Det er åbenbart et dilemma, der har været oppe at vende i Mads & Monopolet i dag. Jeg indrømmer, at jeg ikke har hørt dagens udsendelse endnu, men jeg har læst tilstrækkeligt til, at jeg føler mig berettiget til at kommentere det. Især fordi det er et emne, der i forvejen kan få mig helt op at flyve - på den dårlige måde.
Nu er jeg jo i forvejen typen, der vrænger af dem, der snakker om drenge- og pigefarver, og som selv har en intention om, at en fremtidig datter ikke skal proppes i udelukkende lyserødt tøj og påtvinges at lege med dukker. I hvert fald ikke så længe hun ikke selv kan ytre ønske om det. Samfundet skal tids nok præge hende til, at hun helst skal vælge Barbie-dukken frem for Monster Trucken, og at hun skal være prinsesse og ikke superhelt til fastelavn.
Jeg stejler, når jeg hører, at forældre tager afstand fra det, deres børn har fundet en naturlig interesse i, fordi det 'strider mod kønsnormerne'. Jeg har hørt flere eksempler på særligt fædre, der synes, det er forkert eller endda lidt pinligt, at deres søn leger med dukker, vil have et legekøkken eller en dukkevogn. Ligesom der også er mange historier om pædagoger, der ikke vil hjælpe drengebørn med at lyne lynlåsen i prinsessekjolen fra udklædningskassen, fordi de da ikke skal valse rundt i sådan noget. Det er jo til pigerne! 'Hvis det ikke stopper nu, bliver han homoseksuel,' lyder det tit. Verdens nok mest platte argument. Hvorfor skulle disse lege have indflydelse på børns seksualitet? Det er børn. Det har intet med seksualitet at gøre. Og selv hvis det skulle have en betydning for, om barnet senere er til mænd eller kvinder.. so fucking what? Det er åbenbart meget vigtigt, at deres søn er 'en rigtig dreng', og en rigtig dreng skal fandme ikke være bøsse. Eller hvad?
Sjovt nok går diskussion aldrig på, om 'drengede piger' bliver lesbiske om 10-15 år. Piger der klatrer i træer, løber hurtigere end alle de andre børn og desuden ikke gider have kjole på. Ofte synes jeg faktisk, at denne type piger bifaldes og roses til skyerne. De er jo seje piger. De skal nok blive til nogle stærke kvinder en dag. De skal frem i verden og alt det der, for se dem lige! Der handler det aldrig om seksualitet, og hallelujah for det. Men hvorfor er det så, at drengenes adfærd skal dissekeres, analyseres og nærmest diagnosticeres på den måde?
Jeg synes faktisk, det til tider grænser sig til homofobi eller i hvert fald diskriminering. Hvorfor er han mindre dreng, fordi han gerne vil have langt hår, eller fordi han synes, det ser flot ud, når hans negle er farvet lilla? Hvorfor skal han råbe højt og løbe rundt i stedet for at fordybe sig i en leg med dukkehuset henne i hjørnet? Jeg forstår det virkelig ikke. Folk har så travlt.
Det er noget underligt noget at lære børn. At det, de har lyst til, er forkert. Ja, selvfølgelig er det fint at lære dem, at det fx ikke er det smarteste at spise is til morgenmad, men der kan argumentet jo også understøttes af sundhedsvidenskab. Det kan man ikke just sige om førnævnte tendens. Man lærer da aldrig ens børn at hvile i sig selv, hvis man begrænser dem på den måde og lærer dem, at særlige lege, påklædningsgenstande, eller hvad har vi, er forbeholdt et bestemt køn. Det, føler jeg, går ud over børnenes identitetsdannelse, og i ekstreme tilfælde kan det være med til, at barnet får et forskruet billede eller måske endda et had til deres egen krop eller lyster, fordi de føler, de er forkerte.
Folk skal lære at slappe lidt af og lade deres børn udforske det, de nu vil. Nogle gange er det en fase. Andre gange er det ikke, og det er sgu også okay.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar