Kunsten af begrænse sig

Er I egentlig klar over, hvor svært det er at pakke til en tur til Mellemamerika, hvor man trods grundig research stadig ikke er helt klar over, hvordan vejret bliver? Og har I nogensinde tænkt på, hvor meget man skal begrænse sig, når alt ens bagage skal kunne bæres på ryggen?

Det er ingen hemmelighed, at denne her tur bliver min jomfrurejse. Min absolut første tur som backpacker. Det betyder blandt andet, at jeg har brugt usandsynligt mange penge på vaccinationer, og at jeg slet ikke kender begrænsningens kunst hvad angår udstyr  noget som helst, faktisk.

I ugerne op til afrejse har man tydeligt kunne se min mangel på erfaring, og jeg har gjort mig store overvejelser og ikke mindst lidt unødvendige indkøb. "Du skal jo ikke på overlevelsesrejse!", sagde min kæreste meget passende, hvorefter jeg stregede hjertestarter, isøkse, pandelampe og reb (lille overdrivelse, bevares) fra listen over potentielle indkøb. Jeg har købt alt for meget, og jeg er næsten forberedt på at løbe ind i enhver situation. Tror jeg.

Min rygsæk bliver pakket på torsdag. Dagen før dagen. Jeg er spændt på, om jeg kan have det hele, og om jeg kan have rygsækken på uden at falde bagover. Derudover skal jeg sikkert have et øjeblik eller to, hvor jeg helt panisk føler, at jeg mangler noget (og så er det helligdag torsdag - tough luck). Det skal siges, at jeg måske har en tendens til at tænke, at jeg absolut intet kan købe undervejs. Måske derfor jeg helgarderer mig sådan.

Åh. Nå. Det skal nok gå. Selvfølgelig. Så længe pas og penge er pakket, så kan det vel ikke gå helt galt.

It's a blog!

Jeg har oprettet en blog. Hvordan jeg kom frem til, at det var en god ide, ved jeg ikke helt. Jeg har nemlig tidligere sagt til mig selv, at sådan en skal jeg da ikke have, for det forpligter af helvede til, jeg får præstationsangst, og så er det efterhånden også lidt hvem-har-ikke-en-blog-i-dag-agtigt.

Bloggens levetid er nok også lidt uvis, men her til en start bliver den brugt til, at jeg kan nedfælde forhåbentlig sjove og spændende fortællinger om det store udland og måske poste et billede her og der.

Navnet Vægelsind kommer i øvrigt fra mine to brødre, der for efterhånden ret mange år siden sagde, at jeg var vægelsindet. Selvom der er gået en håndfuld år, hvis ikke mere, så er jeg fortsat sådan. Faktisk et ganske uflatterende karaktertræk, hvis jeg selv skal sige det, men det gør det jo ikke mindre sandt.

Anyway. Følg med her på bloggen, hvis du har lyst, og så lover jeg at kvittere med godnatlæsning - sikkert krydret med store tanker, overvejelser, glæde og frustrationer.