Nogen (hej mor!) har efterlyst en opdatering, så den får I her. Nedenstående er skrevet for en del dage siden efterhånden, men dårligt net kombineret med ren og skær dovenskab gør, at det først kommer op nu.
---
Jeg er nu vendt tilbage fra paradis, så nu får I en lille opdatering på den sidste uges begivenheder.
Vi fløj fra Managua til Big Corn Island og tog derefter båden fra Big Corn til Little Corn. Her er der nemlig ingen landingsbane, og der er sådan set heller ingen veje eller biler, så vi havde endnu et bådeventyr i vente. I kan måske huske fra tidligere, at transporten rundt har givet os nogle, ja, lad os sige mindeværdige øjeblikke. Vejret skuffede en del denne dag. Det regnede, og båden, vi skulle med, lige en miniudgave af Netto-bådene i København. Jeg havnede ved siden af en håndfuld lokale kreol-talende kvinder, der hvert femte minut slog ud i en flækkende latter. Lige inden afgang kom der endnu en af dem hen til båden. Hun var ikke den mindste kvinde, jeg har set. Bred, store ben (vi snakker lår i skoene) med masser hår. Ikke den mest charmerende type. Selvfølgelig skulle hun skrue sig ned lige ved siden af mig, lige som jeg troede, der umuligt kunne være flere på skuden. Da hun stod der på kanten og balancerede, inden hun sprang helt ned, var jeg et øjeblik bange for, at hun ville mase mig helt sammen. Men hun kom ned, og de store mamasitas viste sig at udgøre nogle udmærkede støddæmpere for resten af turen.
Bådturen tager normalt kun tyve minutter, men på grund af vejret var bølgerne høje (just my luck!), og det gik temmelig vildt for sig. Det letteste er nok at sammenligne det med træstammen i Legoland, hvor man forhåbningsfuld sad med armene i vejret for derefter at få åndssvagt meget vand kastet lige i hovedet. Gang lige det med hundrede, og du har turen til Little Corn. Vi ankom og var drivvåde.
Vi var ret skuffede, da vi kom til øen, for vi havde googlet øen samtlige gange og set, at det var bounty-paradis uden lige. Not the case! Vi vandrede rundt og fandt endelig vores hostel på den anden side af øen, godt gemt af vejen gennem junglen. Der var en masse små hytter lige ud til vandet, og det så sindssygt fint ud, men forholdene var ret skrabede - præcis som forventet. Desuden var det lige ved junglen, og det betød kryb en masse! Sengen var nok den værste, jeg hidtil har sovet i, toilet- og badeforhold var ikke for de helt sarte, og elektricitet var der kun fra kl 18-6. Sidstnævnte gjorde sig i øvrigt gældende for langt det meste af øen. Speciel oplevelse.
Det sølle vejr gjorde, at vi plantede os på en cafe/bar, der tilfældigvis havde happy hour kort tid efter vores ankomst, så vi druknede vores sorg og skuffelse i utallige farverige drinks. Undervejs i denne proces blev vi rekrutteret til en pub quiz, hvor vi endte med at komme på tredjepladsen ud af ti. Helt okay, syntes vi selv, vores alkoholindtag taget i betragtning. Denne aften mødte vi også en del andre backpackere og semilokale, der har valgt at slå sig ned på øen. Det var ret hyggeligt, for øens størrelse gjorde, at vi de efterfølgende dage havde en del mennesker at hænge ud med, og vi løb konstant ind i folk, vi kendte. Det bidrog i høj grad til en hyggelig og hjemlig følelse, så trods regn og mørke skyer, føltes Little Corn hurtigt som vores nye hjem.
Dagene på Little Corn gik mest med at slappe af i en hængekøje (meget sigende for hele vores tur i øvrigt), spise fish tacos og ikke mindst førnævnte happy hour. Vejret blev forresten også væsentligt bedre, så vi fik plasket lidt rundt i det azurblå caribiske hav. Vi havde egentlig intentioner om at snorkle, men den ene dag tog lidt den anden, og pludselig var der gået fem dage uden at lave det helt store. Klassisk for vores tur, men lige præcis som vi kan lide det; tranquilo, tranquilo. Ikke for meget fart på.
Little Corn er i øvrigt, for de af jer, der skulle være i tvivl, et besøg værd. Der er de flotteste strande, der er en afslappet stemning, de lokale taler engelsk (omend blandet med lidt spansk og kreol, men hey, de forstår dig!), de har lækre fisk og frugt i lange baner, det er billigt (ikke i forhold til resten af Nicaragua, men for os velhavende danskere er det et kup!), og så er der bare de flinkeste mennesker. Det er et sted, man ikke har lyst til at forlade igen.
Generelt er Nicaragua en overset og undervurderet feriedestination, hvis I spørger mig. Inden jeg tog afsted, var der flere, der sagde, at Nicaragua da lød farligt, og hvorfor jeg lige skulle til dét land? Til det kan jeg kun sige, at for mig har Nicaragua været sikkert; jeg har undgået byerne, fordi de i mine øjne virker utiltalende og ucharmerende. Men yowza, nogle kyster og naturområder de har! Og så er nica'erne bare søde og hjælpsomme og ikke mindst overbærende, når man prøver at konstruere en sætning på skraldespansk. (Hertil er et godt tip forresten at have kendskab til the Spanish basics, for ellers vil jeg vove at påstå, at man er temmelig screwed på nicaraguansk grund.) Tag til Nicaragua! Jeg kan ikke sige det nok gange. Jeg tror faktisk godt, min næste ferie kan gå præcis der til igen. Så er det sagt.
Nå, det blev så den helt store salgstale. Tilgiv mig. Efter vores lille afstikker til paradisøen (og landet der stjal vores hjerter) drog vi mod Guatemala, hvilket jeg for overskuelighedens skyld vil gemme til næste blogindlæg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar