Om kvinder og usikkerhed

Jeg føler, jeg burde skrive om det horrible amerikanske valg, for det er noget nær det eneste, man kan læse om de her dage. Forståeligt nok, men jeg er allerede ved at kaste lidt op over det. Både på grund af mediedækningen af det, men også på grund af resultatet, naturligvis. Dog hopper jeg med på den bølge, jeg har set nogle steder: "I hope Donal Trump is a good president. Wanting him to fail is like wanting the pilot to crash the plane that we are all on". Også selvom han nok er det mest ucharmerende, usympatiske r*vhul, verden har set i flere årtier.

Nå, moving on. Det skal som sagt ikke handle om politik, men alligevel noget nærtliggende. Det skal handle om forskellen mellem mænd og kvinder, og hvordan vi kommer frem i verden. Det lugter allerede af en lang feministisk smøre - jeg ved det. Og bevares, jeg har da været tæt på at købe t-shirten til højre til min kommende niece (hej Channie, du kommer til at lide under din fasters hang til feminisme, (begynder)strikkemani og kærlighed til katte).

Alt det her startede faktisk i går aftes, hvor jeg sad på et af de halvbrune stamsteder på Vesterbro sammen med en veninde og råbte om kap med de øvrige gæster. Akustikken var helt fucked. Min veninde fortalte mig, at hun havde sagt sit job op; et job der har hængt hende ud af halsen de sidste ti måneder, og som har kørt hende helt i sænk. "Jeg græder helt vildt meget. Lige pludselig så vælter det bare ud - på alle mulige tidspunkter - og jeg kan slet ikke styre det", sagde hun med blanke øjne. "Det sidste år burde have været det bedste år for mig. Jeg blev færdiguddannet, fik et job, fik en kæreste jeg skal flytte sammen med, og jeg har masser af gode venner. Men alligevel har det været det værste år". Hun sagde, hun tit havde følt, at arbejdet ikke fungerede, men hun har tusind gange slået det hen, og hun har ofte bortforklaret følelsen med, at hun nok også bare var forkælet, og måske tingene ville blive bedre en dag. Faktum er bare, at det gjorde de ikke, og heldigvis sagde hun stop. Hun har ikke noget andet job i sigte, og hun betragtes nok stadig som nyuddannet. Fra januar byttes den ellers udmærkede indkomst ud med dagpenge. Det er nok den sejeste beslutning, jeg har hørt i lang tid, for hold kæft hvor er vi styret af, hvad vi burde gøre, frem for hvad vi har lyst til eller brug for. Og hvor har vi travlt med, at succeskriterierne for et godt liv er, at man blandt andet har et job. Selvom det er usikkert at stå uden job, så viser sådan en beslutning sgu bare alligevel, at hun respekterer sig selv og tager kontrol over sit liv.

Alt det her ledte jo videre til, hvad der så skal ske i min venindes liv. Skal hun fortsætte i samme branche, eller vil hun prøve noget andet? Det kom så frem, at hun faktisk altid havde drømt om at blive indretningsarkitekt. Det er åbenbart en selvbetalt uddannelse, så det var ligesom første hurdle. Men den største af dem alle var faktisk hendes egen usikkerhed og skræk for at fejle. Hvad hvis det nu alligevel ikke var noget? Hvad hvis hun viste sig at være rigtig dårlig til det? Hvad hvis hun ikke kunne netværke og aldrig fik opgaver? Selvom det var en stille drøm, virkede det alligevel lidt utopisk for hende, at det skulle kunne lade sig gøre.

Den usikkerhed kender jeg alt for godt fra mig selv. Jeg har mange gange tænkt, at det kunne være fedt, hvis jeg kunne leve af at skrive. Hvad jeg skal skrive, ved jeg ikke. Jeg har også tænkt, at det kunne være fedt at tage billeder og eventuelt filme lidt. Lave portrætter af folk og steder. Bare fordi det er sjovt. Men også jeg er bremset af den der "Hvad hvis jeg ikke kan finde ud af det? Jeg har jo ingen erfaring med det"-stemme. Jeg bliver ramt af Janteloven, der siger, at jeg ikke skal tro, jeg er noget. Og jeg giver den ret og siger, at der jo også er tusind andre, der er meget bedre end mig. Så hvorfor overhovedet prøve? Egentlig?

Midt i den her snak kom vi lidt tilfældigt til at tænke på, at mænd oftest ikke har samme usikkerhed omkring deres kunnen. Det er almen kendt, at mænd generelt vurderer sig selv til at være bedre, klogere og flottere, end de måske reelt er, hvorimod kvinder har den modsatte tendens: at undervurdere og undersælge sig selv. Det samme sker, når der skal sendes jobansøgninger. Mændene opfylder måske ikke alle punkterne, der kræves, forventes eller ønskes, men de lægger ikke vægt på det, for de skal nok finde ud af det. Kvinderne fokuserer på det ene punkt, de ikke er så gode til, og det er nogle gange nok til, at de undlader at søge jobbet. Mænd (og nu generaliseres der selvfølgelig, for ja, der er klart undtagelser for begge køn) tror i højere grad, de er verdensmester til noget. Det fik mig til at tænke, at hvis jeg nogensinde skulle søge et job, hvor jeg decideret ville skrive, at jeg var den absolut BEDSTE, så ville det være et job, der var for nemt for mig. Det er måske en overlegen statement at komme med, men jeg tror virkelig på, at mænd ofte vil sige, at de er gode til noget, hvor jeg ville sige, jeg var sådan nogenlunde/okay til det. Det til trods for, at vi var på samme niveau.

Et eksempel min veninde kom med fra den virkelige verden er, at hendes arbejdsplads havde ansat to nye, mandlige medarbejdere. Da de startede på jobbet, viste det sig, at de faktisk aldrig havde arbejdet i de programmer, det ellers var forventet, de kunne arbejde i, og de havde enormt lille erfaring med området generelt. Min venindes kvindelige kollega syntes, det var det pinligste nogensinde. Enhver kvindes mareridt - tænk at være blevet ansat til noget, man allerede første dag bliver afsløret i, at man faktisk ikke kan. Hvad gjorde mændene? De fandt udførlige guides og videoer, der hjalp dem gennem de programmer, de ikke kendte. De tog det med andre ord ret køligt. Det er jo SKIDE smart. Og typisk mænd. Men hold kæft, hvor tror jeg, at vi kvinder kunne lære meget af den der tilgang. Jeg tror altså, vi er med til at udslette os selv ind i mellem. Det er måske ikke så feministisk sagt af mig, men absolut der er noget om snakken.

Hvad er det, der bremser os? Det er sgu ikke mændene. Det kan godt være, de er dominerende ind i mellem og fylder lidt rigeligt. Men måske det bare er, fordi kvinderne glemmer at bruge albuerne. Måske skal vi rent faktisk turde sige højt, at der er noget vi vil, og at vi nok skal opnå det. Måske skal vi blive bedre til at have is i maven og tage chancer, selvom vi ikke er sikre på, at det ender med succes. Vi skal være bedre til at acceptere, at alt ikke er perfekt. At måske lykkes tingene ikke, men det er også okay, for I det mindste har vi prøvet. Det er i hvert fald det, jeg selv synes er så vanvittigt utilfredsstillende, når det kommer til mig selv. Det er min passivitet. Min manglende vilje og drive. Min forestilling om, at jeg helst skal være verdensmester fra day one - ellers er det en fiasko. At jeg ikke som minimum giver tingene et forsøg. Det må simpelthen være dagens shoutout til mig selv og de kvinder og eventuelt mænd, der har lidt svært ved at komme op af stolen. DEMAND SOMETHING MORE.