I forrige uge fik jeg et seriøst tilbageblik. Vi havde nemlig en erhvervspraktikant fra 8. klasse på mit arbejde, og det var virkelig som at opleve mit 14-årige akavede jeg endnu en gang. Pigen var sød, det var slet ikke det. Men når jeg sådan observerede hende, blev jeg igen utrolig glad for, at folkeskolen og teenagealderen for længst er et overstået kapitel for mit vedkommende.
Når jeg sådan ser tilbage, kan jeg ikke finde ud af, om jeg måske selv var en anelse socialt handicappet eller angst, eller om jeg bare var usikker og tilbageholden som så mange piger i den alder jo desværre har en tendens til at være. Jeg havde virkelig dårlig hud, og jeg kunne være komplet rædselsfuld (for ikke at nævne rædselsslagen) i sociale sammenhænge. Begge dele kan jeg stadig have, desværre, men det hele er sådan i et lidt mere overskueligt og kontrolleret omfang end dengang. Gudskelov.
Observationen af førnævnte praktikant var interessant, fordi jeg følte, det var som at se mig selv stå der helt ung og kejtet og uvidende. Blandt andet var det tragikomisk at opleve, hvordan hun for alt i verden ikke ville tiltrække unødig opmærksomhed, og hvordan hun med garanti følte, at selv den mindste bevægelse ville få samtlige kolleger til at kigge fordømmende på hende. I pauserne var hun sådan meget stille og passiv. Jeg sad der sammen med hende og en anden kollega og følte mig dermed tvunget til at konversere, så de 30 dyrebare minutter ikke blev alt for akavede. Ethvert spørgsmål jeg stillede, blev besvaret kort og præcist. Ja. Nej. Måske. Det gjorde samtalen temmelig tung, og jeg må indrømme, at jeg efter kort tid gav lidt op på projektet. Jeg løb også bare lidt tør for spørgsmål. Det føltes som en meget dårlig date.
I løbet af pausen fik jeg også spurgt, om hun ikke ville have noget te, og jo, det ville hun da egentlig gerne. Spol så 25 minutter frem, og tebrevet ligger stadig og svømmer rundt i koppen, og teen er nu så sort, at min anden kollega troede, det var kaffe. Jeg spurgte, om hun ikke vil have tebrevet ud. Jeg mener.. ingen te skal trække så længe, og jeg kunne allerede smage bitterheden i den nu sikkert også halvkolde te. Jeg tilbød at give hende noget køkkenrulle eller andet, så hun kan få tebrevet parkeret, men nej, det var fint, sagde hun. Hvilket jeg jo ved, det ikke er. Det er bare, fordi hun ikke har ville rejse sig i rædsel for den opmærksomhed, hun troede, det ville skabe, at hun hellere ville drikke bitter te. Og hun ville ikke takke ja til mit tilbud om at komme af med tebrevet, for så ville hun blive afsløret i at være handlingslammet og lidt angst. Jeg ved, det forholder sig sådan, for jeg var på præcis samme måde.
Da jeg gik i folkeskole, var jeg faktisk i praktik i en børnehave. Det var et meget dårligt valg, syntes min klasselærer dengang. Det var som om, jeg sigtede lidt lavt, sagde hun, men jeg valgte børnehaven alligevel. Og jeg var hunderæd, når der var pause. Jeg kunne heller ikke drømme om at sige noget, med mindre jeg blev spurgt direkte. Jeg husker slet ikke de andre pædagoger - sikkert fordi jeg ikke udvekslede mere end 'hej' og 'farvel' med dem. Jeg turde knap nok spise min flade klapsammen i frygt for, at jeg ikke ville kunne finde skraldespanden, når sølvpapiret skulle smides ud. Sådan nogle små ting kunne skabe alt for meget panik i hovedet. Ligesom jeg garanteret heller ikke gik på toilettet en eneste gang i løbet af den uge, fordi jeg ikke turde spørge.
Det, jeg vil sige med det her indlæg, er vist bare, at nogle ting heldigvis bliver bedre med årene. Jeg kan stadig være helt vanvittigt akavet, og jeg kan også den dag i dag være ved at dø over særlige sociale sammenkomster. Men der er kommet mere styr på tingene på en anden måde, og det er blevet lettere at feje den irrationelle frygt til siden og i nogle tilfælde påføre mig en form for 'social maske'. Jeg har også udviklet evnen til at suck it up, når jeg ind i mellem bliver som 'Pernille 14 år' igen. Også selvom det til tider synes helt umuligt.
Jeg prøvede ikke at tænke for mange negative tanker om praktikanten, selvom hun jo gjorde nogle lidt pudsige ting. Hun gjorde ikke noget forkert. Jeg er sikker på, at hun gjorde det bedste, hun kunne lige nu. Jeg tror, hun har tænkt på meget, hun gerne ville sige eller gøre, men som hun ikke kunne tage sig sammen til, fordi der var en eller anden blokade et sted i hendes overanalyserende lille hoved.
