Ruiner, mayaer og flere eventyr på fire hjul

Som lovet får I en opdatering på Guatemala, som var tredje land på vores liste.

Turen fra Nicaragua til Guatemala var lang, og vi havde ikke fået bestilt busbilletter, fordi vi ikke kunne komme i kontakt med busselskabet. Aftenen før havde vi et mindre panisk øjeblik, fordi bussen krævede, at vi stod op kl 2 om natten, og på sådan et tidspunkt af døgnet gider man ikke få afslag og så ikke have en plan B. Så vi besluttede os for, at hvis der ikke var plads i bussen, så ville vi blive i Nicaragua og rejse ned langs kysten og bevæge os ned mod Costa Rica, hvor vi skal flyve hjem fra. Skæbnen måtte bestemme, hvor vores vej førte hen, så det var lidt specielt at stå op der midt om natten og ikke vide, hvad vi havde i vente. Men lidt spændende var det også.

Vi ankom til busstationen, og der var masser plads, så vi satte kurs mod Guatemala City; en bustur der skulle tage os over tre landegrænser. Turen tog i alt 16 timer, men forholdene i bussen var rigtig gode. Aircondition, mad og drikke inkluderet i prisen, toilet ombord. Oy oy oy, en luksus i forhold til det vi er vant til. Og det, at vi stod op kl 2 efter blot tre timers søvn, gjorde også, at vi begge sov lige så tungt og godt som et par hipsters efter Distortion! Trods de mange timer i bus var det faktisk ret let og smertefrit, og pludselig stod vi i Guatemala City - en by der ikke just er kendt for at have et godt ry. Heldigvis skulle vi kun overnatte der for så at tage videre næste dag.

Dagen efter gik turen til Antigua, som er en gammel koloniby. Turen dertil skulle kun tage en times tid, men efter et kvarters kørsel stoppede al trafik, så vi sad og stegte lidt i en chicken bus, indtil alle passagerer besluttede sig for at forlade køretøjet og gå op langs vejen. Her bekræftede vi lige eksistensen af lemmingeffekten og fulgte med, hvilket viste sig at være en lille smule dumt. Vi gik, og vi gik, og vi havde jo oppakning og det hele med, og solen stod højt på himlen. Vi anede ikke, hvor vi gik hen, og på en tankstation fik vi at vide, at en demonstration havde standset trafikken, og at busserne ikke ville køre før senere. Super! Lige der synes jeg ikke, det var det fedeste at stå på en ukendt vej i Guatemala City og ikke ane, hvad der skulle ske. Heldigvis kom der gang i trafikken igen efter lidt tid, og vi kom med en bus. Denne bus kørte helt vanvittigt stærkt, også i svingene, og Maj og jeg væltede rundt med vores bagage. Da vi først havde sat os, holdt vi så godt fast i håndtagene, at jeg var sikker på, at min hånd ville have taget form som en klo efter endt rejse. Det havde den gudskelov ikke, og vi kom uskadt frem.

Antigua var en rigtig hyggelig by. Den mindede på nogle punkter om Granada i Nicaragua, som vi tidligere besøgte, men jeg synes, at der var mere sjæl i denne by. Her var vi blandt andet på marked, hvor lokale i massevis solgte fantastiske, farverige ting. Det var virkelig tilfredsstillende for mine øjne, der slet ikke kan få nok af farver. De fleste sælgere kunne ikke mange ord engelsk, men havde naturligvis lært sig den klassiske one liner "Special price for you!", som de meget ivrigt brugte. Intet havde en fast pris, det var meget tydeligt, og det var vanvittigt så meget, de gik ned i pris, hvis man bare tog tre skridt væk fra deres biks og gik hen imod naboen, der solgte præcis det samme. Selvom jeg er jyde, kunne jeg dog ikke få mig selv til at prutte alt for meget, fordi det jo er deres levebrød, og de tjener så latterligt lidt, at pengene er mere værd i deres hænder end i mine.

Efter to dage i Antigua satte vi os i en shuttle mod Semuc Champey. Det at køre i shuttle er efter sigende den komfortable og lidt dyrere måde at komme rundt i landet på, men førstnævnte var ikke tilfældet her. Vores minivan var fyldt med unge, højtråbende israelere, og som de sidste, der stod på, scorede vi to pladser på bagerste række - lige i epicentret for israelernes "fantastiske" fest. Der var ingen aircondition, og fyren ved siden af mig prøvede meget insisterende at dele både snacks og musik med mig. I kender alle den sidemand, der bare ikke fatter, at man helst vil passe sig selv, ikke? Turen skulle tage syv timer, men endte med at tage ti! Undervejs nåede vi også lige at skifte dæk og det hele.

Da vi endelig kom til Semuc Champey, blev vi indlogeret på loftet af en hytte, hvor et forhæng i øvrigt udgjorde døren. Jeg syntes først, det var hyggeligt, men blev så lidt skeptisk og bange for, om jeg ville kunne falde i søvn sådan et sted, hvor alle frit kan smutte ind. Det gik dog meget fint alligevel, indtil en kat invaderede vores hjem og i bedste asshole-kattestil terroriserede os i to timer. Da den for tredje gang fandt vej til min seng, efter at være blevet smidt ud og sprøjtet vand på, besluttede jeg mig for at give både katten og mig selv fred, så den fik lov til at sove i fodenden. I løbet af natten fik den tiltusket sig mere og mere plads i sengen. Lille bæst. Vi følte måske, at katten havde følt sig lidt for hjemme, så dagen efter fik vi os et værelse MED dør. Det var rart.

Vores hostel ved Semuc Champey lå lige ned til den flotteste flod, og her brugte vi den første dag på at suge solens stråler til os og bade i det kolde vand. Hostelet havde en håndfuld hunde på deres grund, som vi syntes legede en lille smule vildt, så det var svært at slappe helt af dernede. Det nåede også at gå helt galt, da en flok lokale kom derned med deres lille hund, og de store hunde gik lige i kødet på den. Det var altså tæt på at få fatale konsekvenser for det lille kræ, og det var en ret traumatisk oplevelse for mig. Jeg må indrømme, at jeg blev meget rystet og utryg der, så jeg havde en lille tudetur, hvor det hele bare virkede lidt uoverskueligt. Heldigvis har jeg senere fået berettet, at hunden var i live og i øvrigt i god behold trods kampen. Det lettede mit lille pigehjerte. Åh.

Dagen efter tog vi hen til Semuc Champey. Ja, faktisk boede vi tre kvarter udenfor i en by ved navn Lanquin. Semuc Champey er seks naturlige pools, som man kan plaske lidt rundt i. Det var utrolig smukt, og vandet var rigtig lækkert. Her kørte vi øvrigt med en chauffør, der troligt lovede at hente os igen nogle timer efter. Det gjorde han ikke, men gudskelov var der en flok fra vores hostel, der havde været på en guidet tour og skulle hjem samtidig, så vi kørte med dem. Igen en lidt vild tur, hvor vi alle stod på ladet af en lille truck, mens chaufføren ræsede afsted på små og meget ujævne grusveje. Maj og jeg var enige om, at det var godt, vores forældre ikke så det her. Det kan jeg jo godt sige nu, hvor vi kom helskindet igennem, ikke? We made it! And it was fun!

Efter Semuc Champey gik turen til Flores, som er en halvø, mange bruger som springbræt til Tikal, en gammel maya-by.
Vi kom let hen til vores hostel, troede vi, men derfra blev vi ført hen til en lille båd og sejlet til en anden ø, hvor vi skulle bo. Det var ret hyggeligt med bådture frem og tilbage.. Med undtagelse af en enkelt aften, hvor vi pludselig ingen både kunne finde på Flores. Så stod vi lidt der og vidste ikke, hvordan vi skulle komme hen til den ø, San Miguel, hvor vores hostel lå. Igen måtte vi skraldespanske den lidt, og hver person, vi spurgte, svarede stort set noget forskelligt. "Bådene sejler ikke efter kl 19" (forkert) eller "Der er en båd dér. Den sejler derhen" (også forkert). Nåede at få lidt sved på panden, indtil vi efter en time fandt en båd. Vi var så taknemlige og kvitterede med tusind "muchas gracias". Tror ikke manden i båden havde nogen anelse om, hvor glade han lige havde gjort os.

Vi boede jo som sagt i Flores, fordi vi gerne ville se de kendte mayaruiner i Tikal. Vi meldte os på en sunrise tour, som betød, at vi endnu engang skulle op kl 2. Helt umenneskeligt. Vi kom frem til et helt mørklagt Tikal, hvor vi med lommelygter måtte bevæge os hen til et af templerne. Mange af træerne havde rødder, der gik op over jorden, og vores guide rådede os til at lyse lidt der, hvor vi gik - "there are lots of roots.. And some of them are moving roots!", sagde han. Han prøvede også flere gange at lokke taranteller frem. "Desværre" så vi ikke nogle af dén slags.

Da vi endelig nåede hen til templet, sad vi med en bunke håbefulde turister og ventede på, at solen skulle titte frem. Der var en regel om, at man skulle være stille, hvilket var utrolig rart. Måske også fordi jeg var lidt træt (læs: morgensur) og egentlig ikke kunne overskue skabede amerikanere. Vi ventede og ventede, men det blev skyet, og vi så ingen solopgang. Lidt et antiklimaks kan I nok forestille jer. Derefter fortsatte vi turen med vores guide, der snakkede meget og længe. De af jer, der kender mig godt, ved, at jeg ikke er det bedste menneske om morgenen. Orker ikke for meget snak, og jeg skal have min morgenmad! Vi spiste først kl 10 - altså otte timer efter at vi var stået op. Dér var jeg meget tæt på at blive ubehagelig og grim. Nå, men jeg klarede turen rundt, tonsede op og ned ad nogle templer (hvilket gav seriøst ømme lår dagen efter, fordi trinene er utrolig høje) og lærte lidt om mayaerne. Ikke tosset. Og pænt var det da også.

Efter Flores og Tikal var det slut med Guatemala for denne gang. Det gik ret hurtigt, og det føltes som om, at vi havde brugt enormt mange timer på bare at komme rundt. Det er måske derfor, Guatemala ikke har placeret sig øverst på min liste, hvilket måske er lidt forkert. Af gode ting skal jeg klart fremhæve, hvor flotte kvinderne er. Mange af dem går i traditionelle klæder, der er i stærke farver med striber, mønstre osv. Så fint! Og så med deres fine mørke hår. Ej, men altså, det kunne danske kvinder måske lære lidt af. Derudover var de også bare så grinende og smilende. Noget vi ikke oplevede fra kvinderne i Nicaragua. Der oplevede vi oftest, at kvinderne ignorerede os eller kiggede ned i jorden, når vi gik forbi. I Guatemala var de langt mere åbne og opsøgende, altså kvinderne. Til gengæld lyder rygtet så også på, at kvinder og børn er de største tyveknægte i Guatemala, og det kan jo godt gøre en lidt mistænksom, men vi oplevede gudskelov ikke noget ubehageligt.

Efter Guatemala gik turen til Belize, som jeg vil gemme til en anden god gang, da det her allerede er enormt langt. High five til dig der er noget helt herned. Jeg kan sige så meget, at fingrene på min højre hånd er blevet helt følelsesløse af at holde telefonen oppe, så jeg håber sørme, I har læst lortet :)