26. oktober 2015

Den lille piges store drøm

Hold kæft, hvor tiden flyver afsted. På den ene side er det mega rart, og på den anden side er det komplet uoverskueligt. Sådan er det vel altid en anelse ambivalent med tiden, eller er det bare mig?

For en del tid siden stod jeg i det der dilemma, hvor jeg skulle beslutte, om jeg skulle starte på det der studie eller ej. Det fyldte enormt meget, og uha, hvordan skulle jeg næsten beslutte noget, og hvad ender mit liv ikke med! Sådan har jeg det jo altid i beslutningsprocesser. Komplet panik og jordens undergang er meget nær. Det er faktisk lidt sjovt, for jeg læste engang om en, der sagde, at de problemer, man har nu, er ubetydelige om 20 år. Det kom fra en 71-årig kvinde, og jeg tænker, at hun har noget erfaring at trække på hendes alder taget i betragtning. Mit problem er ikke engang så langt væk, men alligevel føles det allerede ubetydeligt. Måske også fordi jeg ikke fortryder mit valg sådan synderligt og faktisk ikke skænker det mange tanker, som jeg nok havde frygtet, jeg ville.

Når det så er sagt, så er der faktisk en del tidspunkter på mit arbejde, hvor jeg tænker, at jeg ikke magter det mere. Det er mest, når det gør fandens ondt i ryggen, eller når mit hoved er ved at eksplodere, fordi der er tre børn, der prøver at fortælle mig noget på samme tid, ti sultne børn der galer på mad og 'mere, mere mere!', eller en håndfuld unger der græder så meget, at de burde starte et fucking flerstemmigt kor sammen. Eller når man fragter dem alle sammen på legepladsen, og de så kvitterer med hængende mundvige typisk krydret med ensformige, vedvarende (og totalt irriterende!) brokkelyde. Det er virkelig et hårdt arbejde! Heldigvis er det jo sådan indrettet, at selvom børn vitterligt kan pisse en af og give en lyst til at sætte en pistol for panden, så er de også så åndssvagt charmerende. Det er så sindssygt heldigt for dem, at de er så gode til at bløde os voksne op igen. De små mennesker er verdensmestre i lige at sige noget sjovt på det mest stressende tidspunkt eller lige kramme lidt ekstra tæt, når man ellers var ved at miste forstanden.

Jeg elsker jo faktisk mit arbejde. Det tror jeg ikke, der er nogen, der er i tvivl om. Shit, jeg taler meget om det. Det får mig til at tænke, at jeg sikkert bliver en helt igennem ulidelig mor, der blot skal have et enkelt lille stikord, og så starter den ustoppelige talestrøm om mine små darlings. Men hey, små mennesker er decideret fantastiske. Det er svært at komme udenom.

Mange har spurgt mig, om jeg ikke skal være pædagog. Jeg er vild med børn, og de er vilde med mig. What's not to love? Sagen er imidlertid den, at jeg ikke vil være pædagog. Jeg tænker, at jeg på et tidspunkt selv vil prøve at producere mine helt egne pragteksemplarer, og til den tid forestiller jeg mig ikke, at jeg fortsat ser en kæmpe gave i at påvirke andre end lige præcis dem til at blive søde, humoristiske og totalt awesome individer.

Men hvad drømmer jeg så om? Mange ting faktisk. Arbejdsmæssigt ved jeg det ikke helt, og det optager mig heller ikke så meget lige i øjeblikket. Jeg er nok kommet frem til, at jeg vil have et tåleligt job, som jeg er tilfreds med, og som giver mig penge nok til at bo der, hvor jeg gerne vil bo og tage på de ferier, jeg gerne vil på. Og som kan give mig en vis fleksibilitet også. Jobbet som pædagog i en daginstitution er fx virkelig ikke særlig fleksibelt. "Jeg møder lige en time tidligere, så jeg kan gå kl. 15 i eftermiddag". Nå, så sidder lille Ole og seks andre børn så alene på stuen? Det går nok ikke.


Jeg drømmer faktisk virkelig om at skrive en bog. Jeg skriver meget, men på nuværende tidspunkt er det hele i noteform. Jeg ved ikke, hvor langt jeg når, men jeg vil forsøge at komme i omdrejninger. Mit mål vil aldrig være at skrive for at udgive, for så bliver jeg alt for selvbevidst, får præstationsangst og bliver alt for fokuseret på den dårlige måde. I stedet vil jeg bare skrive, fordi jeg har lyst, og når jeg har lyst. Af samme årsag kan jeg heller ikke se det som en fuldtidsbeskæftigelse, for så tror jeg næsten, det ville blive en sur pligt, du ved, "Nu SKAL du sætte dig ned og skrive"-agtigt. Det kan sjældent planlægges, og de gyldne ord kommer altid på mærkelige tidspunkter. Fx når jeg skal sove, når jeg cykler, eller når jeg står i badet en hverdagsmorgen og allerede er lidt sent på den.

Jeg orker ikke rigtig at sige, jeg vil være forfatter. Det lægger et mega pres og desuden en eller anden indirekte antagelse om, at jeg tror, jeg kan skrive noget stort, noget originalt, noget godt. Jeg har heller ikke lyst til at fortælle, hvad jeg gerne vil skrive om. Jeg føler, det fastlåser mig, og desuden er jeg bange for, at mine tanker og ideer dømmes til at være banale, ligegyldige, set før. Ernest Hemingway sagde åbenbart engang, at man ikke skal underholde om handlingen på en bog, man vil skrive, for da har man allerede dræbt den. Det tror jeg på. Og heldigvis harmonerer det godt nok med min egen blufærdighed, der også umuliggør alt for meget deling. Der er dog ingen tvivl om, at jeg er panisk angst ved tanken om, at nogen skal læse noget som helst, jeg skriver. Janteloven kommer da i høj grad op i mig. Jeg skal sgu da ikke tro, at jeg er noget. Hvorfor skulle det lykkes for mig? Hvorfor skulle jeg være bedre end andre? Jeg ved det virkelig ikke. Jeg ved bare, at jeg bliver nødt til at prøve.