22. september 2016

Nutella-madder og jobansøgninger

Jeg føler mig skide voksen, når jeg modtager to rudekuverter. Særligt når de her rudekuverter kræver, at jeg betaler svimlende beløb, der lige så godt kunne have bragt mig til Los Angeles, sol og palmer. Jesus Christ.

Nå, men egentlig skulle det slet ikke handle om penge. Bare det at være voksen sådan lidt on/off. Tidligere på aftenen havde jeg fx en indre debat med mig selv om, hvorvidt jeg skulle skrive en ansøgning til det der job, jeg helt sikkert ikke er kvalificeret til, men som lyder skide godt, og som i øvrigt har deadline I DAG, eller om jeg i stedet skulle gå ud i køkkenet og lave det der sunde alternativ til Nutella, som jeg havde cravet de sidste 24 timer mindst. Efter en lille slåskamp i mit hoved kom jeg meget voksent frem til, at jeg hellere måtte starte med at få lavet den Nutella. Hvorfor? Fordi jeg vurderede, at min ansøgning ville blive en del bedre, hvis jeg skrev den samtidig med, at jeg havde en Nutella-mad ved min side. Det skal man altid have. Sagde den tykke pige.

Der skete imidlertid det, at min fancy Jamie Oliver blender (mor eller far, hvem har givet mig den?) simpelthen ikke magtede at lave dadler mm. om til Nutella. "What a joke! Det bliver jo aldrig til rigtig Nutella, det der!", kunne den lige så godt have sagt. Der skulle overraskende mange kræfter til, og faktisk gav jeg op til sidst, fordi knivene i bunden bare tordnede derudaf, mens den noget uæstetiske brune masse bare lå upåvirket rundt om. Røre, røre, røre med skeen i bunden. Til ingen verdens nytte. Så nu sidder jeg med en pænt chunky wannabe-Nutella, og som det typisk går med sådan noget, så fik jeg prøvesmagt den så meget undervejs, at jeg ikke engang kan klemme en lillebitte mad ned med det nu. Mañana mañana.

Så var det jo så, at jeg i stedet kastede mig over ansøgningen. Det startede enormt sløjt ud, men jeg synes faktisk, jeg fik skovlen rimelig godt under den, og jeg havde pludselig en følelse af, at jeg MULIGVIS vil blive taget i betragtning. Tænk hvis jeg nu bare kunne liste mig i måske-bunken. Det kunne være fedt nok. Ansøgning blev fintunet, og jeg korrekturlæste femten gange, for det ville jo være kanon pinligt at påstå, at man er både grundig, sproglig perfektionist, og hvad ved jeg, hvis jeg så havde lavet en håndfuld brølere. Da jeg følte, jeg ikke kunne gøre mig selv bedre, end jeg allerede havde gjort, ville jeg sende den ud i cyperspace.. Kun for at opdage, at der var deadline kl. 16.00 i dag. Helt ærlig.

Hvad gør man egentlig i sådan en situation? Jeg ringede til min chef-bror, klynkede lidt og bad ham redde mig. Ansøgningen skulle sendes via et online ansøgningssystem, og jeg har tidligere læst, at virksomheder går enormt meget op i den slags. De orker ikke, at folk så sender mails med deres 35 pdf-filer. Men lige nu havde jeg jo virkelig brug for det. Og jeg endte med bare at gøre det, selvom jeg slet ikke kunne forestille mig, hvad jeg kunne skrive i den mail, som ikke skreg "Hun forstår ikke en deadline" eller "Hun har jo overhovedet ikke læst opslaget ordentligt". Pinligt. Bare pinligt. Og ufattelig kikset.

Umiddelbart var min taktik at skrive en undskyldende mail på en meget formel måde, men jeg endte med at skrive en ret oprigtig, men nok meget uformel mail, hvor jeg blandt andet skrev, at jeg ikke håbede, det hele var for "Min hund har spist mine lektier"-agtigt, og at jeg håbede, jeg stadig kunne være med i opløbet. Jeg håber inderligt, hun sætter pris på bare en lille smule humor, og at hun ikke sender min mail direkte i papirkurven. Ved nærmere eftertanke var jeg måske lidt for afslappet i min tone, når man tænker på, det er sendt til en kanonstor virksomhed, som garanteret ikke har tid til, at en eller anden undermåler af en studerende klokker rundt i sådan noget med deadlines.

Det hele er faktisk enormt ærgerligt. Både fordi jeg så opslaget for flere uger siden, men vurderede at jeg nok ikke var dygtig nok. Så kom det ligesom tilbage til mig i dag efter undervisning, fordi jeg følte mig sindssygt inspireret efter et interessant oplæg om præcis samme arbejdsområde. "Deadline i dag, står der.. Nå, men det kan jeg nå i aften, not a problem". Forkert. Pernille. 27 år. Super utjekket.

Nu må vi se, hvad der sker med det her rod. Om jeg bare er slået ud af spillet uden nogensinde at have været med, eller om de store kanoner forbarmer sig og tænker, at jeg skal have en lillebitte chance alligevel. Kryds lige fingre, ikke? Og så lover jeg at få lidt mere styr på tingene til næste gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar