Efter at have skrevet forrige indlæg går det op for mig, at jeg faktisk har nogle ret intense perioder, hvor jeg dyrker et eller andet helt vildt meget for derefter (ofte) at slippe det fuldstændig igen. Fx er jeg ret draget af gamle biler i øjeblikket, og jeg har været ret heldig at se nogle ret lækre af slagsen på det seneste. De her skønheder har jeg fx set få hundrede meter fra min egen lejlighed. Det gav mig helt lyst til at gennemsøge byen for flere biler af den slags. Det må blive til foråret (shit, det er jo officielt på tirsdag), når jeg rent faktisk kan tage min hånd ud af handsken uden at få forfrysninger.
Jeg ved ingenting om biler. Det er helt alvorligt. Selvom jeg synes, de her biler er rigtig pæne, så har jeg jo reelt ingen anelse om, hvad mærke eller model de er. Der er jeg nok fortsat typen, der beskriver en bil, som at "den var pæn og grøn og sådan lidt gammel i det". Jeg håber ikke, jeg nogensinde skal agere vidne i en retssag. I så fald kommer jeg til kort, når det kommer til gerningsmandens køretøj. Med mindre det er en Winther cykel.
Udover biler så har jeg en kærlighed for kvindelige jazzstemmer fra 1940-50'erne. Det er primært noget, jeg hører, når jeg er alene hjemme, fordi jeg godt er klar over, at det måske ikke er alle, der sætter lige stor pris på det. Det kom sig nok også efter, at jeg havde læst bogen Carol, som foregår i 1950'erne, og som jo kommer i biografen i næste uge. Det var også en virkelig fin stemning, musikken gav. Så nu hygger jeg lidt med det i baggrunden.
Som sagt kan jeg godt blive rigtig begejstret over noget bestemt i en periode. Som regel fortager det sig med tiden, og der sjældent tale om en livslang passion. På den ene side bliver jeg glad, fordi jeg godt kan lide at dykke ned i noget bestemt og nørkle lidt med det. På den anden side kan jeg blive lidt ærgerlig over, at jeg ikke kaster mig ud i et eller andet mere seriøst. Omsætter min passion og interesse til et eller andet mere brugbart. Jeg har jo tydeligvis evnen til det, men det kommer bare sådan lidt spontant og uventet til mig. Gad vide, om jeg kan gøre det samme, når jeg starter studie? Sådan dyrke det rigtig meget og blive rigtig god til det? Få et nice job, fordi jeg er hende den mega passionerede? Eller bliver det endnu en "Det her læsning skal bare overstås"? Jeg håber det ikke. Vi får se. Og så slutter vi af med en lille søndagssang.
Jeg sidder her med kokosolie i håret i håb om at sparke lidt liv i de ellers livløse og til tider hølignende lokker. Jeg lugter som en stegt turist med læderhud på en strand på Ibiza, og jeg ligner en langhåret og fedtet teenagedreng, der spiller computer i sin mors kælder. Med andre ord: Meget charmerende udseende.
Egentlig havde jeg dedikeret søndag eftermiddag til at skrive. Enten på den der bog, som jeg hele tiden fabler om, og som aldrig bliver til noget. Eller den der ansøgning til universitetet, som jeg også konstant får udskudt. "Men der er jo lang tid til!", skriger det inde i mit hoved, men faktum er, at det er marts lige om lidt, og det betyder sjovt nok også, at deadline pludselig er ret meget indenfor rækkevidde. Ergo skal jeg skrive noget snart. Og det skal være klogt. Og sjovt. Og bare lige i øjet.
Faktisk burde jeg have alle forudsætninger for at skrive en god ansøgning de her dage. Jeg er inde i en periode, hvor jeg seriøst elsker det danske sprog. E-l-s-k-e-r. Ikke at jeg nogle dage ikke holder af sproget, men ind i mellem bliver jeg bare ramt af en ubeskrivelig kærlighed til mit modersmål. Så kan det godt være, at det for ikke-danskere lyder som om, man snakker med en kartoffel i munden. Det er sådan set besides the point. Jeg synes bare, man kan sige så meget fantastisk med det danske sprog. Har I nogensinde tænkt på det? Hvordan man kan skrive rigtig meget smukt? Man kan skabe de vildeste stemninger og vække følelser i folk. Med ord. Sat sammen. Det lyder jo meget simpelt. Det er ikke noget, der er unikt ved det danske sprog, for sådan er det vel med de fleste sprog, hvis bare man mestrer dem. Jeg tror mere, det handler om, at det er ens modersmål, og at ens ordforråd klart er størst på netop det sprog. Det giver nogle fantastiske muligheder.
Jeg har en plakat med Dan Turell med en masse af hans citater. Mit absolutte favoritcitat er "Alfabetet er mit bedste legetøj. Jeg vil lege med det, lige til det bliver for mørkt til, at jeg kan se det". Sådan har jeg det også. Legetøj er jo som regel en fysisk og mere håndgribelig ting, men alligevel har konceptet legetøj noget til fælles med alfabetet. Netop at man kan lege med det. Forme det. Have det sjovt med det. Kaste rundt med det og se, hvad der sker. Enten falder det ned og går i stykker eller også bliver det en del af noget større og måske noget helt genialt. Et sprogligt fyrværkeri.
Jeg tror, vi alle sammen har oplevet, at nogle citater eller passager i bøger rammer en. Det kan ramme et meget specifikt minde, en særlig følelse, en sindsstemning. Tænk at kunne sætte ord sammen på sådan en måde. Tit handler det jo også om ren og skær formidling. Samme budskab kan jo sagtens formidles på flere måder, men de vil næsten altid påvirke os forskelligt. Nogle mennesker er bare geniale formidlere. Nærmest historiefortællere. Det kan være ren magi.
Ind i mellem får jeg en periode, hvor jeg gerne vil høre dansk musik hele tiden, fordi jeg netop føler en eller anden helt særlig følelse, når noget bliver sunget på dansk. Det kan være så stærkt og inderligt, uden at det bliver kvalmende og oversødt. Det lyder jo lettere patriotisk, og det er det vel også i én eller anden grad. Jeg kan godt lide Danmark som land, men det er alligevel sproget, der er noget helt særligt.
En dansk gruppe, jeg nærer en særlig stor kærlighed for, er Ulige Numre. De synger altid på dansk, og derudover har de en lidt gammel lyd, hvilket jo også går rent ind hos mig. En af mine favoritter er sangen om København; en by som jeg også elsker som bare fanden. Men de har også en masse andre sange, der er sindssygt fine. De forstår altså virkelig at bruge sproget på en lækker måde.
Nu er det jo også sådan, at der var en gruppe i X Factor, der sang Ulige Numres sang "Frit fald" i fredags. Ja, jeg er en af dem, hvor X Factor er highlightet fredag aften. Så ved man bare, man er blevet gammel og kedelig. Ikke desto mindre var det et sindssygt fint cover af sangen, og selvom jeg synes, at Blachmann er for meget og et alt for stort ego, så var jeg faktisk fuldstændig enig, da han sagde, at det danske sprog aldrig havde lydt smukkere.
"Sommeren var gået, da jeg rev mig på din torn
Alt det smukkeste gør ondt,
fra myggestik ved søerne
til trådene i bølgerne,
der brænder hendes ben.
Vi skal kaste os i bølgerne,
der slår mod kysten ind.
Frit land, frit land, mit sted"
Engang syntes folk, at det var nederen at blive kaldt en nørd. Og det er nok stadig et begreb, som ofte er med til at beskrive en bestemt type af mennesker. Med tiden føler jeg dog, der er flere, der tager nørdbegrebet til sig, fordi det jo i virkeligheden bare handler om, at man dyrker eller nørder ét eller andet tilpas meget. Når man går så meget op i én ting, bliver man ofte også rigtig god til det, og det synes jeg faktisk er temmelig sejt og beundringsværdigt. Så burde det være underordnet, om man nørder fodbold, rollespil eller japansk tegneserie. Jeg står i hvert fald gerne frem og indrømmer, at jeg er sprognørd helt ind til benet.
NÅ. Nu til den ansøgning. Der skal trylles nogle gyldne ord frem inden d. 1. april. Kryds fingre for fart og magi i tasterne - og ingen tilfælde af skriveblokering, tak.
Jeg har været syg siden i torsdags. Det er altså femte dag, jeg tilbringer på langs, og jeg er ved at være fucking træt af det. Heldigvis er jeg i bedring, og jeg har nu indset, at jeg rent faktisk ikke skal dø af det.
Jeg har set urimelig meget fjernsyn de sidste par dage, fordi det virkelig er begrænset, hvad jeg ellers har kunne lave. Jeg føler mig næsten helt skeløjet. Jeg har set flere afsnit af Beverly Hills end nogensinde før, og jeg kan snart citere samtlige reklamer i tv'et. Og Netflix! God bless Netflix. Hvad lavede man egentlig, når man var syg før i tiden? Lå man bare og kiggede? Læste man i bøger? Jeg ved det ikke.
Jeg ringede i øvrigt til lægen i morges ligesom resten af Vesterbro. Jeg ventede så i 35 minutter, før lægen efter max 60 sekunder havde konstateret, at jeg nok havde influenza og bare skulle slappe af. Shit, jeg kunne også være læge over telefonen. Det er jo det letteste i hele verden.
Jeg har virkelig kedet mig bravt. Specielt de sidste to dage, hvor jeg endelig er sluppet af med feberen, og lidt er på det stadie, hvor jeg føler, jeg er ved at blive rask, men stadig ikke er det, hvilket fortsat begrænser dagens aktiviteter. Så Zulu er stadig min gode ven, selvom jeg faktisk er ret irriteret på deres koncept med at sende to afsnit Beverly Hills, hvoraf det ene afsnit var det samme, som de viste dagen før. Og sådan er det HVER DAG. Tænk lige på os, der ligger syge på sofaen. Vi gider ikke se de samme afsnit igen. Keder mig sgu nok i forvejen.
Nå. Men jeg havde også startet noget mere konstruktivt, hvilket er ansøgningen til min kandidatuddannelse, men indtil videre har jeg bare kopieret kravene til ansøgningen ind i et dokument, så jeg kan ikke rigtig påstå, jeg er i gang. På et eller andet tidspunkt får jeg vel fart på. Forhåbentlig.
Det her indlæg skulle egentlig heller ikke dreje sig om sygdom, men det viser jo lidt om, hvor stor min horisont er de her dage. For et par dage siden ville jeg faktisk have skrevet om dokumentaren "Til døden os skiller". Det bliver nok en anden dag. Eller senere i dag, hvis jeg keder mig tilpas meget.
Åh, babyshower. Konceptet jeg elsker at hade. Generelt tager jeg afstand fra de amerikanske koncepter, der langsomt, men sikkert vinder indpas i de danske hjem. Det er lidt det samme som Halloween og Valentine's Day. Hvad er det lige, vi skal have det for i Danmark? Det er der sgu mange, der spørger om, men ikke desto mindre tager danskerne det til sig. Vi er heldigvis ikke nået der til, hvor vi holder 'puppy shower', som jeg så, at min kusine deltog i på Facebook tidligere i dag. Så når den amerikanske craziness simpelthen nye og helt absurde højder.
For nogle måneder siden blev jeg inviteret med til babyshower for en god veninde. Det ville så være mit andet danske babyshower. Jeg har været til et enkelt ærkeamerikansk babyshower for efterhånden mange år siden. Først kunne jeg ikke helt overskue det. Det var både på grund af konceptet, men også fordi jeg kun kendte den gravide i forsamlingen, og så bliver jeg altid lidt usikker og "Gider jeg nu også det?". Men min efterhånden sindssygt gravide veninde glædede sig så vanvittigt til denne dag, at jeg godt kunne se, at jeg ikke havde noget valg. Selvfølgelig skulle jeg med.
Jeg kørte helvedes langt ud på Amager. Kastrup for at være mere præcis. Tænkte at parkering ville være piece of cake, for hvor mange mennesker bor lige derude, men Kastrup har jo åbenbart en eller andet form for bymidte, og det var så her, jeg skulle smide øsen. Jeg kastede den på en tilfældig vej efter at have kørt lidt forgæves rundt, havde pissetravlt og tjekkede ikke parkeringsreglerne, så vi satser lige på, at der ikke ruller en regning ind ad brevsprækken, ikke? Nå, men jeg halsede afsted til stuelejligheden nr. 7 og kom stakåndet indenfor til en masse kvinder, jeg aldrig har hilst på før, og som alle sammen hed Christina, Charlotte og Karina. Sådan føltes det i hvert fald.
Den meget gravide kom et kvarter efter, og så var der noget frokostbuffet, dernæst gaveræs og til slut noget kaffe/kageværk. Simpelt, stille og roligt, thank goodness. Der var pyntet op med lidt balloner, og papservicen bekræftede rimelig tydeligt barnets køn. Pink, pink og atter pink. Der blev åbnet gaver i massevis, og jeg var tilsyneladende den eneste ud af 11 gæster, der ikke havde købt noget i lyserød. Der var gaver som en vamset lyserød bamselignende jakke, en lyskæde med prinsesser på, lyserøde tøjdyr, lyserøde håndklæder, du fortsætter selv listen. Er det ikke enormt stereotypisk? Kan jeg eventuelt frabede mig lyserøde gaver, hvis jeg nogensinde får en datter? Det er jo alt, alt for meget.
Udover den helt overvældende mængde af lyserød, så var det faktisk en rigtig vellykket eftermiddag. Den gravide var glad og tyk, den kommende mormor og oldemor var begge ved at sprænge af ren lykke, de øvrige gravide i selskabet tudede over alt og ingenting. Det var lige, som det skulle være. Der lå endda også en 2 måneder gammel baby et eller andet sted i lejligheden, og han sagde ikke en lyd, så han fik det der med spædbørn til at se herre nemt ud.
Jeg nåede dog alligevel at føle, at jeg havnede ved børnebordet. De gravide sad ved det høje spisebord. Det var også en sammentømret venindegruppe, og jeg havde fra start tænkt, at jeg ville undgå at sidde med dem. For meget intern snak. Umuligt at være med. Så jeg satte mig ved stuebordet og endte sammen med dem, der heller ikke rigtig kendte andre. Det var et genialt træk, tænkte jeg, og ingen var gravide. Win. Vi er de unge her i selskabet! Og bevares, det var vi faktisk også. Specielt en af dem som gik i 1.g. Så følte jeg mig lidt som en gammel kælling. Den følelse aftog dog lidt, da det viste sig, at min sidemand skal giftes til september, og en anden pige var ved at kigge på et håndværkertilbud af et hus. Så følte jeg mig ikke så voksen alligevel. Men denne gang på den fede måde. Jeg sad nok mere med den der "Godt det ikke er mig"-følelse, dog mens jeg meget anerkendende sad og nikkede til sætninger som "Jeg vil bare rigtig gerne have en have, så hunden kan lege frit derude".
Nå, men summen af det hele er, at konceptet 'babyshower' faktisk ikke er så åndssvagt, som man først antager. Jeg var lidt for hurtig til at dømme det. Jeg tror faktisk, problemet er, at man kalder det et babyshower. I USA er det en lidt større event, hvor det hele er skaleret op, og hvor man også laver alle mulige lidt gakkede lege som "Gæt hvilken chokolade der er splattet ud i denne her ble" (nej tak!) og "Gæt hvor stor baby er, når hun bliver født". Sådan noget magter jeg faktisk ikke. Og der var gudskelov absolut intet af den slags i dag. Det var egentlig bare mad, snacks, snak og lidt gaver. Det handlede rent faktisk om andet end baby og bleer. Og sådan var det også til mit første danske babyshower, hvor konceptet i virkeligheden var det samme. Faktisk er det jo bare en hyggelig dag, hvor den gravide kan se en masse gode mennesker på én gang, inden der kommer en baby og dikterer hverdagen og livet generelt. Egentlig ikke en helt tosset ide. Når det så er sagt, tror jeg godt, jeg tør love, at jeg aldrig bliver initiativtager eller tovholder på sådan et projekt.
