Random tanker om arbejdet

Der er mega feriestemning på arbejdet, og situationen i dag har været sådan, at vi har været lige så mange voksne som børn. Mandsopdækning. 1-1 børnepasning. 

Min arbejdsdag har indeholdt lidt af hvert. Fx ramte jeg et barn i hovedet med en bold (en blød en, slap af!), og fx blev jeg skidesur på min kollega. Sidstnævnte var en ret træls situation, som jeg ved, jeg burde vende med hende i morgen, men åh. At være konfliktsky. Håber jeg gror nogle nosser natten over, så jeg kan sætte mig lidt i respekt. Eller noget. Derudover blev et barn så sindssygt sur på mig i dag, fordi jeg åbenbart var for længe om at give hende frokost. Ja, undskyld jeg ikke serverer brændende varm suppe. Det er da også for tarveligt.

Jeg har også lært noget nyt om mig selv i dag. Og det er så, at jeg næsten ikke kan holde ud at overvære børn lave puslespil, hvis de konsekvent presser brikkerne så hårdt ned i hinanden, at de til sidst går i hak med brikker, som de bare overhovedet ikke skal gå i hak med. Det ligner lort. Og de kan ikke komme videre med det skide puslespil. Pædagogiske Pernille trækker lige vejret en ekstra gang. "Hun er kun to år. Det er okay". Men min indre perfektionist dirrer for at overtage puslespillet og vise dem en gang for alle, hvordan det skal laves. Jeg skal da nok blive en fremragende mor. Eller lærer.

Noget helt andet, jeg også har lært i dag, er, at man åbenbart kan svare på "Vi ses i morgen" med "Ja, med mindre vi er blevet blinde". Den har jeg alligevel aldrig hørt før. Det var i øvrigt en voksen, der kom med den, selvfølgelig. Det er ikke altid, børnene så meget som værdiger en et blik, når man ivrigt står og vinker farvel til dem, når de skal hjem. Næh, jeg er da slet ikke bitter over, at du ikke kan sige ordentligt farvel til mig efter en 7-8 timer lang dag, hvor jeg har skiftet dine lortebleer og tørret resterne af din frokost op fra gulvet, stolen, bordet og endda din mave.   

Nå. Noget helt tredje og igen meget tilfældigt er, at jeg for nogle uger siden ville kalde et barn for mussefis. Ja, børnene får mange kælenavne, når man er så meget sammen med dem. Men anyway. Jeg kom faktisk til at sige mussefisse. Lige da det kom ud af min mund, kunne jeg godt høre, at den ikke var helt god. Heldigvis var der ikke nogen, der hørte det.