Et lille kvæk fra landets nok mest dovne blogger. Jeg har absolut ingen anelse om, hvad jeg skal skrive om. Jeg skulle lige til at skrive, at jeg hellere måtte opdatere for at holde mine læsere til ilden, men det skib er muligvis sejlet med de intervaller, jeg opererer med. I stedet vil jeg skrive lige præcis det, der falder mig ind i aften, hvilket også betyder, at indlægget nok bliver rimelig tilfældigt strikket sammen. Mine tanker er i hvert fald ret sporadiske.
I øjeblikket skænker jeg ganske få tanker til min fremtid rent arbejdsmæssigt. Man kan både argumentere for, hvorfor det er godt og skidt. Fx er det ret fedt ikke at bekymre sig. På den anden side kommer diverse deadlines for ansøgninger sådan lidt snigende hen ad foråret, så helt passiv burde jeg ikke være. En eller anden, spark mig lige. Stille og roligt. Men spark mig, tak.
Til gengæld er jeg røget lidt i genbrugsfælden de her dage. Det betyder, at jeg gerne køber gamle laser, som andre folk tidligere har gået i, og som ofte lugter en lille smule sjovt. Desværre har jeg dog den udfordring, at min nye favorit-genbrugsbutik stort set altid er mennesketom, og jeg magter ikke helt at have en quirky ekspedient på nakken. I tråd med genbrugsstilen har jeg også fået smag for meget farvet og meget mønstret tøj. Fx prøvede jeg forleden en jakke, der til forveksling lignede min mormors gamle papegøjesofa. Jeg ved ikke helt, hvad der sker med min stil for tiden. Om jeg virkelig mener det, og om jeg egentlig kan og vil bære det, eller om det blot er en håbløs fase/ønske om forandring. Man kan jo hurtigt føle sig lidt leverpostejsagtig, ikke?
Jeg tænker også lidt i eksponeringsøvelser ind i mellem. Og det er fx at gå med sådan en vild jakke. En jakke der nærmest kommer gående med mig. Jeg havde også neglelak på for en uge siden, og det føltes ikke engang så mærkeligt, som jeg havde troet. Jeg vil også gerne øve mig i at gå i nederdel. Men det bliver måske ikke lige i år.
Der er også det der med, når ens venner får børn. Det optager mig også lidt ind i mellem. En af mine bedste veninder er gravid, og det er så absolut herligt. Der har hele tiden været lang tid til den der terminsdato jo, men der bliver der jo ikke ved med at være. Og jeg kan godt mærke, at det pludselig er ved at gå op for mig, at inden længe skal vi altid ses med en baby på slæb. Og på en babys præmisser. Fuuck. Hvornår blev vi så voksne?
Og apropos babyer så er jeg til tider ved at få spat af nogle af børnene i vuggestuen, men når jeg så har weekend, eller bare fri fra arbejde, kan jeg godt tage mig selv i at savne dem lidt. Jeg tænker, det er sådan, forældre også har det nogle gange.
I øvrigt føler jeg, jeg bør knytte en kommentar til mit forrige indlæg, hvor jeg skrev, at en mor i vuggestuen blev ved med at glemme, hvem jeg var. Sidenhen fandt hende og jeg så ud af, at vi havde en ret tæt fælles ven, og siden da har hun behandlet mig som om, vi nærmest er best friends 4ever og møder mig altid med et meget højt og ret falskt "Heeeeeeeej Pernilleeeee". Jesus christ.
Nå. Talestrømmen får altså en ende nu. Jeg satser på, at jeg næste gang kan diske op med et mere struktureret og interessant indlæg. Men jeg lover ikke noget.
God weekend, gode mennesker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar