Myldretid, offentlig transport og fælleskøkkener

Der er tidspunkter, hvor jeg har lyst til at halshugge folk omkring mig. To af de tidspunkter faldt sammen i dag og resulterede i et lidt blodigt sammenfald. Heldigvis kun i mit hoved, men der var det altså også en massakre uden lige.

Punkt 1: Kolleger der ikke kan finde ud af at stille deres ting i opvaskemaskinen.

Nu har jeg ikke været på arbejdsmarkedet i en brøkdel af den tid, I andre har, men i løbet af de sidste fire-fem år har jeg indsamlet tilpas meget empiri til at kunne konkludere, at folk simpelthen stinker til at benytte opvaskemaskinen. Vi har vel alle sammen set den klassiske "Din mor arbejder her ikke" i køkkenet. Den er skide irriterende, men den er jo god nok. Jeg ved ikke helt, hvordan de tror, at tingene bliver vasket op. Det er som om, at det med opvaskemaskine er et fuldkommen uhåndgribeligt koncept, der er enormt svært at forstå. Åbn lågen, sæt tingene ind, luk lågen. Ej, okay, jeg kan godt se, at det er en meget krævende handling, som tager for mange dyrebare sekunder af din sikkert udmærket timeløn. Christ altså.

I dag pissede ovenstående tendens mig endnu mere af end normalt. Det er jo fredag, så arbejdsdagen slutter allerede kl 15, hvilket i øvrigt er intet mindre end fantastisk. Mindre fantastisk er så, at alle medarbejdere tilsyneladende vil gå samtidig, og jeg ender så med at stå tilbage i køkkenet, hvor der står et bjerg af tallerkner, kopper og glas på, ja du har vel gættet det, KØKKENBORDET. Jeg tænker, at jeg hurtigt klarer den opgave. Aber nein. Åbner opvaskemaskinen og den er fyldt, helt ren og dampende. Får i kampens hede smidt tallerkner mm på plads, men faktisk skal en relativt stor del af servicet blive i maskinen, fordi førnævnte uduelige kolleger ikke kan skylle deres ting af, når de nu endelig til en afveksling benytter opvaskemaskinen. Indtørret røræg på tallerkner, salatrester i bestikbakken, tun på knivene. For helvede. Det hele tager bare meget længere tid, end jeg har, for jeg skal sådan set med et tog.

Jeg får kæmpet mig ud, får slået alarm til, smidt skrald ud, låst. Og det bringer mig til næste irritationsmoment.

Punkt 2: Myldretid - i dag på Hovedbanegården.

Let's face it. Jeg har pænt travlt med ti minutter til afgang og ingen billet. Tjekker billetautomaterne. Der er mindst en håndfuld mennesker i kø ved samtlige automater, eller også virker de ikke. Fedt. Åbner DSB app, søger efter rejse. Virker ikke. App skal opdateres. Opdaterer app. Det går ikke hurtigt nok. Når ikke toget. På det tidspunkt var jeg lettere svedig og kæmpede mig igennem en horde af totalt irriterende mennesker. I sådan en situation bliver jeg altid lidt presset, og så kan jeg godt blive semi ubehagelig. Har i hvert fald lyst til at tackle samtlige mennesker, der går for langsomt eller står foran mig i kø for den sags skyld. Jeg endte så med at vente 25 minutter på et nyt tog. Og det er jo det, der er så latterligt. At jeg ikke bare kan slappe lidt af, for jeg skal jo reelt ikke nå noget på et bestemt tidspunkt. Det er nok bare princippet i det. Og jeg er sur.

Jeg får i øvrigt ingen pladsbillet, og det gør mig endnu mere irritabel. Det hele virker som et lidt for optimistisk og ambitiøst projekt her i myldretiden fredag eftermiddag, hvor alle åbenbart vil væk fra København. Kommer ind i vognen, hvor alle pladser jo er reserverede, og jeg forestiller mig allerede, hvordan jeg skal sidde på toilettet helt til Odense bare for at få noget, der ligner en siddeplads. Jeg satsede alligevel og har formået at beholde samme plads i over en halv time. God bless lyntog altså.

I fart og frustration havnede jeg i standardzonen selvom det er stik imod mine principper. Jeg orker bare ikke andre menneskers larm. Fx spiller ham ved siden af mig musik fra sin telefon, som kørte han et eller andet mobilt diskotek. Han er iklædt jakkesæt og ligner slet ikke typen, der gør sådan noget, men ja, her sidder vi så side om side. Og jeg orker bare ikke at høre mere Burhan G. Hvis han da i det mindste spillede god musik eller som minimum ikke havde samme sang på repeat. Lord give me strength eller giv min sidemand nogle høretelefoner!

Vognen er også fyldt med børn og mennesker, der opererer med et lydniveau, hvor det næsten ville være mest forsvarligt at have høreværn på. Ved siden af mig sidder to veninder, hvor den ene har taget sokkerne af og lagt benene hen over den andens lår, så tæerne luftes ud mod gangen og mig. Ikke det lækreste. De rasler også med slikposer, snakker uafbrudt og har også to termokander med?! Det er seriøst imponerende, hvad folk tager med af proviant på sådan en togtur.

Anyway. Jeg er på vej til Jylland, og det er faktisk rigtig rart og tiltrængt, så det skulle jeg måske lige fokusere på her post opvaske- og billetkaos. Så lige her til sidst må jeg hellere lige fremhæve noget positivt. Og det er, at jeg skal på italiensk restaurant i aften med min mor. Det glæder jeg mig faktisk ret meget til.