Jeg håber ikke, at mine børn bliver ligesom mig, når det kommer til den slags. Jeg håber virkelig, at de kan slappe mere af og dermed spare sig selv for alt for mange unødvendige tanker og kræfter. Men hvis de alligevel kommer til at ligne mig på den måde, håber jeg, de tror på mig, når jeg siger, at langt det meste bliver lettere, når man bliver ældre og bliver mere okay med, at man ikke er hende, der river dørkarmen med, når hun træder ind i et rum.
22. marts 2015
16. marts 2015
Voksen vol I: At få en visdomstand opereret ud
"Jeg hamrer, jeg banker,
jeg bygger mig en bil,
jeg saver og saver
og filer med min fil"
Sådan lyder noget af en sang, vi synger i vuggestuen. I stedet for en pædagog i skrædderstilling, skal I i stedet forestille jer, at det er en tandlæge, der synger sangen, og at den handler om en tand i stedet for en bil. Så har I min fredag eftermiddag.
Sagen er den, at jeg har fået opereret min første visdomstand væk. Som tidligere nævnt fik det mig til at føle mig voksen, når jeg tænkte på det, men i praksis fik det mig til at føle mig som et barn. Hvorfor? Fordi jeg var skide bange, inden jeg skulle derind. Jeg nåede at få en lille panisk tudetur, og jeg skiftevis svedte og frøs. Det var både tanken om dagens aktiviteter og de efterfølgende smerter, men også det faktum at jeg skal tilbage i stolen igen om nogle uger og gentage proceduren.
Jeg havde naturligvis også begået den fejl, at jeg forinden havde googlet mig frem til andres erfaringer med det at få fjernet visdomstænder. Det skal man aldrig gøre. Jeg havnede selvfølgelig et sted, hvor der var en solid samling af skrækhistorier, og det satte jo bare for alvor gang i tankerne. Folk var enormt maleriske i deres fortællinger, der typisk inkluderede alt fra hammer og sav til blå og gule mærker i ansigtet. Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg frygtede det absolut værste.
Men. Det gik jo faktisk fint. Jeg var udstyret med egen musik i ørerne, men selvsagt hørte jeg ikke meget, da jeg havde larmende værktøj i min kæft og ikke mindre end tre tandlæge-lignende mennesker lige over mit ansigt. "Vi kommer til at snakke lidt hen over dig", informerede de mig. "Sig til hvis det bliver for meget". Hvordan de havde tænkt sig, at jeg skulle gøre det, ved jeg virkelig ikke. Det hele var i øvrigt sterilt som bare fanden, og jeg drømte et øjeblik, at jeg ikke lå hos tandlægen, men i stedet var med i et afsnit af Grey's Anatomy.
Apropos det med at snakke hos tandlægen, så forstår jeg slet ikke, hvorfor de prøver at kommunikere med en. Bevares, han må da godt lige tjekke, om jeg fortsat ér bedøvet, men han skal ikke have for travlt med at høre, hvad jeg nu laver til daglig og sådan. Det er pænt svært at svare, når ens mund er fyldt med vat, blod, hænder, sav, og hvad har vi. Han spurgte jo selvfølgelig, hvad jeg lavede, hvortil jeg svarede, at jeg arbejdede i en vuggestue. Senere spurgte han, om jeg ikke skulle læse på et tidspunkt, hvilket irriterede mig lidt, for 1) jeg har allerede en bacheloruddannelse - bevares, det kunne han ikke vide, og 2) det kunne da godt være, min drøm var at fortsætte i vuggestuen. Det irriterer mig, at det næsten forventes, at det er en mellemstation og ikke en permanent beskæftigelse.
Anyway. Jeg fik lov til at se den store krabat af en visdomstand, og tre kvarter efter var jeg ude igen med et svært bedøvet ansigt. Min tunge føltes som en kæmpe kartoffel, og jeg blev nødt til at mærke efter på min kind og mine læber, for jeg troede sørme, det hele var hævet til dobbelt størrelse. Det var det ikke. Det føltes bare sådan. Efter at have ligget med gabet åbent i noget tid, tiggede mine stakkels læber om at få en omgang læbepomade på. Først forsøgte jeg at slikke mig om læberne, hvilket gik så fint i højre side. Men i venstre? Not so much. Blev nødt til at forhøre mig hos min søde kæreste, om min tunge egentlig var ude af munden eller ej, for jeg kunne virkelig ikke mærke det. Påføring af læbepomade var derfor heller ikke så let, og jeg følte mig mest som en 4-årig, der har stjålet mors røde læbestift og ihærdigt får lavet en klassisk klovnemund med læbestift i hele krydderen.
Jeg anede ikke, hvor slemme smerterne ville være post operation, men havde naturligvis forsynet mig med et solidt lager af smertestillende. De første to dage syntes jeg egentlig, det gik ret fint alt taget i betragtning, om end jeg var den heldige indehaver af en god hævet hamsterkind. Søndag havde jeg så meget kvalme, at jeg for alvor følte med de mange gravide kvinder, der skal trækkes med den slags i månedsvis. Tænker dog kvalmen skyldtes, at jeg havde indtaget lidt tilfældig baby-lignende føde og meget lidt af det. Havde jeg vidst, det ville være så slemt med den skide mad, havde jeg da spist et fyrsteligt måltid inden operationen! Men nej. Det ved jeg så lige til en anden gang. For ja, hallelujah, jeg får jo lov til at prøve det hele én gang til, når endnu en tand skal ud.
KRYDS FINGRE!
jeg bygger mig en bil,
jeg saver og saver
og filer med min fil"
Sådan lyder noget af en sang, vi synger i vuggestuen. I stedet for en pædagog i skrædderstilling, skal I i stedet forestille jer, at det er en tandlæge, der synger sangen, og at den handler om en tand i stedet for en bil. Så har I min fredag eftermiddag.
Sagen er den, at jeg har fået opereret min første visdomstand væk. Som tidligere nævnt fik det mig til at føle mig voksen, når jeg tænkte på det, men i praksis fik det mig til at føle mig som et barn. Hvorfor? Fordi jeg var skide bange, inden jeg skulle derind. Jeg nåede at få en lille panisk tudetur, og jeg skiftevis svedte og frøs. Det var både tanken om dagens aktiviteter og de efterfølgende smerter, men også det faktum at jeg skal tilbage i stolen igen om nogle uger og gentage proceduren.
Jeg havde naturligvis også begået den fejl, at jeg forinden havde googlet mig frem til andres erfaringer med det at få fjernet visdomstænder. Det skal man aldrig gøre. Jeg havnede selvfølgelig et sted, hvor der var en solid samling af skrækhistorier, og det satte jo bare for alvor gang i tankerne. Folk var enormt maleriske i deres fortællinger, der typisk inkluderede alt fra hammer og sav til blå og gule mærker i ansigtet. Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg frygtede det absolut værste.
Men. Det gik jo faktisk fint. Jeg var udstyret med egen musik i ørerne, men selvsagt hørte jeg ikke meget, da jeg havde larmende værktøj i min kæft og ikke mindre end tre tandlæge-lignende mennesker lige over mit ansigt. "Vi kommer til at snakke lidt hen over dig", informerede de mig. "Sig til hvis det bliver for meget". Hvordan de havde tænkt sig, at jeg skulle gøre det, ved jeg virkelig ikke. Det hele var i øvrigt sterilt som bare fanden, og jeg drømte et øjeblik, at jeg ikke lå hos tandlægen, men i stedet var med i et afsnit af Grey's Anatomy.
Apropos det med at snakke hos tandlægen, så forstår jeg slet ikke, hvorfor de prøver at kommunikere med en. Bevares, han må da godt lige tjekke, om jeg fortsat ér bedøvet, men han skal ikke have for travlt med at høre, hvad jeg nu laver til daglig og sådan. Det er pænt svært at svare, når ens mund er fyldt med vat, blod, hænder, sav, og hvad har vi. Han spurgte jo selvfølgelig, hvad jeg lavede, hvortil jeg svarede, at jeg arbejdede i en vuggestue. Senere spurgte han, om jeg ikke skulle læse på et tidspunkt, hvilket irriterede mig lidt, for 1) jeg har allerede en bacheloruddannelse - bevares, det kunne han ikke vide, og 2) det kunne da godt være, min drøm var at fortsætte i vuggestuen. Det irriterer mig, at det næsten forventes, at det er en mellemstation og ikke en permanent beskæftigelse.
Anyway. Jeg fik lov til at se den store krabat af en visdomstand, og tre kvarter efter var jeg ude igen med et svært bedøvet ansigt. Min tunge føltes som en kæmpe kartoffel, og jeg blev nødt til at mærke efter på min kind og mine læber, for jeg troede sørme, det hele var hævet til dobbelt størrelse. Det var det ikke. Det føltes bare sådan. Efter at have ligget med gabet åbent i noget tid, tiggede mine stakkels læber om at få en omgang læbepomade på. Først forsøgte jeg at slikke mig om læberne, hvilket gik så fint i højre side. Men i venstre? Not so much. Blev nødt til at forhøre mig hos min søde kæreste, om min tunge egentlig var ude af munden eller ej, for jeg kunne virkelig ikke mærke det. Påføring af læbepomade var derfor heller ikke så let, og jeg følte mig mest som en 4-årig, der har stjålet mors røde læbestift og ihærdigt får lavet en klassisk klovnemund med læbestift i hele krydderen.
Jeg anede ikke, hvor slemme smerterne ville være post operation, men havde naturligvis forsynet mig med et solidt lager af smertestillende. De første to dage syntes jeg egentlig, det gik ret fint alt taget i betragtning, om end jeg var den heldige indehaver af en god hævet hamsterkind. Søndag havde jeg så meget kvalme, at jeg for alvor følte med de mange gravide kvinder, der skal trækkes med den slags i månedsvis. Tænker dog kvalmen skyldtes, at jeg havde indtaget lidt tilfældig baby-lignende føde og meget lidt af det. Havde jeg vidst, det ville være så slemt med den skide mad, havde jeg da spist et fyrsteligt måltid inden operationen! Men nej. Det ved jeg så lige til en anden gang. For ja, hallelujah, jeg får jo lov til at prøve det hele én gang til, når endnu en tand skal ud.
KRYDS FINGRE!
Abonner på:
Opslag (Atom)