I øvrigt #2

• Føler jeg mig ikke som en, der er værd at huske, når en mor i vuggestuen for tredje gang i løbet af fem måneder stikker lappen frem og siger "Jeg tror ikke, vi har hilst på hinanden før?"
• Har jeg virkelig svært ved, når folk kalder chokolade for 'lade'.
• Magter jeg ikke skolepatruljer om morgenen. Gider ikke have en 10-årig i selvlysende vest til at bestemme, hvornår jeg skal holde tilbage for fodgængere. Er det i virkeligheden de første tegn på magtliderlige mennesker? Jeg tror det..
• Er det blevet en reel frygt for mig at få det der barn, som alle i vuggestuen/børnehave synes er belastende.
• Tænker jeg altid over, om fiktive familier på tv ligner nogen, der også kunne være i familie i virkeligheden. 
• Har jeg muligvis arbejdet for længe i vuggestue, når jeg uden problemer kan pille næse på et andet menneske.
• Synes jeg, 'halvleg' er svært at stave til. Det er 'meddelelse' også lidt.
• Har jeg fået et lidt for godt forhold til frøsnappere. Så godt at jeg havde birkes i samtlige tænder en hel eftermiddag uden at opdage det.
• Bad min chef mig om at stoppe med at lege med stearinlyset til et møde for noget tid siden. Helt voksen er jeg alligevel ikke. 

Barn til en voksenfest

Jeg sidder her en søndag eftermiddag med en hardcore forkølelse og får et seriøst flashback til min barndom. Vi skal nok tyve år tilbage i tiden.

Jeg var nemlig til fødselsdag i går. Det var sådan en 2 x 60 års fejring, og der var vel omkring 30 mennesker i alt. Ud af den flok var der to børn med, hvoraf den ene var halvandet og primært hang på sine forældre, og den anden var de der cirka 6 år. Dvs mig anno 1995. Denne her pige følte sig lidt overmandet af menneskemængden og brugte derfor den første halve time (mindst) på at opholde sig i gangen, tilpas langt væk fra gæster og folk, hun ikke kendte eller var for genert til at hilse på.

Jeg husker det så tydeligt. Voksenfester. Øv! Ikke et eneste barn at lege med. Jeg hang på min mor, der ihærdigt prøvede at overtale mig til at sætte mig til at tegne eller noget i den stil. Sådan nogle fester syntes uendelige for et barn, og jeg blev bare træt og ugidelig. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg bare gerne ville hjem. Jeg husker, hvordan jeg puffede til min mor og spurgte, om vi ikke snart skulle køre, og hvordan hun svarede, at hun lige skulle drikke sin kaffe færdig. Jeg holdt nøje øje med hver en dråbe kaffe i den lille kaffekop. Når jeg kunne se bunden af koppen, kunne jeg også se en ende på den her dødssyge voksenfest. Men nej. Mor fik tilbudt en opfyldning på koppen, hun takkede høftligt ja, og så kunne vi starte forfra. Alt imens vandet drev ned ad ruderne i farmors overophedede stue, og snakken gik som en evig summen for mine ører. Skal. Vi. Ikke. Snart. HJEM!? Jeg var så latterligt træt nogle gange, og jeg fik ofte besked på, at jeg bare kunne lægge mig ind på en sofa eller en seng. Det ville jeg aldrig. Jeg sagde altid nej. Det havde jeg slet ikke lyst til. Så kunne jeg sidde og se opgivende ud ved siden af mine forældre. Med tændstikker i øjnene og det hele. Sådan føles det næsten nu, når jeg tænker tilbage på det.

En anden ting, der står helt klar for mig, var, når der skulle hilses på og siges farvel. Det absolut værste ville være at komme som nogle af de sidste i selskabet, for da skulle man tæske sig gennem hele rækken af onkler, tanter, og hvad har vi. Mine forældre har dog altid været så sindssygt punktlige, at vi typisk kom i så god tid, at vi ankom som nogle af de absolut første. Det kunne dog også være problematisk, for det gjorde jo faktisk aftenen endnu længere, og var der udsigt til, at andre med børn også skulle komme, kunne man rigtig vente længe på at undslippe den store, voksne præsentationsrunde. Ulig min familie kom andre børnefamilier jo altid lidt senere. Så stod jeg i stedet der i mit pæne tøj, som jeg heller ikke gad have på, og skulle opføre mig ordentligt. Jeg hadede at hilse på folk. Også selvom det var min familie. Da jeg var helt lille, skjulte jeg mig bag min mor, men da jeg blev lidt ældre, kunne jeg godt se, at jeg blev nødt til som minimum at stikke de øvrige gæster en slattent pote. I min fars familie sagde de altid 'dav', og det syntes jeg var mærkeligt. 'Dav'. Og 'farveller'. Og så skulle der hilses på de der meget fjerne familiemedlemmer, som jeg ikke helt kunne huske, hvem var, men som ivrigt kunne fortælle, hvor stor jeg var blevet siden sidst, og hvor sød jeg var. Gerne sagt på klingende fynsk, mens jeg enten kiggede ned i jorden eller sendte dem et dræberblik uden lige.

I min fars familie har vi altid givet hinanden hånden. Det er i virkeligheden meget spøjst, men det er en helt anden historie. Faktisk var det meget rart for mig, når det endelig skulle være, for det gav en vis distance til folk. Et kram kunne være så sindssygt grænseoverskridende, og jeg tænker faktisk ofte på det i dag, når jeg er steder, hvor der er børn til stede, og de bliver bedt om at kramme alle farvel eller godnat. Jeg bliver faktisk helt utilpas på barnets og mine egne vegne, fordi jeg synes, det er så ubehageligt at tvinges til at kramme en, man ikke har lyst til at kramme. Selvom det lyder strengt, så er det da heller ikke altid, at jeg som voksen har lyst til at kramme en andens barn, som jeg faktisk ikke kender specielt godt.

Den dag i dag synes jeg stadig, det kan være svært at hilse på folk. Ikke sådan helt generelt, men nok mest når det kommer til dem, hvor man måske har mødt hinanden en enkelt eller to gange før. Krammer vi? Giver vi hinanden hånden? Og hvad så når vi siger farvel? Har vi snakket tilpas meget til, at vi er på en ordentlig krammer? Og er vi enige om det? I går var der mange af den type afskeder sidst på aftenen, og jeg må indrømme, at der var mange i den flok, som jeg nødigt ville kramme. Ikke fordi de på nogen måde virkede som utiltalende mennesker, men simpelthen fordi jeg ikke kender dem. Overhovedet. Altså på den måde hvor jeg faktisk knap nok kan huske deres navn, som de jo ellers nok havde fortalt mig 8 timer tidligere. Desværre er jeg jo 26 år, og så kan man ikke slippe for at sige farvel. Aftenens redning var at jeg sad så langt inde i et hjørne, at jeg praktisk talt ikke kunne kramme nogen af dem grundet min placering, så det blev til et pænt håndtryk og et 'tak for i aften'. Det passede mig så glimrende. Så undgik jeg også den der akavede 'dans', hvor den ene lægger op til et kram, mens den anden tror, vi giver hånden.

Et lille tip til fremtidige forældre, inklusiv mig selv, må i øvrigt være at få børn så tæt på hinanden, at de aldrig er ladt i stikken alene til voksenfester. I kan takke mig senere.