En tanke til Mormor

I dag er det præcis et år siden, at jeg modtog en sms fra min mor, som fik tårerne til at presse sig alvorligt på. Hun havde prøvet at ringe til mig, men jeg var på arbejde, og derfor så jeg først beskeden tre timer senere. Beskeden om at min mormor var død. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg fór ud fra personalerummet og ud i garderoben, hvor jeg ringede til min mor, og hun græd, og jeg græd, og jeg syntes, det hele var virkelig overvældende. Jeg kan huske, at jeg bagefter skulle ind i personalerummet igen, og jeg følte, at folk aldrig havde larmet og grinet så meget, som de gjorde lige der. "Min mormor er død". Og så græd jeg. Jeg tog ikke hjem fra arbejde, men jeg tænkte på det hele tiden. Jeg havde ikke helt fattet det endnu; at hun ikke bare sad 200 km væk på plejehjemmet, men at hun var væk. Ikke sådan fysisk, endnu, men hun var væk på alle andre måder, og jeg ville aldrig komme til at snakke med hende nogensinde igen.

Det er sindssygt, at der er gået et år. På den ene side synes jeg, det er kort tid siden, hun har været her, og på den anden føles det som om, det er en evighed siden, at jeg sidst har snakket med hende. Lige nu hælder jeg faktisk måske mest til, at det er en evighed siden. Det føles som om, at vores tid sammen er ufattelig langt væk, og det gør ondt i maven, når jeg tænker på, at der ikke ér mere tid tilbage.

Det er som om, minderne bliver mindre tydelige. Alt bliver mindre tydeligt. Hendes stemme fx. Det er ikke, fordi jeg er bange for at glemme hende, men jeg er bange for, at noget alligevel går tabt, eller at det bliver for sløret til, at jeg kan se det for mig. Det er som om, jeg kan have svært ved at huske ting, der har med hende at gøre, men når jeg så kigger på billeder af hende, kommer det hele væltende tilbage. Nogle gange er det sjove og dejlige minder. Det er det som regel, når jeg snakker med andre om hende. Og andre gange er det de triste tider og savnet, der ruller ind over mig. Det er mest, når jeg er alene. Ligesom nu hvor jeg kigger på billedet af hende, min mor og mig. Så tænker jeg nok mest på det, jeg aldrig får igen. Minderne stoppede jo for lidt over et år siden. Der kommer ikke flere.

Hun var ikke sig selv til sidst. Hun var en næsten tom skal af sig selv. Jeg kan ikke lide at tænke på den sidste tid, men det er alligevel det, der står klarest i min hukommelse. Ikke så meget de sidste få måneder, hvor hun virkede tom for ord, handlinger og tanker, og hvor hun sov flere dage i væk. Mere de der måneder, eller år er det faktisk, hvor hun stadig snakkede lystigt, sagde en masse vrøvl og fandt på ting, der faktisk var tragikomiske. De år hvor hun trods demens stadig havde nogle dejlige dage, hvor humøret var flyvende, og smilet var stort. Og de år hvor hun desværre også havde nogle helt forfærdelige dage, hvor hun skældte ud eller græd som et lille barn i den anden ende af telefonen, fordi hun var bange.

Jeg prøver virkelig at huske hende som min glade mormor. Hende som måske godt kunne finde på at sige, hun havde været med på Titanic, selvom vi alle godt vidste, hun ikke engang var født dengang. Hende der sagde "Bare tag mere kage. Der er mere, hvor det kommer fra", selvom det var os, der havde haft kagen med fra bageren. Hende der sendte et flyvekys fra stuen, når man vinkede farvel til hende.

Jeg synes, det er forfærdelig uretfærdigt, at nogen skal ende livet på sådan en ubehagelig måde. Hvor man bliver en helt anden, og det nærmest er som om, man er blevet lidt skør. Og man går med ble, fordi man ikke kan huske, hvor toilettet er, eller fordi man kommer i tanke om for sent, at man skal tisse. Det er synd, man skal være så hjælpeløs og så afhængig af andre mennesker. Det er ikke en sjov tanke, at man visner lidt, og at man desuden er tjekket ind på plejehjem, aka endestationen for livet.

Forleden morgen sad jeg og tudede lidt, inden jeg skulle på arbejde, fordi jeg fandt sådan nogle tårefremkaldende digte omkring det at være dement. Jeg græd selvfølgelig, fordi jeg savnede min mormor, men også fordi det er så uretfærdigt, endog sandt og rigtigt det der står. Jeg synes, I skal læse dem.

DIGT #1

Do not give up on me

Do not think I am lost

Keep on trying to find me

Please, I beg you at any cost

Just because I can't always remember

Doesn't mean I do not care

Trapped inside my mind

Is memories we once did share

Please don't give up on me

Because I am not the one you know

I am still the same person

It's just hard sometimes to show

My mind has so many things

that are going on inside

I know when you talk to me

It seems those things I hide

All I ask of you is please

Don't give up on me, my child

Even though I now seem

Like I am a child just running wild

I am still your mother

I sometimes can't remember your name

So please don't give up on me

Please just keep loving me the same

---------------------------

DIGT #2 

Do not ask me to remember,

Don’t try to make me understand,

Let me rest and know you’re with me,

Kiss my cheek and hold my hand.

I’m confused beyond your concept,

I am sad and sick and lost.

All I know is that I need you

To be with me at all cost.

Do not lose your patience with me,

Do not scold or curse or cry.

I can’t help the way I’m acting,

Can’t be different though I try.

Just remember that I need you,

That the best of me is gone,

Please don’t fail to stand beside me,

Love me ’til my life is done.
---------------------------

Det med at dø er bare så mærkelig og uhåndgribelig en ting. Det er ikke noget, jeg tænker på ofte, men når jeg gør, tænker jeg på, hvordan andre mennesker klarer tab af børn, søskende, forældre eller venner. Tab af mennesker der dør alt for tidligt, og hvor det er endnu mere uretfærdigt og måske endda virkelig uventet. Jeg forstår ikke, hvordan de gør det. Jeg gruer for den dag, hvor jeg mister en person i mit liv, som ikke er en bedsteforælder - det var slemt nok. Jeg kan ikke helt kapere tanken om, at jeg ikke længere kan se eller snakke med dem, der er tættest på mig. Eller opleve ting sammen. Så de af jer, der læser med: Jeg håber satme, I har planer om at stick around de næste mange årtier. 

Jeg har besluttet mig for, at jeg i dag vil huske mormor som min gamle, ikke-syge mormor. Hende med det kærlige smil og glimtet i øjet. Hende som altid havde farvestrålende tøj på. Hende som ud af det blå citerede gamle vers og remser og brød ud i sang. Hende som havde en penneven i Frankrig, og som skrev til Gud og hver mand og aldrig glemte en fødselsdag. Hende der ikke var til at komme af med i telefonen, fordi hun altid havde noget mere, hun ville sige. Hende der kunne få så vilde grineflip, at hun græd af grin og var ude af stand til at sige noget, før anfaldet havde lagt sig. Det er dén mormor, jeg vil tænke på. Og så vil jeg sende tusind ekstra flyvekys og tanker til hende lige præcis på denne dag. 

Note: I august sidste år skrev jeg også til min mormor. Det kan læses (eller genlæses) her: Kære mormor.