Dobbeltgænger

Jeg har et stamsted, hvor jeg allerhelst indtager min kaffe (eller øl). På det seneste har jeg faktisk ikke været der så meget, men som regel er der mindst et ugentligt visit. Mindst. Nogle uger har jeg været der pinligt meget, men der er bare ét eller andet ved det sted. Det er som min anden stue. En offentlig stue godt nok, men en stue. Og det er total rart og hjemligt for mig.

Personalet virker som nogle gode mennesker. De er søde og venlige, og de virker alle ret laid back. Det er jo ofte de samme mennesker bag disken, og jeg har derfor tit tænkt på, om de mon lægger mærke til, at jeg kommer rigtig tit. Jeg forestiller mig, at de tænker over sådan noget, for det ville jeg selv gøre. Jeg er også typen, der ville tænke, at hende der skal altid have en lille latte og en cookie ved siden af.

Der er umiddelbart ikke noget i deres ansigt, der antyder, at vi kender hinanden. Det gør vi jo heller ikke, men vi har jo faktisk set hinanden overraskende mange gange. Jeg har tit følt, at kaffebaren havde potentiale til at være sådan et sted, hvor man hilser på personen bag disken, når man kommer ind. Det gør jeg som regel også, men det er et generisk 'hej' og ikke 'Hej Anders', eller hvad de nu må hedde derinde.

I dag skete der så det, at min veninde og jeg bestiller kaffe, og mens vi venter, spørger fyren bag disken faktisk, om han må spørge mig om noget. Jeg tænkte "Nu sker det! Nu anerkender han min loyalitet!". Måske det endda kunne smide lidt rabat af sig, har jeg da også altid tænkt. Men nej, han ville faktisk bare høre, hvad jeg hed, fordi jeg lignede en, han havde arbejdet med engang. Vedkommende hed Addie (?), og jeg følte mig pludselig jævnt leverpostejsdansk, da jeg måtte sige, jeg faktisk altid havde heddet Pernille. Jeg kunne heller ikke helt udlede, om han syntes, det var hyggeligt, hvis Addie kom forbi, eller om det var sådan lidt "Shit, nu kommer hun også her på min kaffebar".

Så mine vilde drømme om at være best buddies med personalet har stadig lidt lange udsigter. Måske jeg skal være typen, der sætter sig og læser i baren, når jeg en skønne dag er studerende igen. We'll see. Eller måske han faktisk næste gang siger "Hej Pernille". Så ville jeg ligesom have nået en ny milepæl i mit liv, føler jeg næsten.