandens niveau. Sådan er det også, når man skriver med folk. Hvis man møder de der skarpe skrivetyper, så kører den bare derudaf, og sproget er vildt og varieret, og det er bare.. lækkert! Jeg er helt vild med at have god skrivekemi med folk.

Jeg er jo selv så vild med at skrive, at jeg har overvejet at skrive en bog. Da jeg gik i gymnasiet, lavede jeg et dokument på min computer, som jeg fra tid til anden skrev videre på. Det blev aldrig til helstøbte kapitler, men personerne blev langsomt malet, og plottet begyndte at tage form. Jeg er bare ikke kommet videre. Måske fordi jeg til tider er doven og desuden ikke kreativ på kommando, og så er der bare lidt langt mellem de virkelig intense "Nu sker det sgu! Jeg skriver den bog!"-øjeblikke.

Det er også en af grundene til, at jeg burde læse mere. Så jeg kan blive klogere på, hvad jeg egentlig godt kan lide, når det kommer til skønlitteratur. Jeg savner også bare at forsvinde ind i en bog og bladre så hurtigt, at siderne nærmest flyver ud af bogen. Jeg tror bare, jeg har haft tilpas mange halv-fesne oplevelser, hvor jeg 50-100 sider inde i bogen giver op, fordi det alligevel ikke er mig. Og med så mange fusere og så lidt reelt fyrværkeri, så mister jeg lidt lysten til at forsøge. Men det skal der laves om på. Jeg sidder nemlig i skrivende stund og hiver en helvedes masse bøger i kurven på bibliotekets hjemmeside. Ja, der røg også lige en madbog med vegetarretter i - for ja, igen, jeg er jo SÅ god til at få lavet mad.. siger hende, der den sidste uge kun har spist frossen Mou suppe eller yoghurt til aftensmad.

Nu må vi se, om jeg nogensinde får hentet de der bøger, når biblioteket engang sender mig de der 40 mails om, at nu ligger det hele klar til mig. Det er jo første skridt, kan man sige. At få hentet dem. Dernæst læst dem. Og så er der måske udsigt til, at jeg en dag kan få en prangende bogreol og en dertilhørende lænestol i nervøst velour. Åh, det bliver godt! (Her til sidst formåede jeg igen at lyde som en gammel stodder, apropos mit forrige indlæg. Jesus. Nå, nogle ting kan man åbenbart ikke slippe fra)
----

kl. 18:37
Efter endt blogindlæg fik jeg en meget gul og meget aggressiv meddelelse fra biblioteket om, at jeg skylder dem penge. Fedt. Jeg er allerede i bad standing. Det her læseprojekt starter jo rigtig godt!

----
kl. 18:47

Det slår mig da lige, at det med at læse dårlige bøger går way, way back. Jeg husker stadig episoden tydeligt. Jeg sad der i 5. klasse eller sådan noget lignende, og så spurgte min klasselærer elev for elev, hvor mange sider vi havde læst. Vi havde vel gang i et eller andet læseprojekt. Min dansklærer havde høje forventninger til mig. Jeg var jo sådan en lidt stille, pæn pige, der var flittig og god til dansk. Sandheden er bare, at jeg ikke havde læst særlig meget. Faktisk pinligt lidt! Det lignede mig ikke, for jeg slækkede ikke på tingene.. dengang. Min lærer flippede fuldstændig ud, da en anden pige ikke havde læst så mange sider, og eftersom hun endda var et af de 'dumme' - undskyld, knap så intelligente - børn, vidste jeg jo godt, hvad der gik mig i møde. Så jeg fakede simpelthen sygdom, luntede op til sekretærens kontor og ringede til min mors arbejde "Hosthost, jeg er dårlig!" og lagde mig hjem på sofaen. Jesus. Det har sat dybe spor. Men jeg fik vist aldrig skideballe for den der elendige indsats.

Voksenlivet kommer sgu snigende

Jeg er jo egentlig ikke gammel. Jeg er få måneder fra at være 26, og nogen vil nok påstå, at de her år er mine prime years. Det kan jeg godt forstå, for det er satme fedt at være i tyverne, og de fleste dage vil jeg aller helst ikke blive meget ældre end dét.

Jeg føler mig egentlig ikke mega ung, men jeg føler mig heller ikke sådan totalt voksen. Nogle gange kan jeg også tvivle på, at jeg nogensinde får følelsen af at være voksen som, well, de fleste mennesker over 30-35 vel - i mine øjne i hvert fald. Bevares, regninger en masse føles pænt voksent på den ærgerlige måde, men overordnet set synes jeg måske ikke, jeg er helt så voksen, til trods for at min alder siger, at jeg er det. Eller bør være det om ikke andet.

Der er dog tidspunkter, hvor jeg trods ovenstående alligevel godt kan mærke, at jeg er ved at nærme mig det der seriøse voksenliv. Det sker sådan stille og roligt, har jeg lagt mærke til. Lad mig give lidt eksempler.

Jeg føler mig voksen, når..

- Mine venner er tæt på at være færdiguddannede og skal ud på arbejdsmarkedet, score en voksenløn og desuden lige pludselig kun kan ses om aftenen. Wow.

- Jeg opdager, at min gamle folkeskoleveninde, jævnfør ovenstående, åbenbart er færdiguddannet lærer og nu skal forestille at være nogens klasselærer. Sådan helt selv med ansvar for 25-30 børn. Det føles jo faktisk ikke som om, det var så længe siden, hun rendte rundt i mavebluser og smed tomme Smirnoff Ice flasker i hækkene for enden af Lyshøjbakken.

- Jeg bruger ordet jævnfør.

