Jeg forsøgte at lægge to indlæg op om hhv. Nicaragua og Guatemala, men fordi jeg loggede på i Guatemala City, vurderede Google simpelthen, at der var tale om mistænksom aktivitet på min konto. Lortet blev spærret, indtil jeg ramte dansk jord. Lidt diskriminerende egentlig eller hvad? Indlæggene er lagt op efterfølgende, hvis du ikke har modtaget novellerne pr. mail.
Jeg mangler stadig at fortælle om Belize, mens det stadig er nogenlunde klart i hukommelsen. Som en anden dement føler jeg allerede, der er huller her og der og detaljer, jeg ikke kan huske. Jeg vil dog forsøge. Måske den skarpe sol og saltvandet også sugede lidt hjerneceller ud i løbet af vores fem dage på bountyøen. Jeg vil ikke udelukke det.
Anyway. Vi tog en bus fra Flores til Belize City, og for at det ikke skal være løgn, så var de f***ing israelere fra vores tidligere shuttle-tur med igen. Gudskelov sad vi denne gang så tilpas langt fra dem, at jeg ikke var ved at flyve hen over samtlige sæder for at klappe dem alle sammen en. Desuden var turen kun omkring fire timer lang, og det føles jo nærmest som en smuttur ned til kiosken i forhold til det, vi ellers har været ude for. Og som bonusinfo kan jeg fortælle, at israelerne skulle videre til Mexico, og nej, det var ikke en tårevædet afsked!
Fra Belize City var vi på en glimrende bådtur, der var ganske udramatisk til en afveksling. Vi ankom efter lidt tid til øen Caye Caulker, der lå der i det Caribiske Hav og så fuldstændig vidunderlig ud. Maj og jeg har flere gange beskrevet øen som en "Barbie-ø", fordi alle huse, butikker, restauranter, you name it, er malet i lyserød, gul, turkis, mint og andre fine farver. Man forventer næsten, at Barbie og Ken kommer susende rundt om hjørnet i en pink cabriolet. Hvis det da ikke var, fordi alle udelukkende kørte i golfvogne.
Caye Caulker var øen, hvor vi for første gang indkvarterede på et hotel og ikke et hostel. Det var virkelig magisk sådan at ligge i en ren, hvid seng, hvor der ikke er så meget som en krølle på lagenet, og hvor vi havde eget badeværelse, der blev gjort rent hver dag. Jeg følte mig helt som et barn, de havde hentet ind fra gaden, og som var alt for beskidt til at bo sådan et ordentligt sted. Men det kom jeg selvfølgelig over efter 10 minutter, hvor jeg med støvede, sandbefængte tæer hoppede direkte op i den ellers så nydelige seng.
Vores i alt fem dage på Caye Caulker var ikke ligefrem præget af action. Det var vores sidste stop på turen, så vores primære mål var egentlig at suge al den sol til os, som vi kunne, og derudover prøve på at klemme det Caribiske Hav ned i vores rygsække. Sidstnævnte lykkedes ikke, men vi fik svømmet, flydt og plasket en hel del i det azurblå vand. Så meget at jeg nogle dage havde helt røde og irriterede øjne på grund af ren og skær overdosis af saltvand. Under vores ophold nåede vi da også af gå fra en faktor 50 til en faktor 70, fordi solen stegte os som røde pølser på en brandvarm Weber-grill.
På min tur har jeg efterhånden erfaret, at hvis man vil have chill for alle pengene, så skal man tage på ferie på en ø i det Caribiske Hav. Jeg vil gå så vidt at påstå, at det er den absolut bedste måde at komme af med stress og/eller depression. Maj og jeg har derfor indgået en pagt om, at hvis en af os når til dét punkt, så pakker vi tasken, tager den anden under armen og tager en afstikker til en eksotisk ø. Alt går så skide langsomt på de her øer, for her skal ingen nå noget særligt. Det virker som om, at man aldrig tænker længere end et par dage frem i tiden, og det er virkelig befriende. Her er det sådan, at hvis man går for hurtigt ned ad vejen, så får du et "Go slow!" med på vejen af de lokale.
Apropos de lokale så ligner de slet ikke de andre, vi har stødt på under vores rejse. De er simpelthen de sjoveste typer både af udseende og væremåde. Det er vaskeægte rastaer, og det bidrager bare til den der no rush, go slow stemning. Der er dreadlocks i massevis og "Yah, man!" i hver anden sætning. Mindst. Jeg tror ikke, de mennesker foretager sig særlig meget. De fleste cyklede bare rundt på deres farverige cykler med et kæmpe smil, eller også sad de på en plastikstol i strandkanten og kom med sjove kommentarer og bemærkninger til forbipasserende. Så hyggeligt!
