Om stolthed, kærlighed og regnbuer

I går gik Pride Paraden gennem Københavns gader, og som altid var det virkelig en fest. Traditionen tro var der farverige vogne med musik, balloner og typisk også en del halvnøgne mennesker, og stemningen var igen i år virkelig god

Lørdagen i pride ugen vil altid være en helt særlig dag for mig. Jeg føler sgu næsten en form for patriotisme (hvis man overhovedet kan/må bruge ordet i denne sammenhæng), når jeg ser regnbueflaget vaje rundt omkring på bygninger og busser. Jeg føler en eller anden vild form for kærlighed, og jeg bliver så glad inden i, når jeg mærker den respekt, accept og medmenneskelighed, som flaget symboliserer.

Mængden af seksuelle minoriteter til Pride er i sig selv fascinerende. Det er helt vildt, at der er så mange, der samles på samme dag for at make a statement, fejre mangfoldigheden eller bare have en helt igennem fantastisk dag. Men det, der næsten rører mig aller mest, er de mennesker, som syner at være heteroseksuelle, men som alligevel tropper op og bakker op om kærligheden. Jeg synes, det er så smukt, at der er så mange - fra små børn til pensionister - der støtter op om noget, der ikke nødvendigvis rammer dem personligt. I virkeligheden kunne mange heteroseksuelle være fløjtende ligeglade, men det er de gudskelov ikke. Det varmer mit hjerte helt vanvittigt meget, når jeg ser par tage deres børn med til Pride. Ikke bare så børnene kan få et farverigt show sådan en grå lørdag eftermiddag, men så de kan se, at alle mennesker kommer i forskellige former og farver, og at det er helt okay. Mange af dem havde "Love is a human right" og lignende t-shirts på, mens andre havde regnbueparykker på, bar skilte med diverse positive statements omkring kærlighed eller havde malet regnbuer i ansigtet.

Hvert år til Pride tager jeg også mig selv i at være forundret over så mange homoseksuelle par, der er. Københavns gader vrimler med folk af samme køn, der kysser og holder i hånd, og jeg synes, det er det bedste. Men samtidig med at jeg tænker disse positive tanker, kan jeg heller ikke lade være med at tænke "Hvor gemmer alle de her mennesker sig normalt?". Nu er jeg udmærket godt klar over, at en stor del af Pride-deltagerne ikke bor i København, men jeg kan godt spørge mig selv om, hvorvidt alle de her kærlige mennesker også holder i hånd i morgen? Eller om det udelukkende er de rammer, som Priden udgør, der gør, at de her mennesker føler sig trygge og tilpas med at vise deres kærlighed offentligt. Jeg håber det ikke, men jeg tror, at det for mange forholder sig sådan.

Selvom ovenstående selvfølgelig er lidt trist, så opvejer alt det gode og farverige ved Priden alligevel for det mindre gode. Når alt kommer til alt, er det en enormt positiv dag på mange måder, og det er det, jeg elsker ved Pride. Det ville nok være i overkanten med en kæmpe parade mere end én gang om året, men jeg ville virkelig ønske, at hver dag kunne emme lige så meget af stolthed, accept og selvfølgelig kærlighed, som den gør til pride.