Drømmen om at blive den kloge pige

Ved I, hvad jeg altid har drømt om? Altså, udover de der eksotiske eventyr i udlandet og den der sindssygt nuttede baby på blepakkerne. Nej? Det er faktisk rimelig simpelt. Ønsket er: en bogreol!

"Køb en Billy reol i IKEA. De er gode". Men jeg vil ikke bare have én almindelig reol. Jeg vil have en KÆMPESTOR reol. Og den skal gå fra gulv til loft og fra den ene væg til den anden. Ganske enkelt: Jeg vil have en hel væg dækket af bøger.

Der er dog et problem. Udover det åbenlyse som er, at vi simpelthen bare ikke har plads til det, hvor vi bor nu. Nej, problemet over dem alle er, at jeg er helt vildt dårlig til at læse. Ikke på den der måde med at bogstaverne hopper rundt, eller at jeg er ordblind som bare fanden. Det bunder bare i, at jeg stort set kun læser skønlitteratur, når jeg har sommerferie og tilbeder solen med intet andet at give mig til end at læse eller sove. I og med at jeg er lidt dårlig til at få læst, så har jeg heller ikke en imponerende bogsamling, hvilket det jo unægteligt kræves, hvis man vil udfylde sådan en flot og mægtig bogreol, som jeg har hede drømme om. Jeg kan jo ikke have en masse pyntebøger, som jeg aldrig har læst. Nej, sammen med bogreolen skal der jo nemlig komme en enorm viden. Du ved, så jeg kan være hende, som altid citerer bøger, og som andre spørger til råds, når de mangler en god roman. På nuværende tidspunkt har jeg få romaner og ellers en stak bøger i kategori med "Michael Laudrups Tænder". Hvilket i øvrigt er en rigtig god bog, men jeg kan jo ikke blive ved med at anbefale den til mine venner. Det er vel syv år siden, jeg læste den. Pinligt.

Jeg snakkede med en veninde om det den anden dag. Hun er sådan en meget belæst type, og det er lige dele spændende og lige til at brække sig over. Sidstnævnte primært fordi jeg jo ikke kan følge med. Vi snakkede om, hvad der er en god bog, og hvem man skal tage imod anbefalinger fra. Jeg har fx svært ved at lokkes med på bestseller bøgerne, fordi jeg måske egentlig er så snobbet, at jeg tænker, at gennemsnitsdanskeren simpelthen ikke kan vide nok om god litteratur til, at det er et kvalitetsstempel i sig selv. Jeg ved godt, det er en fejl, for jeg husker da klart en sommer, hvor jeg i ren desperation tog "Drageløberen" med som underholdning ved poolsiden, og holy shit.. Det blev jo bare en af mine yndlingsbøger. Ikke at titlen 'yndlingsbog' egentlig er så ekstraordinær, når det er mig, der siger det, for jeg har jo vitterligt ikke læst særlig mange. Men den var jo rent faktisk god.

Det irriterer mig, at jeg ikke læser mere. Især fordi jeg er sådan en type, der er helt pjattet med kommunikation, og jeg elsker, når folk skriver godt. Det er ligesom det der med at tale engelsk. Hvis du taler med en, der taler dårligt engelsk, så bliver dit niveau typisk også ringere. Det smitter på en eller anden måde. Man finder hinandens niveau. Sådan er det også, når man skriver med folk. Hvis man møder de der skarpe skrivetyper, så kører den bare derudaf, og sproget er vildt og varieret, og det er bare.. lækkert! Jeg er helt vild med at have god skrivekemi med folk.

Jeg er jo selv så vild med at skrive, at jeg har overvejet at skrive en bog. Da jeg gik i gymnasiet, lavede jeg et dokument på min computer, som jeg fra tid til anden skrev videre på. Det blev aldrig til helstøbte kapitler, men personerne blev langsomt malet, og plottet begyndte at tage form. Jeg er bare ikke kommet videre. Måske fordi jeg til tider er doven og desuden ikke kreativ på kommando, og så er der bare lidt langt mellem de virkelig intense "Nu sker det sgu! Jeg skriver den bog!"-øjeblikke.

Det er også en af grundene til, at jeg burde læse mere. Så jeg kan blive klogere på, hvad jeg egentlig godt kan lide, når det kommer til skønlitteratur. Jeg savner også bare at forsvinde ind i en bog og bladre så hurtigt, at siderne nærmest flyver ud af bogen. Jeg tror bare, jeg har haft tilpas mange halv-fesne oplevelser, hvor jeg 50-100 sider inde i bogen giver op, fordi det alligevel ikke er mig. Og med så mange fusere og så lidt reelt fyrværkeri, så mister jeg lidt lysten til at forsøge. Men det skal der laves om på. Jeg sidder nemlig i skrivende stund og hiver en helvedes masse bøger i kurven på bibliotekets hjemmeside. Ja, der røg også lige en madbog med vegetarretter i - for ja, igen, jeg er jo SÅ god til at få lavet mad.. siger hende, der den sidste uge kun har spist frossen Mou suppe eller yoghurt til aftensmad.

Nu må vi se, om jeg nogensinde får hentet de der bøger, når biblioteket engang sender mig de der 40 mails om, at nu ligger det hele klar til mig. Det er jo første skridt, kan man sige. At få hentet dem. Dernæst læst dem. Og så er der måske udsigt til, at jeg en dag kan få en prangende bogreol og en dertilhørende lænestol i nervøst velour. Åh, det bliver godt! (Her til sidst formåede jeg igen at lyde som en gammel stodder, apropos mit forrige indlæg. Jesus. Nå, nogle ting kan man åbenbart ikke slippe fra)
----

kl. 18:37
Efter endt blogindlæg fik jeg en meget gul og meget aggressiv meddelelse fra biblioteket om, at jeg skylder dem penge. Fedt. Jeg er allerede i bad standing. Det her læseprojekt starter jo rigtig godt!

----
kl. 18:47

Det slår mig da lige, at det med at læse dårlige bøger går way, way back. Jeg husker stadig episoden tydeligt. Jeg sad der i 5. klasse eller sådan noget lignende, og så spurgte min klasselærer elev for elev, hvor mange sider vi havde læst. Vi havde vel gang i et eller andet læseprojekt. Min dansklærer havde høje forventninger til mig. Jeg var jo sådan en lidt stille, pæn pige, der var flittig og god til dansk. Sandheden er bare, at jeg ikke havde læst særlig meget. Faktisk pinligt lidt! Det lignede mig ikke, for jeg slækkede ikke på tingene.. dengang. Min lærer flippede fuldstændig ud, da en anden pige ikke havde læst så mange sider, og eftersom hun endda var et af de 'dumme' - undskyld, knap så intelligente - børn, vidste jeg jo godt, hvad der gik mig i møde. Så jeg fakede simpelthen sygdom, luntede op til sekretærens kontor og ringede til min mors arbejde "Hosthost, jeg er dårlig!" og lagde mig hjem på sofaen. Jesus. Det har sat dybe spor. Men jeg fik vist aldrig skideballe for den der elendige indsats.