Voksen vol I: At få en visdomstand opereret ud

"Jeg hamrer, jeg banker,
  jeg bygger mig en bil,
  jeg saver og saver
  og filer med min fil"

Sådan lyder noget af en sang, vi synger i vuggestuen. I stedet for en pædagog i skrædderstilling, skal I i stedet forestille jer, at det er en tandlæge, der synger sangen, og at den handler om en tand i stedet for en bil. Så har I min fredag eftermiddag.

Sagen er den, at jeg har fået opereret min første visdomstand væk. Som tidligere nævnt fik det mig til at føle mig voksen, når jeg tænkte på det, men i praksis fik det mig til at føle mig som et barn. Hvorfor? Fordi jeg var skide bange, inden jeg skulle derind. Jeg nåede at få en lille panisk tudetur, og jeg skiftevis svedte og frøs. Det var både tanken om dagens aktiviteter og de efterfølgende smerter, men også det faktum at jeg skal tilbage i stolen igen om nogle uger og gentage proceduren.

Jeg havde naturligvis også begået den fejl, at jeg forinden havde googlet mig frem til andres erfaringer med det at få fjernet visdomstænder. Det skal man aldrig gøre. Jeg havnede selvfølgelig et sted, hvor der var en solid samling af skrækhistorier, og det satte jo bare for alvor gang i tankerne. Folk var enormt maleriske i deres fortællinger, der typisk inkluderede alt fra hammer og sav til blå og gule mærker i ansigtet. Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg frygtede det absolut værste.

Men. Det gik jo faktisk fint. Jeg var udstyret med egen musik i ørerne, men selvsagt hørte jeg ikke meget, da jeg havde larmende værktøj i min kæft og ikke mindre end tre tandlæge-lignende mennesker lige over mit ansigt. "Vi kommer til at snakke lidt hen over dig", informerede de mig. "Sig til hvis det bliver for meget". Hvordan de havde tænkt sig, at jeg skulle gøre det, ved jeg virkelig ikke. Det hele var i øvrigt sterilt som bare fanden, og jeg drømte et øjeblik, at jeg ikke lå hos tandlægen, men i stedet var med i et afsnit af Grey's Anatomy.

Apropos det med at snakke hos tandlægen, så forstår jeg slet ikke, hvorfor de prøver at kommunikere med en. Bevares, han må da godt lige tjekke, om jeg fortsat ér bedøvet, men han skal ikke have for travlt med at høre, hvad jeg nu laver til daglig og sådan. Det er pænt svært at svare, når ens mund er fyldt med vat, blod, hænder, sav, og hvad har vi. Han spurgte jo selvfølgelig, hvad jeg lavede, hvortil jeg svarede, at jeg arbejdede i en vuggestue. Senere spurgte han, om jeg ikke skulle læse på et tidspunkt, hvilket irriterede mig lidt, for 1) jeg har allerede en bacheloruddannelse - bevares, det kunne han ikke vide, og 2) det kunne da godt være, min drøm var at fortsætte i vuggestuen. Det irriterer mig, at det næsten forventes, at det er en mellemstation og ikke en permanent beskæftigelse.

Anyway. Jeg fik lov til at se den store krabat af en visdomstand, og tre kvarter efter var jeg ude igen med et svært bedøvet ansigt. Min tunge føltes som en kæmpe kartoffel, og jeg blev nødt til at mærke efter på min kind og mine læber, for jeg troede sørme, det hele var hævet til dobbelt størrelse. Det var det ikke. Det føltes bare sådan. Efter at have ligget med gabet åbent i noget tid, tiggede mine stakkels læber om at få en omgang læbepomade på. Først forsøgte jeg at slikke mig om læberne, hvilket gik så fint i højre side. Men i venstre? Not so much. Blev nødt til at forhøre mig hos min søde kæreste, om min tunge egentlig var ude af munden eller ej, for jeg kunne virkelig ikke mærke det. Påføring af læbepomade var derfor heller ikke så let, og jeg følte mig mest som en 4-årig, der har stjålet mors røde læbestift og ihærdigt får lavet en klassisk klovnemund med læbestift i hele krydderen.

Jeg anede ikke, hvor slemme smerterne ville være post operation, men havde naturligvis forsynet mig med et solidt lager af smertestillende. De første to dage syntes jeg egentlig, det gik ret fint alt taget i betragtning, om end jeg var den heldige indehaver af en god hævet hamsterkind. Søndag havde jeg så meget kvalme, at jeg for alvor følte med de mange gravide kvinder, der skal trækkes med den slags i månedsvis. Tænker dog kvalmen skyldtes, at jeg havde indtaget lidt tilfældig baby-lignende føde og meget lidt af det. Havde jeg vidst, det ville være så slemt med den skide mad, havde jeg da spist et fyrsteligt måltid inden operationen! Men nej. Det ved jeg så lige til en anden gang. For ja, hallelujah, jeg får jo lov til at prøve det hele én gang til, når endnu en tand skal ud.

KRYDS FINGRE!