Eventyr i Nicaragua

Vi kom til Nicaragua. Helt uden problemer faktisk, men alligevel var det noget af en oplevelse. Ved grænsen var der absolut ingen skiltning. Vi stod af bussen og kom ind på et kontor. Her skulle vi betale for at forlade landet, ligesom vi senere skulle betale for at gå ind i Nicaragua. Det var lidt specielt. Og med gå mener jeg det i øvrigt helt bogstaveligt talt. Det føltes lidt som at gå rundt på en stor parkerings-/rasteplads uden et egentligt mål. Så vi gik lidt forvildede rundt, indtil vi havnede i et lille telt, de havde banket op mit i det hele. Det virkede enormt uofficielt, men her tjekkede de lige pas, og at vi havde betalt. Og igen vandrede vi rundt blandt lastbiler som på en anden tysk rasteplads, før vi endte på endnu et kontor, hvor de stemplede løs i vores pas. De er tossede med at stemple her i Mellemamerika! Herefter var vi igen helt lost, så vi valgte at følge efter en kvinde, der så lokal ud, og vi vurderede, at hun nok havde prøvet det her en gang eller ti. Det var næsten som om, vi skyggede hende, hvis altså ikke det var, fordi vi begge havde 15 kg oppakning med. Så er det bare svært at være diskret og spion-agtig, og der gik heller ikke mange minutter, før hun forstod, hvad der foregik bag hendes ryg. Hun var heldigvis meget sød og snakkede lidt med os, mens vi skraldespanskede os frem til kloge, kvalificerede svar. Hvilket i virkeligheden mest var "sí sí!". Rimelig beskedent ordforråd. I hele denne indvandringsproces var vi ret meget i tvivl om, hvorvidt vi egentlig var kommet ind i Nicaragua, eller om vi stadig var i Costa Rica..

Vi var dog i Nicaragua, og en eller anden - sikkert uautoriseret - chauffør kørte os til en færge. Ja, eller jeg troede, det var en færge. Lille luksusbarn. Det, vi kom frem til, lignede mest af alt en fiskekutter! Vi gik nedenunder, hvor der var pakket med lokale, der alle medbragte alt tænkeligt. Fra børn til frugter til tønder med alt mulig. Ovenpå blev båden også lastet med alt fra borde til motorcykler - alt sammen mere eller mindre ovenpå vores bagage. Der var simpelthen også så mange mennesker med, at jeg var sikker på, vi ville lave en ny Titanic.

Nede i båden sad vi virkelig tæt. Og der var bare varmt. (P)læder-lignende sæder fik vores skinker til at klistre og svede ret intenst. Jeg tænker, at det er sådan det må føles for to hvide stykker toastbrød i en toastmaskine. Hvilket i øvrigt meget godt beskriver denne oplevelse, for vi var de eneste turister på båden. Trods varmen nåede vi at samle en håndfuld af børn rundt om os, som vi underholdt lidt og vice versa. Det var åbenbart så meget, at Majs sidemand - en temmelig stor, men lavstammet kvinde - spurgte hende, om hun havde en kæreste, for ellers burde hun få en. Hun mente, Maj var ret grydeklar i forhold til at reproducere.

Båden gyngede ufattelig meget, og den knagede og bragede, så jeg næsten (kun næsten) lavede korsets tegn for mit bryst og bad om overlevelse. Og om ikke at blive søsyg. Vi havde det begge lidt stramt og valgte så at sove fra bølgehelvede. Det lod til, at mange lokale brugte præcis samme taktik, for inden længe sov hele dækket stort set, store som små.

Da vi endelig kom i land på Isla de Ometepe, blev vi jagtet ned af en seriøs mængde mænd, der meget insisterende råbte "Taxi, taxi, taxi!". Vi endte med at tage en bus, da den kostede en tiendedel af en taxa. Der var så bare det ved det, at det var en bus, der først kører, når den er fuld. Så vi kampsvedte lige lidt mere, før vi en time senere rullede afsted i dette igen meget tætpakkede transportmiddel.

Bussen stoppede tusind gange. Det virkede som om, den kun kørte få meter af gangen. De lokale skulle have alt med i den skide bus. Og jeg mener virkelig ALT. En mand skulle lige have 50 kg mel med. No problem. En kvinde skulle have en madras til den anden side af øen. Den klarer vi! Op på taget af bussen og binde den fast. Der var faktisk ingen grænser. Pludselig var der også levende høns i bussen, hvilket fik Maj fik at hvine som en gris, der skal slagtes. Til stor begejstring for hele bussen og ikke mindst ham, der stod med hønsene. Han elskede det så meget, at han greb hønsene om fødderne og viftede dem hen i hovedet på os. Det var rigtig rart! Efter halvanden times bustur - halvanden time fordi bussen kun kører én vej, og det er hele vejen rundt om øen, hvilket inkluderer to vulkaner forresten, no biggie - kom vi frem til vores hostel, hvilket var noget af en lettelse efter dagens strabadser.

Dagene på Ometepe gik uden de store planer. Vi vandrede hen til et sted, der hedder Ojo de Agua, som er en slags kilde, hvor vi kunne bade. Her brugte vi nogle timer, hvor vi så turister og lokale plaske rundt side om side. Dagen efter følte vi os mere eventyrlystne, så vi lejede cykler. Vi scorede os to mountainbikes med enormt lave sadler, der gjorde, at mine ben allerhøjst bøjede sig til en 90 graders vinkel. Jeg følte mig som en 13-årig dreng fra Brøndby Strand. Vi oksede rundt på cyklerne, og det gik da så fint. I hvert fald de første 30 minutter, indtil Maj ville stoppe cyklen på en meget rocky vej og lavede alt andet end en blød landing. Hun bankede foden hårdt ned i en stor sten og blev på rekordtid så bleg, at hun lidt lignede et vuggestuebarn med faktor 100 i ansigtet. Det lagde lidt en dæmper på vores ø-eventyr, for vi måtte stoppe op i en times tid, så Maj kunne komme til hægterne igen. I mellemtiden passerede en del lokale, der uforstående skulede til de strandede pattegrise. Pludselig kom der også en kø løbende, og jeg troede kort, den ville vade hen over vores cykler. Tænkte det lige ville være prikken over i'et på sådan en glimrende dag. Vi fik pushet en syntetisk rød sodavand, så Majs blodsukker kunne ryge i vejret igen, og så humpede vi tilbage i heden. Resten af dagen drak vi os en lille skid på. Det fortjente vi. Det var jo i øvrigt samme dag, jeg fik afslag på min kandidatuddannelse, hvilket også mentalt lagde mig ned i nogle timer. Alt i alt var dagen bare meget fredag d. 13.-agtig.

Anyway. Nu jeg stadig er ved Ometepe, må jeg fortælle lidt om Nicaraguas rige dyreliv. Der var dyr over det hele. Alle slags dyr. Hunde, katte, heste, grise, køer og får - og nej, jeg det er ikke min intention at citere Det Brune Punktum. De gik alle sammen frit mere eller mindre, så man skal ikke være overrasket, hvis man cykler rundt om hjørnet og styrer direkte ind i en horde af otte heste. Smådyr som insekter skal man også bare vænne sig til, for de er over alt. Det samme gælder firben, der nu også er blevet kendt for at ville skide på en ved enhver lejlighed. Værst af alt var alligevel en aften, hvor jeg skulle hente noget på vores værelse, og jeg så noget bevæge sig. Jeg tænkte, det nok var det firben, jeg så tidligere, men løftede alligevel tasken af ren nysgerrig og fandt intet mindre end en fucking frø. Denne gang var det min tur til at blive bleg, og jeg moonwalkede pænt ud af værelset for derefter at skrige som en lille pige efter Maj, der sad lidt længere væk. Hun kunne heller ikke overskue situationen, og vi måtte få et fransk kærestepar til at redde os fra den store stygge frø. Utroligt jeg fik sovet den nat egentlig, nu jeg tænker tilbage på det.

Udover førnævnte oplevelser bød vores dage på Ometepe på latterligt store frugttallerkner til ingen penge og en ung vindueskigger, der var så høflig at hilse på, da jeg tog ham i at lure med næsen presset op af hønsenettet. Han havde sikkert bare håbet på at se et par bryster, og det kan man vel egentlig ikke fortænke ham i.

Efter Ometepe gik turen til Granada, der også bød på oplevelser, vi ikke er stødt på andre steder, og som vi nok ikke kommer til at savne. Mænd lavede kysselyde af os og råbte "I LOVE YOU". Tre ellers rimelig store ord, synes jeg. Også byens purunge knægte (wauw, der lød jeg gammel..) gav os opmærksomhed. Forleden kom en 10-årig gut hen med en blomst, som først var "en gave" og dernæst kostede $1. Han var utrolig vedholdende, smed også om sig med de store kærlighedserklæringer på gebrokkent engelsk, mens han cirkulerede rundt om os på en lille cykel. En lidt usædvanlig oplevelse at blive passet op af en, der er så ung, at jeg principielt selv kunne have født ham. Generelt forstod de ikke et nej. Maj og jeg fik også et glimrende tilbud om at gå ud med en utrolig tynd fyr og hans fem gange så brede ven. Selvom det naturligvis var svært, valgte vi at sidde over.

I Granada brugte vi mest tid på at flygte ind i skyggen på diverse cafeer, hvor vi opholdt os i timevis. Tror egentlig vi begge mest af alt ville befinde os på stranden med en kold øl i hånden, men Granada var et næsten obligatorisk stop. Det var nu også en fin by, der får Nyhavn til et blegne rent farvemæssigt. Hver gade bød på endnu en eksploderet regnbue; facader med stærke og kontrastfyldte farver og fliser med de fineste mønstre. Det var rigtig fint, det hele.

Vi brugte kun en dag i Granada, og det var faktisk også rigeligt til os. Vi tog så en bus til Managua i dag, og denne by er simpelthen så uoverskuelig. Jeg ved ikke, om jeg er gået i tranquilo-mode, men mængden af mennesker er helt urimelig, og der er larm fra højtalere, dyttende biler, alarmer, you name it. Byen er også udelukkende et stop, vi har på rejseplanen, fordi vi i morgen tidlig tager flyet til Little Corn Island, der efter sigende skulle være en lille bid af paradis. Der bliver vi helt frem til søndag, så der tjekker vi lidt ud fra den virkelige verden med et minimum af internetadgang. Hører I ikke fra os under vores ophold, kan I være sikre på, at vi efterfølgende lægger samtlige sociale medier ned med vores irriterende "life is great" billeder. Undskylder på forhånd.

Hav det godt så længe!