Vi nåede også at få en god lokal ven, nemlig Zach. Vi mødte ham helt tilfældigt en dag, hvor vi skulle have dagens is. Her gik han i gang med den helt store salgstale, for han ejede nemlig dykkerbutikken lige ved siden af og mente absolut, at vi skulle stikke hovedet under vandoverfladen og se, hvad de Caribiske Hav gemmer på - nemlig verdens andet største koralrev. Få dage efter, da vi havde brugt nok tid på at dase og lave ingenting, fik vi booket en snorkeltur med Zach, og det var virkelig en fed oplevelse. Vi var kun tre personer afsted udover Zach, så der var god tid til spørgsmål og til at få tjekket, at masken sad ordentligt osv. Vi sejlede og sejlede, og det var simpelthen så smukt. Pludselig stoppede vi, og Zach smældede lidt med et reb i vandet, indtil 4-5 hajer kom hen til båden. Jeg var totalt begejstret og syntes, at det var helt vildt og fascinerende. Begejstringen aftog dog en smule, og jeg greb Majs arm og spurgte lidt bekymret "Du tror ikke, vi skal i her, vel?". Det mente Maj nu nok, at vi skulle, og få sekunder efter beordrede Zach, at den amerikanske fyr Isaiah smed ankeret i vandet. FUCK! Jeg var meget tæt på at tisse i min bikini lige der! Zach gav os nogle hurtige instrukser og var nærmest allerede på vej ned i vandet, da jeg stille rakte hånden i vejret med et lidt presserende spørgsmål: "Er du 110% sikker på, at hajerne ikke gør noget?". Zach kastede hovedet tilbage, grinede højt, hvorefter hans ansigt blev køligt og seriøst "De spiser kun døde mennesker!". Nå da. Betryggende. Jeg fik at vide, at så længe jeg ikke hev i hajerne og holdt fast, så ville der ikke ske noget. Her kunne jeg ret hurtigt forsikre ham om, at det ikke ville komme til at ske. Nogensinde.
Snorkelturen gik så fint, så fint. Jeg overkom min midlertidige panik og dumpede i vandet efter de andre. Zach lagde meget vægt på at være miljøbevidst, hvilket betød, at vi ikke måtte røre ved dyr eller koraler, og at han ikke gik ind for at fodre hajer og andre dyr blot for underholdning. Sympatiske værdier, synes jeg egentlig. Han sagde også, at han gerne så, at vi lå vandret hele tiden og kun bøjede hovedet op ind i mellem, når vi skulle op i overfladen. Dette glemte jeg naturligvis kortvarigt. Jeg skulle smile til Maj under vandet, og smil får selvfølgelig kinderne til at skubbe dykkermasken op, så den lukker vand ind i siderne. Så dumt af mig. I hvert fald måtte jeg få styr på sagerne, og under den proces lå jeg åbenbart ikke vandret, og jeg fandt efter turen ud af, at jeg havde formået at sparke til en koral. De sataner er flotte, men også vanvittigt skarpe, så jeg fik en imponerende skramme på oversiden af min venstre fod. Zach rystede på hovedet og desinficerede (av, for h...) såret. Så ligner man lidt en idiot, når man tager på en miljøvenlig tur og så selv losser til naturens vidundere. Jesus altså. Efter første snorkelstop gik Zach op i båden og sagde, han ville sejle hen til en anden båd, og så kunne vi møde ham der. Så kunne vi nemlig komme hen til alle hajerne. Der valgte jeg så pænt at gå op i båden med ham i stedet. Jeg skulle sgu ikke svømme hen til en flok hajer med en blødende fod. Nu var det jo ikke hvidhajer, vel, men de var altså på længde med mig eller lidt større. No thank you.
Udover et sikkert permanent minde om snorkelturen, fik vi set en masse flotte dyr. Der var fisk i alle regnbuens farver og i alle størrelser. Nogle kom i store stimer, mens andre dansede rundt alene. Vi så også en stor skildpadde, masser rokker (de er jo enorme!), førnævnte hajer og endda søkøer! Det er helt fantastisk, hvad sådan et hav går og gemmer på. Vi stoppede også et sted, hvor der lå et skibsvrag. Jeg følte nærmest, jeg undersøgte Titatic, selvom det her skib jo var væsentligt mindre. I øvrigt bølgede vandet en hel del, og overraskende nok bliver man (læs: undertegnede) søsyg af den slags. Selvom jeg er vokset op med speedbåd og saltvand i håret, er jeg åbenbart alligevel ikke nogen Troels Kløvedal! Fik igen, ligesom i Costa Rica, besked på, at jeg kunne "Feed the fish", dvs. brække mig i det krystalklare vand om nødvendigt. I denne situation var det heller ikke videre behageligt at have en snorkel i munden og have begrænset adgang til luft. Jeg klarede dog det hele uden at hørle, og for det fortjener jeg næsten en medalje! Forresten fik vi også reddet os en mild forbrændingen på ryggen, fordi vi snorklede i badetøj og glemte at tage et ekstra lag solcreme på undervejs - DUMT! Så ligger man der med ryggen i vandoverfladen i tre timer, mens solen står aller højst på himlen. Go figure. Det kan selv en vandfast faktor 50 altså ikke klare.
Caye Caulker bød ikke kun på fantastiske koraler, men også på betagende solnedgange og lækre grillede fisk. Det var ret tilfredsstillende sådan at sætte sig til bords, bare bestille "catch of the day" og være komplet ligeglad med, hvilken fisk der lander på tallerkenen. Man ved bare, det er frisk fisk, og at de i øvrigt akkompagneres af skøn guacamole, sprøde grøntsager og andet godt til smagsløgene. Jeg var glad. Meget glad. Og det var maven bestemt også.
Det var vemodigt at forlade Caye Caulker. Ikke fordi det er et sted, jeg ville blive for evigt, men fordi vi vidste, at det betød, at turen var ved at være slut. Ikke mere eventyr i denne omgang. Når det så er sagt, så er det forhåbentlig ikke sidste gang, jeg kan rapportere fra det store udland.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar