Babyshower - galt eller genialt?

Åh, babyshower. Konceptet jeg elsker at hade. Generelt tager jeg afstand fra de amerikanske koncepter, der langsomt, men sikkert vinder indpas i de danske hjem. Det er lidt det samme som Halloween og Valentine's Day. Hvad er det lige, vi skal have det for i Danmark? Det er der sgu mange, der spørger om, men ikke desto mindre tager danskerne det til sig. Vi er heldigvis ikke nået der til, hvor vi holder 'puppy shower', som jeg så, at min kusine deltog i på Facebook tidligere i dag. Så når den amerikanske craziness simpelthen nye og helt absurde højder.

For nogle måneder siden blev jeg inviteret med til babyshower for en god veninde. Det ville så være mit andet danske babyshower. Jeg har været til et enkelt ærkeamerikansk babyshower for efterhånden mange år siden. Først kunne jeg ikke helt overskue det. Det var både på grund af konceptet, men også fordi jeg kun kendte den gravide i forsamlingen, og så bliver jeg altid lidt usikker og "Gider jeg nu også det?". Men min efterhånden sindssygt gravide veninde glædede sig så vanvittigt til denne dag, at jeg godt kunne se, at jeg ikke havde noget valg. Selvfølgelig skulle jeg med.

Jeg kørte helvedes langt ud på Amager. Kastrup for at være mere præcis. Tænkte at parkering ville være piece of cake, for hvor mange mennesker bor lige derude, men Kastrup har jo åbenbart en eller andet form for bymidte, og det var så her, jeg skulle smide øsen. Jeg kastede den på en tilfældig vej efter at have kørt lidt forgæves rundt, havde pissetravlt og tjekkede ikke parkeringsreglerne, så vi satser lige på, at der ikke ruller en regning ind ad brevsprækken, ikke? Nå, men jeg halsede afsted til stuelejligheden nr. 7 og kom stakåndet indenfor til en masse kvinder, jeg aldrig har hilst på før, og som alle sammen hed Christina, Charlotte og Karina. Sådan føltes det i hvert fald.

Den meget gravide kom et kvarter efter, og så var der noget frokostbuffet, dernæst gaveræs og til slut noget kaffe/kageværk. Simpelt, stille og roligt, thank goodness. Der var pyntet op med lidt balloner, og papservicen bekræftede rimelig tydeligt barnets køn. Pink, pink og atter pink. Der blev åbnet gaver i massevis, og jeg var tilsyneladende den eneste ud af 11 gæster, der ikke havde købt noget i lyserød. Der var gaver som en vamset lyserød bamselignende jakke, en lyskæde med prinsesser på, lyserøde tøjdyr, lyserøde håndklæder, du fortsætter selv listen. Er det ikke enormt stereotypisk? Kan jeg eventuelt frabede mig lyserøde gaver, hvis jeg nogensinde får en datter? Det er jo alt, alt for meget.

Udover den helt overvældende mængde af lyserød, så var det faktisk en rigtig vellykket eftermiddag. Den gravide var glad og tyk, den kommende mormor og oldemor var begge ved at sprænge af ren lykke, de øvrige gravide i selskabet tudede over alt og ingenting. Det var lige, som det skulle være. Der lå endda også en 2 måneder gammel baby et eller andet sted i lejligheden, og han sagde ikke en lyd, så han fik det der med spædbørn til at se herre nemt ud.

Jeg nåede dog alligevel at føle, at jeg havnede ved børnebordet. De gravide sad ved det høje spisebord. Det var også en sammentømret venindegruppe, og jeg havde fra start tænkt, at jeg ville undgå at sidde med dem. For meget intern snak. Umuligt at være med. Så jeg satte mig ved stuebordet og endte sammen med dem, der heller ikke rigtig kendte andre. Det var et genialt træk, tænkte jeg, og ingen var gravide. Win. Vi er de unge her i selskabet! Og bevares, det var vi faktisk også. Specielt en af dem som gik i 1.g. Så følte jeg mig lidt som en gammel kælling. Den følelse aftog dog lidt, da det viste sig, at min sidemand skal giftes til september, og en anden pige var ved at kigge på et håndværkertilbud af et hus. Så følte jeg mig ikke så voksen alligevel. Men denne gang på den fede måde. Jeg sad nok mere med den der "Godt det ikke er mig"-følelse, dog mens jeg meget anerkendende sad og nikkede til sætninger som "Jeg vil bare rigtig gerne have en have, så hunden kan lege frit derude".

Nå, men summen af det hele er, at konceptet 'babyshower' faktisk ikke er så åndssvagt, som man først antager. Jeg var lidt for hurtig til at dømme det. Jeg tror faktisk, problemet er, at man kalder det et babyshower. I USA er det en lidt større event, hvor det hele er skaleret op, og hvor man også laver alle mulige lidt gakkede lege som "Gæt hvilken chokolade der er splattet ud i denne her ble" (nej tak!) og "Gæt hvor stor baby er, når hun bliver født". Sådan noget magter jeg faktisk ikke. Og der var gudskelov absolut intet af den slags i dag. Det var egentlig bare mad, snacks, snak og lidt gaver. Det handlede rent faktisk om andet end baby og bleer. Og sådan var det også til mit første danske babyshower, hvor konceptet i virkeligheden var det samme. Faktisk er det jo bare en hyggelig dag, hvor den gravide kan se en masse gode mennesker på én gang, inden der kommer en baby og dikterer hverdagen og livet generelt. Egentlig ikke en helt tosset ide. Når det så er sagt, tror jeg godt, jeg tør love, at jeg aldrig bliver initiativtager eller tovholder på sådan et projekt.