- Jeg får at vide, at jeg om to måneder skal holde forældresamtaler i vuggestuen. Mig. Forældresamtaler. Shit, hvordan skal jeg lige bære mig ad med det? Kan forældrene godt tage mig alvorligt? Jeg er jo nærmest lige blevet konfirmeret.

- Jeg laver risotto med svampe og spiser det alene med et glas hvidvin til. Hvornår er jeg blevet den type, der køber kantareller? Og hvornår blev alkohol en nydelse på den måde?

- Skal forholde mig til sådan noget som Skat. Det er godt, jeg har min mor til at hjælpe mig med den slags. Så kan jeg undgå det aspekt af voksenlivet lidt endnu.

- Jeg får at vide, at jeg skal have hevet mine visdomstænder ud. Det er jo kun voksne, der har visdomstænder.

- Mine jævnaldrende bliver gravide. Med fuldt overlæg. Planlagt, nøje tilrettelagt og det hele.

- Jeg overvejer, om det ikke kunne være hyggeligt at begynde at strikke.

- Jeg bliver lidt for henrykt over, at der er siddepladser til en koncert. Det er sgu hårdt at stå op i tre timer.

- Jeg må google nyere sangere, fordi jeg ikke aner, hvem de er. Det er jo sådan noget, mine forældres generation gør!


Til gengæld føler jeg mig mindre voksen, når..

- Der går flere uger mellem, at jeg tømmer min postkasse. Jeg får alligevel kun kedelig, voksen post.

- Jeg glemmer at vaske frugt, før jeg spiser det. Øh, er det ikke noget med, at lidt colibakterier er sundt?

- Jeg starter dagen med at spise resterne af det slik, jeg blandede aftenen før.

- Jeg køber Babybel, udelukkende fordi jeg blev lidt misundelig, da jeg så, at en pige i vuggestuen havde dem med i madpakken.

-----

Listerne fortsættes sandsynligvis. Stay tuned.

Angst, demens og det at miste folk, selvom de stadig lever

Jeg er bange for frøer, glatte veje, og at min bror flytter væk fra Vesterbro. Men jeg er endnu mere bange for at blive ensom eller miste min hukommelse.

Normalt synes jeg ikke, jeg går og er bange, for det ville alligevel være ærgerligt, hvis man skulle bruge for meget energi på den slags i hverdagen. Men engang i mellem sniger det sig op til overfladen. Fx på sådan en dag som i dag, hvor jeg har besøgt min Alzheimers-ramte mormor.

Faktisk er hele situationen deprimerende. Det der med at komme ind i det store, åbne fællesrum, og så sidder der bare en håndfuld gamle og grå mennesker, der typisk stirrer ud i luften eller højst hælder lidt kaffe indenbords. Måske kører et fjernsyn i baggrunden, men jeg tvivler på, at nogen ser det. Mormor sidder ved bordet sammen med de andre, men de snakker vist ikke så meget sammen. Dagene må være enormt lange. Hun sidder også i kørestol nu, for benene kan ikke rigtig klare opgaven mere.

Vi ruller mormor ind i sin egen stue, og vi koger lidt vand til te. Hun viser mig billedet på bordet. Det er et billede af hende, min mor og jeg, som vi tog for nogle måneder siden. Hun synes, det er et fint billede, og hun smiler, når hun ser det, men hun har glemt, hvem der er hende selv, og hvem der er min mor på billedet. Hun kender uden tvivl min mor. Hendes navn og hendes udseende når hun står lige foran hende. Men hun har glemt, at hun er hendes datter.

Min mormor har altid været en kvinde, der har snakket meget. Det ligger nok til familien i virkeligheden. Det har aldrig været så svært at holde en samtale kørende med hende, for hun skulle nok sørge for at snakke for to, og hun udvalgte samtaleemner i øst og vest, men samtalen kørte i det mindste. Det gør den så heller ikke mere. Jeg har aldrig oplevet hende så stille, som hun var i dag. Midt i stilheden fik vi øjenkontakt med hinanden. Hun plejer at sende sit karakteriske, hjertevarme mormorsmil med et glimt i øjet til mig, men i dag synes jeg, at blikket var lidt blankt. Det virkede ærlig talt som om, der ikke foregik så forfærdelig meget på øverste etage.

Jeg synes, det der med demens er virkelig uhyggeligt. Min mormor er blevet sammenlignet med en høj bygning med masser vinduer med lys i. Der sker bare det, at vindue efter vindue bliver mørke, og lyset forsvinder. Hukommelsen glipper for hver dag, hendes ord bliver færre og mere slørede, og hun sover lige så mange timer i døgnet som et spædbarn. Hendes personlighed og alt, hvad der gør hende til den præcis hun er - eller var - forsvinder langsomt, men sikkert.

Det er rimelig sikkert, at min mormors resterende levetid nu tælles i måneder og ikke år. Selvom det er naturligt, og hun er gammel og dårlig, så er det en lidt ubehagelig tanke på en eller anden måde. Måske også fordi hun afslutter livet på så ærgerlig en måde. Jeg er dødsens angst for, at mine forældre får samme skæbne engang om mange år. Eller mig selv for den sags skyld.

Nogle gange har jeg svært ved at huske forskellige ting. Jeg kan også fortælle samme historier til de samme mennesker flere gange uden selv at være klar over det, præcis ligesom min mormor. Og selvom jeg jo godt er klar over, at jeg er 25, og at jeg nok ikke er tæt på at miste hukommelsen, så kan jeg alligevel blive sådan lidt nervøs. Tænk når hjernen ikke er super skarp mere lige pludselig.

Jeg har faktisk altid været så overfladisk, at jeg mest har bekymret mig over, hvor mine bryster sidder om 30 år, og om jeg har appelsinhud, blød mave og et hav af rynker, når jeg bliver gammel. Men i virkeligheden er det med hjernen faktisk det værste..