Dagene i Montezuma gik relativt hurtigt. Det til trods for det ufattelig langsomme tempo, der prægede byen. Vi begav os ud på lidt eventyr på egen hånd. Blandt andet gik vi hen til et vandfald, hvilket overraskede lidt terrænmæssigt. Ret turist-agtige havde vi selvfølgelig flipflops på, og det viste sig at være en længere hike derhen, hvor vi blandt andet skulle over en masse sten, gennem vand og jeg ved ikke hvad. Vi endte med at smide fodtøjet og gå i bare fødder, hvilket selvfølgelig resulterede i rimelig beat up tæer og fodsåler. Men fint var det! Dagen efter gik vi en lang tur langs flere forskellige strande, før vi nåede en næsten øde strand, hvor bølgerne var stort set ikke eksisterende, så det var let og lækkert at bade. De andre strande var mere til surfing og var lidt for vilde til badning for to små danske piger.
Efter Montezuma tog vi til Santa Elena/Monteverde, hvor vi er nu. Det er oppe i bjergene, hvilket betød en smuk, men også ret urolig køretur i bus. Bjergkørsel, veje med tusind sten og masser grus - ja, jeg følte næsten, jeg dansede rundt i bilen som Lebbe Lone fra Bryggen. Vi nåede også at holde stille en times tid pga vejarbejde. Stille og roligt, ikke? Så slukkede chaufføren for bilen, og vi smeltede sammen med vores medbragte chokolade.
Klimaet er lidt et andet her, hvilket jeg i starten havde lidt svært ved at acceptere. Utroligt så hurtigt man vænner sig til varmt vejr, og næsten ufatteligt at jeg kunne savne, at sveden driver af mig alle vågne timer. Der er dog også sol her og en god temperatur, men her er generelt mere skyet, og det småregner lidt ind i mellem.
Byen her er i øvrigt utrolig lille, og vi løber konstant ind i de samme mennesker, som vi har været på tur med. Det samme gjorde sig gældende i Montezuma, hvilket faktisk er rigtig hyggeligt. Utroligt hvordan man pludselig føler, man kender hinanden efter en tre timer lang tur.
Vi er også blevet gode til at dømme folks nationaliteter ud fra deres udseende, ligesom vi også er blevet gode til at smalltalke med andre turister. I går i bussen blev vi mødt af en tyk southern accent og et "So where y'all from?", og de næste timer blev vi så venner med en gruppe amerikanske kvinder. Generelt er det amerikanere, vi snakker mest med. Det er den nationalitet, som jeg både hader og elsker på samme tid. Jeg hader, at de kan være så højtråbende, og jeg elsker samtidig deres åbenhed. Europæere er langt sværere at komme i snak med og passer mest bare sig selv. Hvilket kan være rart i nogle tilfælde - fx hvis man bor med dem.
Anyway. Det her bliver langt. Men jeg må lige fortælle, hvad vi har lavet her. Om ikke andet så bare for min egen skyld. Vi har været på en kaffe/kakaotur i går, hvilket var rigtig hyggeligt og fint. Det var meget lærerigt og ikke mindst lækkert at smage på de forskellige bønner, Costa ricansk kaffe, etc. Før det tog vi en hike rundt i naturområdet, hvilket var lidt vådt, men flot.
Og nu til det store. I dag har vi ziplinet. Til jer, der ikke ved, hvad det er, så er man højt oppe, bliver spændt på en wire, og så flyver man faktisk gennem junglen. Prøv evt at google det. Anyway. Vi skulle gennem 13 forskellige, og vi var så nervøse. Vi har iført hjelm, handsker, seler og hele pivtøjet, og så blev vi sendt afsted. Vi blev instrueret af tre meget unge fyre, og jeg blev lidt nervøs over at lægge mit liv i hænderne på en tynd fyr med togskinner. Følte han burde feje fritter op fra gulvet i lobbyen i McDonalds på Vejlevej i Kolding i stedet. Desuden snakkede de ikke fantastisk engelsk, hvilket gjorde mig endnu mere utryg. Jeg nåede da også at vende den forkerte vej på en wire og gå rimelig meget i panik, men jeg klarede det. Alle 13! Med masser gele i benene, og et hjerte der ræsede afsted som bare fanden. Sidste zipline skulle Maj og jeg køre sammen. Hun var forrest, og jeg sad bagerst med benene rundt om hende. Var bange for at klemme livet ud af stakkels Maj, fordi jeg var så nervøs. Det var den ultimativt længste, nemlig 1000 M, og jeg var ved at tisse i mine løbetights undervejs, for der var FUCKING (!) langt ned. Var faktisk temmelig lykkelig, da det hele var slut, men det var en sjov oplevelse!
Nu har vi så sidste aften her, inden vi tager bussen kl 4.30 (holy crap!) i nat/morgen mod Nicaragua. Vi satser på, at det går snildt med at komme over. Jeg skal nok holde jer up to date.
Nyd solrige Danmark! Sender kys og kærlighed fra Costa Rica
Ingen kommentarer:
Send en kommentar