Jaja, nu spytter jeg indlæg ud. Men det er simpelthen fordi, jeg lige nu har tid og lyst til at skrive. Ugen har været temmelig hektisk rent arbejdsmæssigt, og jeg har ikke haft mange øjeblikke, hvor energien eller inspirationen har været til at skrive. Det er skide ærgerligt. Men lad nu det ligge.
Det skal handle om tatoveringer. Jeg har tænkt lidt over det på det seneste, fordi det jo i grunden er en rimelig mærkelig ting sådan at skulle have noget printet på sin hud. Og så blev jeg lige inspireret, fordi en af mine gode veninder lige har fået endnu en tatovering til samlingen.
Jeg elsker for det meste tatoveringer. Jeg synes, det kan være virkelig flot og kreativt, og jeg synes også, det kan være lidt sjovt at tænke på, hvorfor folk vælger at lade sig tatovere. Jeg indrømmer gerne, at jeg har set en god del af "grimme" tatoveringer. Eller i hvert fald tatoveringer som ikke falder i min smag, og som jeg føler ikke er særlig gennemtænkte. Men i grunden kan man jo ikke vide, hvad folk har lagt i deres tatoveringer, og måske er der en virkelig smuk tanke bag den knap så smukke tatovering. Eller også er den lavet i en brandert. Who knows.
Jeg har selv en tatovering, som jeg fik for år tilbage. Dengang var det noget, jeg havde tænkt på i noget tid, men jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville gå videre med det. Jeg endte så med at gøre det, og i dag har jeg en fugl, der pryder min ene skulder. Jeg er tit blevet spurgt ind til motivet. Hvorfor lige en fugl? Og hvorfor lige den placering? Her må jeg så indrømme, at motivet i sig selv ikke har nogen som helst betydning for mig. Jeg har i desperate øjeblikke prøvet at give den noget betydning, men det virker ikke ægte for mig. Endelig er jeg kommet frem til den erkendelse, at jeg fik tatoveringen, fordi jeg ville bevise over for mig selv og for andre, at jeg turde. Hele mit liv er jeg blevet set som en pæn pige. Måske lidt typen der aldrig bryder regler og som ikke gør noget uventet. Jeg tror, jeg havde brug for at overraske og kunne fortælle folk noget, der kom bag på dem. Sådan lidt "Nå, har du en tatovering? Det troede jeg godt nok ikke om dig". I virkeligheden var det nok lidt et statement ala "Du skal ikke tro, du ved, hvem jeg er". Og det lyder sådan meget rebelsk og jeg-er-lidt-tough-og-smart-agtig. Det er jeg ikke. Tatoveringen var bare et forsøg på at bryde ud af den bås, jeg for tusind år siden er blevet placeret i, og som jeg måske også selv har bidraget lidt til i årenes løb.
Jeg kan huske, at jeg alligevel var lidt bange for særligt mine forældres reaktion. Min mor klappede lidt i hænderne, fordi hun synes, det var lidt sejt, at jeg gjorde det, tror jeg. Det viste sig dog, at hun faktisk synes, den var lidt stor, og måske ville en mariehøne på anklen have været bedre (min opfattelse, ikke hendes ord). Min far anskues tit for at være en anelse konservativ, så der var grund til at være nervøs. Jeg var dog så heldig at fange ham på en dag, hvor han en sjælden gang lå syg på sofaen. Jeg tænkte, at det var fint, han sådan fysisk og mentalt arbejdede på lavt blus, og at han desuden lå ned, når han modtog nyheden. Til min store forbavselse tog han det meget pænt og fik fremstammet noget med, at så længe det ikke var en tatovering i ansigtet, så var det okay. Jeg kunne berolige far med, at det var det ikke. Og det bliver det heller aldrig. Den dag i dag er jeg faktisk i tvivl om, om han kan huske, jeg har en tatovering. Nå, men det er også ligemeget. Faktisk glemmer jeg tit selv, at jeg har en.
Folk taler tit om det med at fortryde tatoveringer. Jeg forstår det godt lidt. Min er placeret sådan et sted, så den kan dækkes til eller vises frem efter behov. Det passer mig glimrende. Når det så er sagt, synes jeg, at tatoveringer på armene er fantastiske.. til andre, ikke til mig. Men det er unægteligt et sted, hvor det kan være lidt en udfordring at dække dem til. En langærmet kan gøre jobbet ret let, men hvad gør det, hvis der er 30 grader og fuld sol? Not much. Førnævnte veninde havde fået sin tatovering på underarmen, og hendes forældres holdninger om dette var vist også lidt delte. Hendes mor prøvede at fremhæve det positive i den. At farverne var meget flotte. Hendes far fik den vist slet ikke at se, fordi han efter sigende er typen, der ikke går ind for den slags. Hun sagde, at han nok ville blive ked af det. Det er sådan noget, jeg har svært ved at forstå. Måske fordi jeg ikke selv er forælder? Jeg tænker bare, at det aldrig kan blive hans problem, hvis hans datter en dag står og er træt af, at hun har en permanent tegning på armen. Eller hvad?
Jeg ved ikke, om jeg bliver træt af min. Da jeg fik den lavet, spurgte en flabet ung pige i tattoo-shoppen, om det var en tatovering, jeg så mig selv med resten af livet. Det var rimelig dumt spurgt, eftersom jeg sad med en decideret tatoveringsnål og ikke en midlertidig tatovering, jeg havde fået i en pakke tyggegummi, og som kan fjernes igen med en klud og varmt vand. Skal jeg være helt ærlig, forestillede jeg mig min tatovering på min mor. Tænkte det var en udmærket måde at forestille mig tatoveringen på egen krop om 30+ år. Jeg kom i hvert fald frem til, at det ville være helt fint. Ikke den store katastrofe.
Jeg har aldrig været bange for at fortryde den. Det kan da godt være, det kommer over mig om nogle årtier eller måske før. Det er bare en af de ting, der kan være svære at forudse. Men som så mange andre ting, er det vel et af de valg i livet, man bare skal lære at leve med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar