Om stolthed, kærlighed og regnbuer

I går gik Pride Paraden gennem Københavns gader, og som altid var det virkelig en fest. Traditionen tro var der farverige vogne med musik, balloner og typisk også en del halvnøgne mennesker, og stemningen var igen i år virkelig god

Lørdagen i pride ugen vil altid være en helt særlig dag for mig. Jeg føler sgu næsten en form for patriotisme (hvis man overhovedet kan/må bruge ordet i denne sammenhæng), når jeg ser regnbueflaget vaje rundt omkring på bygninger og busser. Jeg føler en eller anden vild form for kærlighed, og jeg bliver så glad inden i, når jeg mærker den respekt, accept og medmenneskelighed, som flaget symboliserer.

Mængden af seksuelle minoriteter til Pride er i sig selv fascinerende. Det er helt vildt, at der er så mange, der samles på samme dag for at make a statement, fejre mangfoldigheden eller bare have en helt igennem fantastisk dag. Men det, der næsten rører mig aller mest, er de mennesker, som syner at være heteroseksuelle, men som alligevel tropper op og bakker op om kærligheden. Jeg synes, det er så smukt, at der er så mange - fra små børn til pensionister - der støtter op om noget, der ikke nødvendigvis rammer dem personligt. I virkeligheden kunne mange heteroseksuelle være fløjtende ligeglade, men det er de gudskelov ikke. Det varmer mit hjerte helt vanvittigt meget, når jeg ser par tage deres børn med til Pride. Ikke bare så børnene kan få et farverigt show sådan en grå lørdag eftermiddag, men så de kan se, at alle mennesker kommer i forskellige former og farver, og at det er helt okay. Mange af dem havde "Love is a human right" og lignende t-shirts på, mens andre havde regnbueparykker på, bar skilte med diverse positive statements omkring kærlighed eller havde malet regnbuer i ansigtet.

Hvert år til Pride tager jeg også mig selv i at være forundret over så mange homoseksuelle par, der er. Københavns gader vrimler med folk af samme køn, der kysser og holder i hånd, og jeg synes, det er det bedste. Men samtidig med at jeg tænker disse positive tanker, kan jeg heller ikke lade være med at tænke "Hvor gemmer alle de her mennesker sig normalt?". Nu er jeg udmærket godt klar over, at en stor del af Pride-deltagerne ikke bor i København, men jeg kan godt spørge mig selv om, hvorvidt alle de her kærlige mennesker også holder i hånd i morgen? Eller om det udelukkende er de rammer, som Priden udgør, der gør, at de her mennesker føler sig trygge og tilpas med at vise deres kærlighed offentligt. Jeg håber det ikke, men jeg tror, at det for mange forholder sig sådan.

Selvom ovenstående selvfølgelig er lidt trist, så opvejer alt det gode og farverige ved Priden alligevel for det mindre gode. Når alt kommer til alt, er det en enormt positiv dag på mange måder, og det er det, jeg elsker ved Pride. Det ville nok være i overkanten med en kæmpe parade mere end én gang om året, men jeg ville virkelig ønske, at hver dag kunne emme lige så meget af stolthed, accept og selvfølgelig kærlighed, som den gør til pride.

Skal bloggen leve eller dø? That is the question.

Det er efterhånden ved at være en rum tid siden, at jeg kom hjem, og jeg har stadig ikke fået vist jer de billeder, som jeg har lovet en god håndfuld gange. Hvis det er nogen trøst, så har jeg ikke engang lagt dem op til mig selv heller. Eller set dem igennem for den sags skyld. Er måske i virkeligheden bange for gense billederne, få den vildeste rejselyst og impulskøbe et højskoleophold i Nicaragua, hvilket ville resultere i det vildeste overtræk på en konto, der i forvejen lider noget så grusomt. Nej, det går ikke.

Jeg har også været lidt i tvivl om, hvorvidt bloggen skal holdes ved lige, eller om den ligesom kun tjente det formål at berette om mit eksotiske eventyr. Umiddelbart ser mit liv knap så eksotisk ud lige i øjeblikket, hvor den overdådige frugttallerken er byttet ud med en skål halvbløde Cheerios, og "mañana, mañana" livet er blevet erstattet af en rutinepræget 9-17 tilværelse. Alligevel sker der jo lidt af hvert ind i mellem, som er meget sjovt at fortælle om, om end det er en lidt anden kaliber.

Fx er jeg startet til yoga sammen med mine tre sidekicks (hvor af den ene er min kæreste, den anden min bror og den tredje hans kæreste). Første time skulle jeg virkelig tage mig sammen for ikke at grine, da samtlige personer på holdet trak vejret så vildt og voldsomt, som var vi til fødselsforberedelse. Efter noget tid fik jeg dog tilpas meget styr på de presserende "mormor attacks", til at jeg kunne opnå en eller anden form for zen-tilstand. Ja, eller så meget som man nu kan, når man står der og skal løfte armene over hovedet og konsekvent kommer til at slå førnævnte kæreste. Eller selv bliver slået for den sags skyld.

Jeg har faktisk også taget en afstikker til Barcelona. Det var en forlænget weekend, og det var ganske fantastisk. Jeg har været i Barcelona i mine unge teenageår, og det eneste, jeg umiddelbart husker, er svævebanen og hvad for noget tøj, jeg havde på (egocentric much?). Med andre ord var det fint at opleve det med voksne øjne, for det er unægteligt en by, der fortjener at blive besøgt. Alene på grund af Gaudí faktisk, arkitekturen generelt og tapas, por su puesto. Jeg fik da også pudset det spanske lidt af igen til stor begejstring for min kæreste, der synes, jeg var så god til det. Hun er så sød med den slags, for jeg er i virkeligheden ikke særlig skarp til sproget, men når nu hendes spanske ordforråd begrænser sig til hola og gracias, så skal der selvfølgelig heller ikke meget til for at imponere. Uanset så gik det noget bedre for mig her end i Mellemamerika, hvor det til tider virkede som om, at jeg skulle være flydende, før de tilnærmelsesvist forstod mig. Faktisk ret flabet af dem.

Anyway. Sikke et ustruktureret rod, det her bliver! Jeg ville egentlig også fortælle, at jeg er startet i praktik, men det i sig selv er nok et helt indlæg værdigt. Det må jeg lige få skrevet ned en skønne dag, hvis I altså stadig er friske på at læse med?