Et tragikomisk flashback

I forrige uge fik jeg et seriøst tilbageblik. Vi havde nemlig en erhvervspraktikant fra 8. klasse på mit arbejde, og det var virkelig som at opleve mit 14-årige akavede jeg endnu en gang. Pigen var sød, det var slet ikke det. Men når jeg sådan observerede hende, blev jeg igen utrolig glad for, at folkeskolen og teenagealderen for længst er et overstået kapitel for mit vedkommende.

Når jeg sådan ser tilbage, kan jeg ikke finde ud af, om jeg måske selv var en anelse socialt handicappet eller angst, eller om jeg bare var usikker og tilbageholden som så mange piger i den alder jo desværre har en tendens til at være. Jeg havde virkelig dårlig hud, og jeg kunne være komplet rædselsfuld (for ikke at nævne rædselsslagen) i sociale sammenhænge. Begge dele kan jeg stadig have, desværre, men det hele er sådan i et lidt mere overskueligt og kontrolleret omfang end dengang. Gudskelov.

Observationen af førnævnte praktikant var interessant, fordi jeg følte, det var som at se mig selv stå der helt ung og kejtet og uvidende. Blandt andet var det tragikomisk at opleve, hvordan hun for alt i verden ikke ville tiltrække unødig opmærksomhed, og hvordan hun med garanti følte, at selv den mindste bevægelse ville få samtlige kolleger til at kigge fordømmende på hende. I pauserne var hun sådan meget stille og passiv. Jeg sad der sammen med hende og en anden kollega og følte mig dermed tvunget til at konversere, så de 30 dyrebare minutter ikke blev alt for akavede. Ethvert spørgsmål jeg stillede, blev besvaret kort og præcist. Ja. Nej. Måske. Det gjorde samtalen temmelig tung, og jeg må indrømme, at jeg efter kort tid gav lidt op på projektet. Jeg løb også bare lidt tør for spørgsmål. Det føltes som en meget dårlig date.

I løbet af pausen fik jeg også spurgt, om hun ikke ville have noget te, og jo, det ville hun da egentlig gerne. Spol så 25 minutter frem, og tebrevet ligger stadig og svømmer rundt i koppen, og teen er nu så sort, at min anden kollega troede, det var kaffe. Jeg spurgte, om hun ikke vil have tebrevet ud. Jeg mener.. ingen te skal trække så længe, og jeg kunne allerede smage bitterheden i den nu sikkert også halvkolde te. Jeg tilbød at give hende noget køkkenrulle eller andet, så hun kan få tebrevet parkeret, men nej, det var fint, sagde hun. Hvilket jeg jo ved, det ikke er. Det er bare, fordi hun ikke har ville rejse sig i rædsel for den opmærksomhed, hun troede, det ville skabe, at hun hellere ville drikke bitter te. Og hun ville ikke takke ja til mit tilbud om at komme af med tebrevet, for så ville hun blive afsløret i at være handlingslammet og lidt angst. Jeg ved, det forholder sig sådan, for jeg var på præcis samme måde.

Da jeg gik i folkeskole, var jeg faktisk i praktik i en børnehave. Det var et meget dårligt valg, syntes min klasselærer dengang. Det var som om, jeg sigtede lidt lavt, sagde hun, men jeg valgte børnehaven alligevel. Og jeg var hunderæd, når der var pause. Jeg kunne heller ikke drømme om at sige noget, med mindre jeg blev spurgt direkte. Jeg husker slet ikke de andre pædagoger - sikkert fordi jeg ikke udvekslede mere end 'hej' og 'farvel' med dem. Jeg turde knap nok spise min flade klapsammen i frygt for, at jeg ikke ville kunne finde skraldespanden, når sølvpapiret skulle smides ud. Sådan nogle små ting kunne skabe alt for meget panik i hovedet. Ligesom jeg garanteret heller ikke gik på toilettet en eneste gang i løbet af den uge, fordi jeg ikke turde spørge.

Det, jeg vil sige med det her indlæg, er vist bare, at nogle ting heldigvis bliver bedre med årene. Jeg kan stadig være helt vanvittigt akavet, og jeg kan også den dag i dag være ved at dø over særlige sociale sammenkomster. Men der er kommet mere styr på tingene på en anden måde, og det er blevet lettere at feje den irrationelle frygt til siden og i nogle tilfælde påføre mig en form for 'social maske'. Jeg har også udviklet evnen til at suck it up, når jeg ind i mellem bliver som 'Pernille 14 år' igen. Også selvom det til tider synes helt umuligt.

Jeg prøvede ikke at tænke for mange negative tanker om praktikanten, selvom hun jo gjorde nogle lidt pudsige ting. Hun gjorde ikke noget forkert. Jeg er sikker på, at hun gjorde det bedste, hun kunne lige nu. Jeg tror, hun har tænkt på meget, hun gerne ville sige eller gøre, men som hun ikke kunne tage sig sammen til, fordi der var en eller anden blokade et sted i hendes overanalyserende lille hoved.

Jeg håber ikke, at mine børn bliver ligesom mig, når det kommer til den slags. Jeg håber virkelig, at de kan slappe mere af og dermed spare sig selv for alt for mange unødvendige tanker og kræfter. Men hvis de alligevel kommer til at ligne mig på den måde, håber jeg, de tror på mig, når jeg siger, at langt det meste bliver lettere, når man bliver ældre og bliver mere okay med, at man ikke er hende, der river dørkarmen med, når hun træder ind i et rum.