Angst, demens og det at miste folk, selvom de stadig lever

Jeg er bange for frøer, glatte veje, og at min bror flytter væk fra Vesterbro. Men jeg er endnu mere bange for at blive ensom eller miste min hukommelse.

Normalt synes jeg ikke, jeg går og er bange, for det ville alligevel være ærgerligt, hvis man skulle bruge for meget energi på den slags i hverdagen. Men engang i mellem sniger det sig op til overfladen. Fx på sådan en dag som i dag, hvor jeg har besøgt min Alzheimers-ramte mormor.

Faktisk er hele situationen deprimerende. Det der med at komme ind i det store, åbne fællesrum, og så sidder der bare en håndfuld gamle og grå mennesker, der typisk stirrer ud i luften eller højst hælder lidt kaffe indenbords. Måske kører et fjernsyn i baggrunden, men jeg tvivler på, at nogen ser det. Mormor sidder ved bordet sammen med de andre, men de snakker vist ikke så meget sammen. Dagene må være enormt lange. Hun sidder også i kørestol nu, for benene kan ikke rigtig klare opgaven mere.

Vi ruller mormor ind i sin egen stue, og vi koger lidt vand til te. Hun viser mig billedet på bordet. Det er et billede af hende, min mor og jeg, som vi tog for nogle måneder siden. Hun synes, det er et fint billede, og hun smiler, når hun ser det, men hun har glemt, hvem der er hende selv, og hvem der er min mor på billedet. Hun kender uden tvivl min mor. Hendes navn og hendes udseende når hun står lige foran hende. Men hun har glemt, at hun er hendes datter.

Min mormor har altid været en kvinde, der har snakket meget. Det ligger nok til familien i virkeligheden. Det har aldrig været så svært at holde en samtale kørende med hende, for hun skulle nok sørge for at snakke for to, og hun udvalgte samtaleemner i øst og vest, men samtalen kørte i det mindste. Det gør den så heller ikke mere. Jeg har aldrig oplevet hende så stille, som hun var i dag. Midt i stilheden fik vi øjenkontakt med hinanden. Hun plejer at sende sit karakteriske, hjertevarme mormorsmil med et glimt i øjet til mig, men i dag synes jeg, at blikket var lidt blankt. Det virkede ærlig talt som om, der ikke foregik så forfærdelig meget på øverste etage.

Jeg synes, det der med demens er virkelig uhyggeligt. Min mormor er blevet sammenlignet med en høj bygning med masser vinduer med lys i. Der sker bare det, at vindue efter vindue bliver mørke, og lyset forsvinder. Hukommelsen glipper for hver dag, hendes ord bliver færre og mere slørede, og hun sover lige så mange timer i døgnet som et spædbarn. Hendes personlighed og alt, hvad der gør hende til den præcis hun er - eller var - forsvinder langsomt, men sikkert.

Det er rimelig sikkert, at min mormors resterende levetid nu tælles i måneder og ikke år. Selvom det er naturligt, og hun er gammel og dårlig, så er det en lidt ubehagelig tanke på en eller anden måde. Måske også fordi hun afslutter livet på så ærgerlig en måde. Jeg er dødsens angst for, at mine forældre får samme skæbne engang om mange år. Eller mig selv for den sags skyld.

Nogle gange har jeg svært ved at huske forskellige ting. Jeg kan også fortælle samme historier til de samme mennesker flere gange uden selv at være klar over det, præcis ligesom min mormor. Og selvom jeg jo godt er klar over, at jeg er 25, og at jeg nok ikke er tæt på at miste hukommelsen, så kan jeg alligevel blive sådan lidt nervøs. Tænk når hjernen ikke er super skarp mere lige pludselig.

Jeg har faktisk altid været så overfladisk, at jeg mest har bekymret mig over, hvor mine bryster sidder om 30 år, og om jeg har appelsinhud, blød mave og et hav af rynker, når jeg bliver gammel. Men i virkeligheden er det med hjernen faktisk det værste..