Random tanker om arbejdet

Der er mega feriestemning på arbejdet, og situationen i dag har været sådan, at vi har været lige så mange voksne som børn. Mandsopdækning. 1-1 børnepasning. 

Min arbejdsdag har indeholdt lidt af hvert. Fx ramte jeg et barn i hovedet med en bold (en blød en, slap af!), og fx blev jeg skidesur på min kollega. Sidstnævnte var en ret træls situation, som jeg ved, jeg burde vende med hende i morgen, men åh. At være konfliktsky. Håber jeg gror nogle nosser natten over, så jeg kan sætte mig lidt i respekt. Eller noget. Derudover blev et barn så sindssygt sur på mig i dag, fordi jeg åbenbart var for længe om at give hende frokost. Ja, undskyld jeg ikke serverer brændende varm suppe. Det er da også for tarveligt.

Jeg har også lært noget nyt om mig selv i dag. Og det er så, at jeg næsten ikke kan holde ud at overvære børn lave puslespil, hvis de konsekvent presser brikkerne så hårdt ned i hinanden, at de til sidst går i hak med brikker, som de bare overhovedet ikke skal gå i hak med. Det ligner lort. Og de kan ikke komme videre med det skide puslespil. Pædagogiske Pernille trækker lige vejret en ekstra gang. "Hun er kun to år. Det er okay". Men min indre perfektionist dirrer for at overtage puslespillet og vise dem en gang for alle, hvordan det skal laves. Jeg skal da nok blive en fremragende mor. Eller lærer.

Noget helt andet, jeg også har lært i dag, er, at man åbenbart kan svare på "Vi ses i morgen" med "Ja, med mindre vi er blevet blinde". Den har jeg alligevel aldrig hørt før. Det var i øvrigt en voksen, der kom med den, selvfølgelig. Det er ikke altid, børnene så meget som værdiger en et blik, når man ivrigt står og vinker farvel til dem, når de skal hjem. Næh, jeg er da slet ikke bitter over, at du ikke kan sige ordentligt farvel til mig efter en 7-8 timer lang dag, hvor jeg har skiftet dine lortebleer og tørret resterne af din frokost op fra gulvet, stolen, bordet og endda din mave.   

Nå. Noget helt tredje og igen meget tilfældigt er, at jeg for nogle uger siden ville kalde et barn for mussefis. Ja, børnene får mange kælenavne, når man er så meget sammen med dem. Men anyway. Jeg kom faktisk til at sige mussefisse. Lige da det kom ud af min mund, kunne jeg godt høre, at den ikke var helt god. Heldigvis var der ikke nogen, der hørte det. 

Strandløver, hvaler og andre dyr på stranden

Jeg har været på stranden i dag. Den første tur i år, tænker jeg næsten. I hvert fald på den der måde, hvor man har fødderne i vandet, smører sig ind i solcreme og ligger på et meget sandet håndklæde tæt på uhyggeligt mange halvnøgne mennesker, man aldrig har set før. Årets første strandtur er altid sindssygt grænseoverskridende for mig. Så mange mennesker, så lidt tøj, så mange mindreværdskomplekser!

"Men du er 26! Du har intet at være flov over!". Det er jo sådan noget, jeg ofte skal høre. Og nej, umiddelbart burde jeg ikke have så meget at klage over, men jeg er, som kvinder er flest: God til at fokusere på de ting på min krop, der ikke lige lever op til det, jeg anser for at være 'drømmekroppen'. Det er en kedelig tendens, det er jeg godt klar over. Og jeg er sådan set enig i det der med, at det mest charmerende er folk, der bare hviler i sig selv, og hvordan de ser ud, frem for dem der har travlt med at tale grimt om sig selv. Jeg hader, når andre siger ting som "Jeg kan ikke have bluser på uden ærmer, for jeg vil ikke vise mine store overarme", eller "Jeg er helt sikkert for fed til at have sådan en kjole på". Man bliver simpelthen så træt, og det er så negativt og ærgerligt. Men jeg dyrker det selv i stor stil. En virkelig elendig vane.

Heldigvis er det sådan med stranden, at der kommer alle typer af mennesker. Selvom jeg ikke vil sidde og være dommer for, hvad der er en flot krop eller ej, så giver en tur på stranden unægteligt lejlighed til at prise sig lykkelig for sin skikkelse trods alt. Der er virkelig lidt af hvert at komme efter på de 4,6 km, de kalder Amager Strandpark.

I dag har jeg set:
Tynde kroppe, tykke kroppe, brune kroppe, blege kroppe, røde kroppe, forbrændte kroppe, bløde kroppe, hårde kroppe, atlestiske kroppe og gravide kroppe. Kroppe med tatoveringer, kroppe med strækmærker, kroppe med masser af hår, kroppe med ar, kroppe med appelsinhud, kroppe med mange muskler, kroppe med fregner, kroppe med kurver, og lidt rektangulære kroppe.

Jeg har også set små bryster, store bryster, faste bryster, lange bryster, bare bryster, behårede bryster og bryster, der var ved at hoppe ud af badetøjet. Der var også brede numser, smalle numser, nøgne børnenumser, numser med buttcrack, numser der gyngede, slaskede numser, veltrænede numser, runde numser og tildækkede numser.

Som ovenstående indikerede havde jeg ingen bog med, og derfor havde jeg rimelig god tid til at inspicere de omkringliggende og forbipasserende strandgængere. Det er jo det fedeste at kigge på andre mennesker. Specielt når man selv ligger forholdsvis tildækket og har solbriller på. Okay, det får mig til at lyde pervers. Jeg lover, jeg ikke havde en kikkert med.

Det er jo bare vildt fascinerende, at vi alle ser så forskellige ud, og at vi alle har et forskelligt forhold til vores krop. Og på samme måde er det fantastisk, at vi ser noget forskelligt, når vi anskuer de samme mennesker. Er det ikke mega heldigt, at vi ikke alle sammen synes, at den samme person er den mest attraktive? Ellers ville vi da have et seriøst problem. Jeg synes, det er så smart indrettet.

Det er også lidt sjovt, at der er så stor forskel på, hvor meget man går op i sin krop. Nogle mennesker træner rigtig meget, mens andre højst går en tur ned til busstoppestedet. Så er der dem, der spiser rigtig sundt og går meget op i kost, og så er der dem, der overhovedet ikke gør. Og så er der alle de uretfærdige ting som arvelighed, tendens til fedme og det der. Nogen kommer jo seriøst sovende til deres smukke krop, mens andre kæmper for at være bare nogenlunde tight. Og så er der jo alt sådan noget som tøj, som jo virkelig også kan gøre underværker, uanset hvilken figur du er velsignet med.

Det her indlæg skal egentlig ikke være sådan en "Elsk din krop som den er" tale, for det er jo lettere sagt end gjort. Det er nok mere bare en skildring af folks forskelligheder, og hvor interessant det er at observere mennesker. Påklædt eller ej. Og så er det nok også meget fint at huske, at selvom man selv kan se en masse fejl i spejlet, så er der altid nogen, der synes, man er the bomb. Og charme når man jo også pænt langt med, uanset hvor store lår man så har, ikke? Udviklede det her sig alligevel til en "Elsk dig selv" prædiken? Undskyld. Men tænk da over det. Så vil jeg prøve at minde mig selv om det her blogindlæg, når jeg næste gang (i morgen evt.) har travlt med at kritisere mig selv.

Godnat!

Breaking the silence.. eller noget.

Det er 105 dage siden, jeg sidst har opdateret bloggen. Ikke at jeg sådan går og tæller, men jeg får nærmest dagligt klager fra min lille, faste læserskare. "Opdaterer du ikke snart bloggen?" eller "Jeg magter ikke at læse 'Et tragikomisk flashback' én gang til!". Okay okay, I get it. Det er lang tid siden, og jeg vil gerne sige undskyld. Jeg kan ikke rigtig komme med en særlig god forklaring på stilheden, for jeg tænker egentlig, at tiden har været til det ind i mellem, but well. Life! Life happens.

I løbet af de sidste tre måneder har jeg startet på intet mindre end seks forskellige indlæg, som jeg i større eller mindre grad har skrevet. Nogle af dem er kun i stikordsformat, men det er jo også en start. Emnerne var/er som følger:

#1: Vennescoringer - om det at 'score'/tilføje nye venner til sin omgangskreds, når man er voksen og ikke længere får venner lige så ofte og nemt, som da man var barn (damn it).

#2: Organdonation - faktisk et ret tamt forsøg på et indlæg. Men et forsøg nonetheless. Jeg har meldt mig som donor. Jeg ved ikke, om der er mere at sige egentlig?

#3: Livsbeslutninger - et tilbagevendende emne på bloggen. Her med udgangspunkt i en artikel, der handler om, at man kan ødelægge sit liv uden at være klar over det. Når jeg skriver det her, lyder det som et rigtig mørkt og kedeligt indlæg, som I alle har læst før. Next!

#4: Folketingsvalget 2015 - politik er ikke min force, men der kom en relativt lang rant ud af valgresultatet alligevel. Dog er det her sådan rimelig uaktuelt her flere uger efter valget.

#5: Sorger og glæder ved at være barn - et indlæg i punktform om nogle af mine betragtninger og erfaringer fra barndommen og de unge teenageår. Oh boy.

#6: Regnbuebølgen på Facebook - efter USAs længe ventede legalisering af gay marriage. Hvorfor det betyder noget, og hvordan det påvirker mig, at mine venner skifter profilbillede.

Som I nok kan se, så griber jeg lidt i øst og vest. Nogle emner er succesfulde - andre ikke så meget. Jeg tænker også, at jeg har haft tanker om indlæg omhandlende døden og det at holde af andres børn. Jeg har faktisk haft en del tanker her og der, som kunne være potentielle emner, men det er jo også som om, at jo flere dage der går fra sidste indlæg, jo større bliver presset. Kommer der et nyt indlæg, skal det satme også bare tage kegler! Og det er jo sjovt med sådan noget, for det kan aldrig planlægges eller forudses.

Men altså. Hvad vil I egentlig gerne høre om? Som jeg sidder her og skriver derudaf, får jeg en ny tanke til et indlæg. Det kommer måske lige i måsen på det her. Måske er skriveblokaden brudt. Aflyst simpelthen. Jeg håber på det. Ellers også er det den klassiske tendens på Vægelsind, hvor der bliver spyttet 2-4 indlæg ud efterfulgt af flere måneders stilhed. Vi får at se!