25. august 2014

Skal bloggen leve eller dø? That is the question.

Det er efterhånden ved at være en rum tid siden, at jeg kom hjem, og jeg har stadig ikke fået vist jer de billeder, som jeg har lovet en god håndfuld gange. Hvis det er nogen trøst, så har jeg ikke engang lagt dem op til mig selv heller. Eller set dem igennem for den sags skyld. Er måske i virkeligheden bange for gense billederne, få den vildeste rejselyst og impulskøbe et højskoleophold i Nicaragua, hvilket ville resultere i det vildeste overtræk på en konto, der i forvejen lider noget så grusomt. Nej, det går ikke.

Jeg har også været lidt i tvivl om, hvorvidt bloggen skal holdes ved lige, eller om den ligesom kun tjente det formål at berette om mit eksotiske eventyr. Umiddelbart ser mit liv knap så eksotisk ud lige i øjeblikket, hvor den overdådige frugttallerken er byttet ud med en skål halvbløde Cheerios, og "mañana, mañana" livet er blevet erstattet af en rutinepræget 9-17 tilværelse. Alligevel sker der jo lidt af hvert ind i mellem, som er meget sjovt at fortælle om, om end det er en lidt anden kaliber.

Fx er jeg startet til yoga sammen med mine tre sidekicks (hvor af den ene er min kæreste, den anden min bror og den tredje hans kæreste). Første time skulle jeg virkelig tage mig sammen for ikke at grine, da samtlige personer på holdet trak vejret så vildt og voldsomt, som var vi til fødselsforberedelse. Efter noget tid fik jeg dog tilpas meget styr på de presserende "mormor attacks", til at jeg kunne opnå en eller anden form for zen-tilstand. Ja, eller så meget som man nu kan, når man står der og skal løfte armene over hovedet og konsekvent kommer til at slå førnævnte kæreste. Eller selv bliver slået for den sags skyld.

Jeg har faktisk også taget en afstikker til Barcelona. Det var en forlænget weekend, og det var ganske fantastisk. Jeg har været i Barcelona i mine unge teenageår, og det eneste, jeg umiddelbart husker, er svævebanen og hvad for noget tøj, jeg havde på (egocentric much?). Med andre ord var det fint at opleve det med voksne øjne, for det er unægteligt en by, der fortjener at blive besøgt. Alene på grund af Gaudí faktisk, arkitekturen generelt og tapas, por su puesto. Jeg fik da også pudset det spanske lidt af igen til stor begejstring for min kæreste, der synes, jeg var så god til det. Hun er så sød med den slags, for jeg er i virkeligheden ikke særlig skarp til sproget, men når nu hendes spanske ordforråd begrænser sig til hola og gracias, så skal der selvfølgelig heller ikke meget til for at imponere. Uanset så gik det noget bedre for mig her end i Mellemamerika, hvor det til tider virkede som om, at jeg skulle være flydende, før de tilnærmelsesvist forstod mig. Faktisk ret flabet af dem.

Anyway. Sikke et ustruktureret rod, det her bliver! Jeg ville egentlig også fortælle, at jeg er startet i praktik, men det i sig selv er nok et helt indlæg værdigt. Det må jeg lige få skrevet ned en skønne dag, hvis I altså stadig er friske på at læse med?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar