Jeg læser sjældent artikler og slet ikke de lange af slagsen. Når jeg endelig klikker mig ind på noget, er det ofte af relativt useriøs karakter, men for nogle dage siden gjorde jeg en undtagelse. Jeg klikkede mig ind på artiklen, og selvom den er temmelig lang, så lappede jeg det i mig og fik nærmest helt ondt i nakken af at nikke genkendende og bekræftende undervejs.
Artiklen, jeg refererer til, hedder "I kampen for at blive til noget, har vi glemt at blive til nogen" og er skrevet af en ung kvinde, der lige er kommet ud af gymnasiet og dermed har hele sin uddannelse og kommende karriere foran sig. Hendes ord er som taget ud af min mund. Særligt da jeg sad i Mellemamerika og følte, at uddannelse, arbejde og forpligtelser generelt var stærkt overvurderet.
Jeg har i lang tid været irriteret over, at det forventes, at jeg klarer det godt på studiet og i øvrigt går all in på det, samtidig med at jeg skal fokusere på at få mig så meget erhvervserfaring som muligt, så der en dag er en arbejdsgiver, der synes, jeg er mere attraktiv end flere hundrede andre. Det er aldrig nok at koncentrere sig om studiet. Eller arbejdet for den sags skyld. De konstante forventninger om, at man skal blive til noget bestemt, noget stort, noget succesfuldt, ja, det er faktisk et ret stort pres.
Da jeg i juni måned sad i Nicaragua og skulle se, om jeg var blevet optaget på min kandidatuddannelse, havde jeg en lidt blandet følelse i kroppen. Mentalt havde jeg forberedt mig på, at det kunne blive et afslag, men da det så alligevel blev en realitet, følte jeg i første omgang, at det var lidt et slag i ansigtet. Der gik dog ikke så lang tid, før der faktisk var en form for lettelse, der satte ind. En lettelse over ikke at skulle videre med det samme og hoppe på det tog, der kører afsted med 200 km/t og lige pludselig dumper mig på arbejdsmarkedet. Hårdt og brutalt.
Da jeg sad der i Mellemamerika, funderede jeg også meget over det der med succes. Hvordan måles det egentlig? Hvem bestemmer, hvad der gør en person succesfuld? Det er vel i virkeligheden kun en selv, der kan det, men alligevel er der en håndfuld gængse succeskriterier, som de fleste af os måler hinanden på. Det handler typisk om penge, karriere og prestige. Unge bliver opfordret til at hamre derudaf af med store ambitioner og armbevægelser, men sandheden er, at det bare ikke er os alle, der kan eller vil det. Alligevel bliver vi lidt nødt til det, hvis vi vil gøre os nogen som helst forhåbning om at lande et nogenlunde job indenfor vores branche. Vores konkurrenter løber så skide stærkt, at vi må løbe med, og i farten er jeg fandme ved at glide i mine slidte snørrebånd. Jeg er også lidt ved at kaste op ind i mellem. Både fordi jeg bliver forpustet, men også fordi jeg ikke rigtig orker det ræs. Hvad fanden er der lige sket med fokus på ens personlige CV? Det hele handler om det faglige CV. Nina Möger Bengtsson, som har skrevet føromtalte artikel, beskriver det meget fint:
Håndgribelig succes er langt lettere at måle og veje og til dels lettere at opnå, end indre ro nogensinde vil blive. Indre selvsikkerhed er svær at putte i julebrevet eller tage billeder af til Instagram, men hvis jeg som 30-årig stadig er lige så usikker på mig selv, som da jeg var 16, hjælper karriere, familie og håndgribelig succes lige fedt.
Jeg kan godt tage mig selv i at blive trodsig og modsat. Den indre oprører i mig har ofte lyst til at vælge med hjertet og ikke med hjernen. De to følges jo sjældent ad, og så bliver man nødt til at vælge. Min erfaring er, at det fornuftige valg ofte trumfer, fordi ens hjerte, eller mit i hvert flad, ofte er bedst til at mærke, hvad der lige nu og her er den rareste løsning. Desværre er det sjældent den løsning, der også giver mest mening i det lange løb.
"Bare du er glad for det, du laver, så betyder det ikke så meget, hvad det er". Det har jeg hørt mange gange, og jeg er da sikker på, at det til en vis grad er rigtigt. Jeg vælger at sige 'til en vis grad', fordi jeg samtidig også ved, at det er indenfor rimelighedens grænser. Og det er alligevel ret let at ryge ud over de grænser og ryge derhen, hvor ens beslutninger virker irrationelle, uovervejede eller ligefrem dumme. "Har du nu tænkt det igennem?," synger i mit hoved. "Du bliver nødt til at tænke fremadrettet". Og ja, bevares, selvfølgelig skal jeg ikke kun tænke 5 minutter frem i tiden, men jeg er 25. Jeg er ung. Jeg har stort set ingen forpligtelser. Give me a break med den uddannelses- og arbejdssnak!
Kombinationen af støt stigende universitetsgennemsnit, der er højere end den højeste karakter på skalaen, og en ledighedskrise, der har ramt ungdommen hårdere end nogen anden aldersgruppe, har gjort, at Generation Fucked Up er blevet tvunget til at blive meget ansvarlig, meget tidligt. Der er ikke længere tid til at leve i nuet. Vores alder er blevet til et mærkat med en tilhørende liste over forventninger og krav, der skal opfyldes, inden det er for sent.
Som I allerede ved, arbejder jeg lige nu et sted, hvor jeg ingen løn får. Det er en komplet underskudsforretning rent økonomisk, men alligevel anses det for at være en investering; en investering for fremtiden om man vil. Det er anden gang i løbet af min uddannelse, at jeg arbejder gratis og udfører det samme arbejde som en fuldtidsansat. Det her gør jeg sammen med tre andre, der er i nøjagtig samme situation som mig, og for at det ikke skal være løgn, så er to af mine nære venner også ansat uden løn i øjeblikket. Det gør vi alle sammen, fordi vi ihærdigt prøver at følge med i kapløbet, og fordi vi ved, at vi ikke har en chance, hvis ikke vi tilbyder vores kroppe til attraktive virksomheder, der til gengæld nyder godt af vores desperation og villighed. Det er sindssygt fejt og vanvittigt snedigt af virksomheder, når man lige stopper op og tænker over det.
Jeg kan godt lide mit job, så det er ikke, fordi jeg efterlyser medlidenhed eller et "Nårh, det er da også synd for dig". Jeg har bare ikke lyst til at sidde om mange, mange år og kigge tilbage på mit liv og fortryde, at det hele gik op i arbejde eller penge. Jeg har ikke lyst til at føle, at mit liv har været kedeligt, fordi alt skulle gøres efter bogen eller være så skide fornuftigt.
Ja. Jeg kunne nok fortsætte denne prædiken i én uendelighed, men det går jo ikke. For jeg tror, I har forstået min pointe. Og desuden skal jeg også i Netto for at købe ind, som det voksne og ansvarlige menneske, jeg jo er. Meget apropos.
Jeg læste den også godt. Super fin artikel! Men underligt nok meget svær at efterleve.
SvarSlet