Om at gøre sin hobby til sin levevej

Traditionen tro skriver jeg om torsdagen. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det min fridag. Egentlig føler jeg tit, jeg burde være mega fornuftig og få ordnet en masse praktisk, men jeg har følt mig lidt presset på det seneste – for mange planer, for meget arbejde, for lidt penge – og derfor vælger jeg at være lidt god ved mig selv. Rengøring må vente.

Jeg sidder lige nu på min yndlingscafe i mit yndlingskvarter i København. Det er Navnløs, og det er Vesterbro. Jeg har udstyret mig selv med en cafe latte og en bolle med ost. Faktisk et utroligt frækt sæt sådan en torsdag i oktober, hvor solen gemmer sig bag grå skyer. Det er egentlig ikke, fordi Navnløs laver kaffe ud over det sædvanlige. Der er bare ét eller andet over stedet, der gør, at jeg elsker at være her. En periode kom jeg her så meget, at jeg følte, jeg burde være på fornavn med samtlige medarbejdere. Det kommer måske en dag. Jeg har været lidt ude af gamet en periode, fordi jeg ikke har haft tid. Og så må jeg indrømme, at andre kaffebarer også har fået et visit eller to. Det føles næsten som utroskab.

Jeg har altid gerne ville være typen, der kan tage alene på cafe eller kaffebar. Være hende den smarte, der sidder og læser avis (not happening), skriver opgave eller sådan. Typen der hviler så meget i sig selv, at det ikke er mærkeligt at sidde selv. Det hele er vist kørt lidt op i mit hoved, for som jeg sidder her lige nu, og klokken er 13:20, så er flertallet her faktisk alene. Der sidder fx en mand ved siden af mig og læser i en bog. Nu ved jeg jo ikke, om det her bare er hans mellemstation, inden han skal videre, og om han rent faktisk bor i Brønshøj, og så er der lidt langt hjem inden hans date senere. Uanset er det en ret hyggelig tendens her i København, at folk bruger offentlige steder som en slags fælles dagligstue. Det er lidt det samme om sommeren, hvor københavnere valfarter til diverse parker. Igen; fælles baghave. Det er stinkende hyggeligt.

Nu sidder jeg jo så her og skriver, og det er faktisk rigtig rart at sidde i andre omgivelser og nedfælde en side eller fire. I dag er jeg nok særligt skrivelysten, og det sætter altid gang i en masse tanker og drømme. Tænk fx lige på hvor skønt det kunne være at rive nogle måneder ud af kalenderen og så dedikere al tid til bare at skrive! Det lyder lidt som en drøm i mine øre. At kunne opleve verden og samtidig gøre noget af det, jeg holder allermest af, og som jeg aldrig bliver træt af; at skrive. Samtidig lyder det også lidt som en kliche, at man som forfatter enten rejser væk eller isolerer sig for at finde inspiration. Som om man skal sidde i et minimalistisk indrettet hus på kanten af en klippe med udsigt til vandet eller på en øde strand, hvor man har sand i håret, bølgerne skvulper og en lun brise kæler ens ansigt. Det kan godt lyde som en undskyldning for at tage væk. Det er det nok også for nogen. Men det lyder også bare ret magisk, ikke? Jeg synes i hvert fald, det kan være svært at finde inspiration til at skrive noget nyt, når de fysiske rammer forbliver de samme.

Der er en del, der efterhånden har spurgt, om jeg kunne tænke mig at leve af at skrive. Svaret er.. Det ved jeg ikke. Jo, i min drømmeverden kunne jeg godt, men samtidig ved jeg udmærket godt, hvordan det er, når man skal være kreativ på kommando. Det udløser i mange tilfælde en sort klap, en komplet skriveblokering og dirrende præstationsangst. Derudover synes jeg egentlig, det er ret personligt at skrive, og hvis jeg pludselig skal forholde mig til kritik og den slags, er jeg bange for, at det øger den her førnævnte præstationsangst. Eller at jeg på en eller anden måde mister selvtilliden i forhold til at skrive. Lige nu skriver jeg mest for min egen skyld, og mine læsere kan nok tælles på én hånd. Som alt ser ud nu, så passer det mig så glimrende. Ingen forventninger, ingen pres. Men selvfølgelig heller ingen penge.

Ind i mellem ville jeg ønske, at jeg havde lidt mere drive. En sand passion der drev værket og en fighter-ånd, der fik mig til bare at klø på. I stedet er jeg præget af den klassiske ”Hvorfor skulle jeg være bedre end andre?”. Ja, jeg skriver, og ja, mange kan lide at læse det. Men er der ikke masser mennesker, der skriver pissegodt? Det betyder vel ikke, at vi alle skal være forfattere.  Ligesom jeg også bager helt okay cookies, men derfor skal jeg ikke starte en kagebutik (I’m talking to you, Lars).

Et andet problem er også, at jeg er tilbøjelig til først at se udfordringer frem for muligheder. Det er et mindset, jeg virkelig godt gad ændre. Fx står jeg jo nu i en situation, hvor mange muligheder i virkeligheden ligger lige for fødderne af mig. Men alligevel vælger jeg oftest at fokusere på det, der IKKE kan lade sig gøre.

At leve af at skrive virker også som lidt af et sats. Ligesom hvis man vil være skuespiller eller musiker. Der er så mange kreative mennesker her i verden, der er så dygtige. Og der er så mange, der drømmer om at nå op på deres niveau, at man hurtigt kan forsvinde lidt i mængden. Det må føles lidt som en massiv mængde teenagepiger til en One Direction koncert, hvor de alle kæmper om at komme helt op til scenen. Og måske endda komme helt op på den med de store stjerner. Det må være en lidt grim og hård kamp, og jeg ved ikke, om jeg orker at tage den.

Uanset, har jeg taget det der med karriere op til revision. Jeg er jo alligevel et sted i mit liv, hvor jeg skal gøre mig alvorlige overvejelser om, hvad det lige er, det skal blive til. Nogle dage er drømmene store, vilde og uendelige og måske lidt uopnåelige. Andre dage opererer jeg på et mere håndgribeligt niveau og ønsker bare, at jeg får et nogenlunde fornuftigt job med en fast indtjening. Åh, fornuft og følelse. De går sgu bare sjældent hånd i hånd.